Viser opslag med etiketten fryseegnede. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fryseegnede. Vis alle opslag

fredag den 29. maj 2015

Mazarinmuffins uden mel og sukker


Vender man lidt rundt i frostvarerne og finder et hold gemte - eller snarere glemte - mazarinmuffins, er glæden stor, når man lige præcis står med den der længsel efter kage.
Nu er det i grunden længe siden, jeg har mærket noget til de såkaldte cravings, og det var også først i dét øjeblik, jeg fik øje på kagerne i fryseren, at længselen efter kage for alvor viste sig.
Til grund for den spontant opståede kagelængsel lægger jeg en klar erindring om, at disse muffins smagte noget så godt. Og skuffet, dét blev jeg bestemt ikke. De smagte mindst lige så godt, som jeg huskede.

Efter at have givet en enkelt muffin halvandet minut på defrost i mikroovnen, var den lun og lækker og forsvandt fra tallerkenen alt for hurtig, og inden jeg havde set mig om, havde jeg kastet endnu én i hovedet.
...Og nu er det så jeg husker, hvorfor jeg i første omgang havde frosset kagerne ned... Ja, simpelt hen for at hindre mig selv i at overspise i kage.
Jamen, så må jeg jo konkludere, at det ikke er den sikre vej at fryse kagerne, når de nu alligevel er tilgængelige - og endda lune - på bare halvandet minut. Men skønt er det da - sådan lige at kunne hente sig en kage.

Oplevelsen var så god, og jeg bestemt vælger at bage et helt hold muffins til fryseren en anden gang.
Der resterer stadig disse 4 herlige kager, så det varer nok et par dage.


Opskriften er egentlig en mazarin skærekage, men dejen fungerer mindst lige så godt til muffins eller endda til petit fours. Bemærk venligst, at der ikke er chiamel i disse muffins (opskriften fungerer både med og uden chiamel!)

Jeg bringer ikke opskriften igen idag, for den kan med et enkelt klik (gen)findes her.

Fortsat god dag til mine læsere og følgere.

Og husk, at de fleste af mine opskrifter kan findes i mit opskriftsregister.
Hvis du ikke vil gå glip af de nyeste, så følg mig på ét eller flere af de sociale medier (vælg og klik):
Dette indlæg indeholder affiliatelinks.

søndag den 4. januar 2015

Spicy Bacon Cheeseburger Soup - LCHF

Kan man - en kold vinterdag - ønske sig andet og mere at spise end en skoldhed og spicy Bacon Cheeseburger Suppe? Nej vel!...
Så længe man ikke har smagt den, kan det synes en overdrivelse at kalde en suppe for genial, men når man først har lavet og prøvesmagt suppen, er man "solgt". Den ér - kort sagt - en ny vinterklassiker i LCHF køkkenet! Og så er suppen endog - hvis den serveres i små portioner - anvendelig som forret. Som hovedret gør den sig godt med lidt tilbehør. Til familiefesten kan den tilmed serveres som natmad (i daglig tale måske betegnet som "skrub-af-mad").

Og hvor kommer så denne genialitet af en suppe fra, for den er højst sandsynlig ikke opfundet herhjemme. Hvem ville - sådan groft sagt - putte alle ingredienser til en Bacon Cheeseburger (burgerbollen undtaget) i en gryde og koge suppe på en sammenblanding som dén?
Nok er opskriften gengivet på danske Facebook- og blogsider, men suppen stammer formodentlig fra det store udland, antageligt burgerens hjemland - og det kan være, det er  Ruled.Me, vi skal takke. Det er nemlig opskriften på Bacon Cheeseburger Soup fra Craig Clarke på Ruled.me (se den evt. her), der er inspirationskilden til flere danske versioner, min inklusive:

Bacon Cheeseburger Suppe:

400 gr. hakket oksekød
5-7 skiver bacon (1 pakke à 125 gr.)
50 gr. smør
8 dl. oksekødssuppe
 - eller en suppe bestående af 8 dl. vand og 1 spsk. Herbamare urteboullion (kan købes her)
 - eller tilsvarende mængde oksekødsboullion
4 tsk. løgpulver
2 tsk. chiliflager (kan købes her)
1/2 tsk. hvidløgspulver (kan købes her)
1 tsk. salt (evt. Spicy Urtesalt, der kan købes her)
1 tsk. spidskommen (køb evt. her)
1/2 tsk. friskkværnet sort peber
1/2 tsk. friskkværnet rosa peber (køb her)
1/2 tsk. paprika, gerne friskkværnet (fra paprikaflager, som f.eks. kan købes her)
2-3 tsk. Dijon sennep
1 ds. (140 gr.) koncentreret tomatpuré
8 små (ca. 30 gram drænet vægt) cornichoner (kan købes her - eller i supermarkedet)
200 gr. flødeost naturel
100 gr. revet Cheddarost + ekstra ved servering
1 dl. fløde 38%

Bacon sprødsteges i eget fedt på panden.
Tag baconen op (sørg for, at så meget baconfedt som muligt forbliver i panden), og lad stykkerne køle af på fedtsugende papir, så de bliver ekstra sprøde.

Det hakkede oksekød brunes i baconfedtet.
Bland alle krydderierne sammen. Smelt smør i en gryde og svits krydderierne et kort øjeblik, sennep kommes ved og det brunede kød blandes godt med de svitsede krydderier i gryden.
Steg videre et par minutter under omrøring og tilsæt suppen (evt. vand og boullion), den koncentrerede tomatpuré, fint hakkede cornichoner, flødeost og revet cheddar og kog op. Sørg for, at flødeosten opløses.

Kog suppen færdig under låg ca. 30 min.

Inden servering tilsættes fløden og evt. knust bacon.
For at bevare sprødheden i den knuste bacon, foreslår jeg evt. at servere den som tilbehør - og gerne sammen med ekstra revet Cheddarost, et grønt drys, ristede/dampede broccolibuketter eller fintsnittet spidskål. Her lader du fantasi og grøntsagsskuffens indhold råde.

Suppen er mættende, som den er - tilbehøret behøver reelt set du ikke - med mindre der er behov for at tænke mere grønt ind i måltidet.
Suppen rækker til 3-5 personer, afhængigt ag tilbehør.
Til denne suppe er der serveret et par stykker tapasbrød.
Du kan finde opskriften på tapasbrød her (klik)

Velbekomme!

God fornøjelse i LCHF køkkenet.

Vil du se flere opskrifter på mættende supper, kan du klikke her.



Alle mine opskrifter er også samlet under opskrifts-
registeret.

























Dette indlæg indeholder affiliatelinks.

søndag den 21. december 2014

Porretærte med low carb tærtedej


Da jeg for nogen uger siden udviklede dejen til sprøde tarteletter, var jeg overbevist om, at samme dej ville gøre sig perfekt som tærtedej, og jeg tog ikke fejl. Og hvad er i grunden bedre end en porretærte? Ja, det skulle måske lige være en løgtærte med bacon og tomat eller en broccolitærte med kylling, og - ja, måske også én med champignons og bacon eller en quiche med spinat.
Well, idag vandt porretærten terræn - og lækker, dét blev den.

Den opmærksomme læser vil nok se, at den ene af de to tærter, jeg her har bagt, er med en noget lysere tærtedej. Grunden er, at ikke alle i min familie er LCHF spisende, og jeg valgte at lave den ene tærte på en almindelig butterdej. LCHF udgaven kan sagtens serveres for alle og vil således kunne antages for en grov mørdejstærte.

Tærtedej:

60 gr. mandler (med skind)
30 gr. affedtet sesammel (købes her)
20 gr. affedtet hørfrømel (kan købes her) - (eller her)
20 gr. Pofiber (køb evt. her)
20 gr. Tropicai kokosfibre (køb her) - eller brug Urtekrams
2 spsk. Sukrin Gold (køb evt. her)
80 gr. koldt, saltet smør
1 æggehvide
2 spsk. koldt vand
1/2 tsk. Herbamare urteboullion (kan købes her)
1 tsk. løgpulver (f.eks. fra Samta Maria)
1 knivsp. hvid peber

Mandlerne hakkes (med skind) i minihakker og derefter kværnes de til forholdsvis fint mel i kaffekværnen (evt. som denne Bosch, der kan købes her).
Den hjemmekværnede mandelmel blandes godt med øvrige tørre ingredienser og den faste urteboullion. Har du ikke urteboullion, så tilsæt knap 1/4 tsk. salt.
Koldt smør hakkes/smuldres i melblandinge, og dejen samles med æggehviden. Der vil være behov for at tilsætte ca. 2 spsk. vand, for at dejen ikke skal være for tør at arbejde med.

Straks dejen er ensartet og samlet til en kugle, presses den ud i en tærteform. Det er lettest at få den fint og jævnt fordelt, hvis du har en lille mørdejsrulle. En sådan "kagerulle" har jeg ledt nettet tyndt efter - ikke til mig selv men til jer derude. Jeg har nemlig selv denne fra Tupperware (serien "Bake to Basics"). Den er supergod - men er desværre ikke i handelen herhjemme for tiden. Til sidst fandt jeg denne model fra Patisse (klik for at se den) og søg forhandlerlisten frem - den må kunne skaffes hjem af din lokale isenkræmmer, hvis du er interesseret.

Når du - med eller uden den lille kagerulle - har fået dejen rullet fint ud direkte i tærteformen, lader du den hvile (helst tildækket), mens du laver fyld til tærten. Du kan godt vælge at forbage den lidt, men det er ikke nødvendigt. Hvis du ikke forbager tærten, skal du heller ikke prikke den i bunden.

Fyld til porretærte:

1-2 porrer (ca. 375 gr. renset vægt)
30 gr. smør
175 gr. skinkestrimler
30-40 gr. feta eller salatost.

Porrer renses og skæres i tynde skiver, som svitses på panden i smørret. Lad dem snurre og falde sammen (uden de tager farve) i 10-15 min.
Tag porrerne fra varmen og bland kogt skinke - eller andet kød/grønt - med porrerne og lad fyldet svale lidt, mens du laver æggemassen. Gem feta/salatost - den skal smuldres ovenpå tærten til sidst.


Æggemasse:

4-5 æg str. L 
225 gr. hytteost
1 dl. piskefløde 38%
1/2 tsk. muskatnød
1/2 tsk. Herbamare urtesalt
Et drys friskkværnet peber, evt. hvid peber

Æg blendes med piskefløde og halvdelen af hytteosten, dvs godt 100 gr. samt krydderier.
Når det er blendet, røres resten af hytteosten i. 
Fordel porre-/skinkefyldet i tærten. Hvis der har samlet sig for meget væske ved porrefyldet, hældes væsken fra.

Hæld æggemassen over og drys med smuldret feta og andet "pynt", hvis du synes - f.eks. et par skiver tomat.

Tærten bages i en 160 grader forvarmet ovn i knap en time. Skal det gå hurtigere, må der mere varme til, og det synes jeg er synd (og usundt), idet de sarte olier i mandlerne ikke tåler stærk varme, så sæt tærten i ovnen i god tid før spisetid.
Tærten serveres  med en grøn salat og en lækker dressing.
Velbekomme....

...Og husk, at tærtedejen også kan bruges som dej til tarteletter.

Find mere inspiration her (klik):

☆☆☆ Opskriftsregister ☆☆☆

Dette indlæg indeholder affiliatelinks.

lørdag den 15. november 2014

Tapasbrød med pestodip - brødklapper til brunch eller til madpakken


Vi er ikke ude i et italiensk brød på durumhvede (det smager nu ellers godt) men et brød med en mørkere og grovere struktur med frø og kerner. Smagen er fin, og brødet passer supergodt til ost, et par skiver god pølse, oliventapanade og kan - som her - serveres med en hjemmelavet basilikumpesto eller ramsløgspesto.
Kort sagt - brødet er en fin ledsager til tapas-anretninger, ligesom også foccasiabrødet er. Vælg blandt de to - eller bag begge slags.

Det er så nemt: Bag det, skær det ud, frys det og tag op ved lejlighed - rist og servér.



Tapasbrød - bread squares - brødklapper (min. 28 stk.):

30 gr. pofiber (klik her for at se og købe)
30 gr. affedtet sesammel (køb her)
30 gr. affedtet hampemel (køb her) - (hampemel kan også købes her)
40 gr. afskallede hampefrø (køb her) - (eller her)
50 gr. solsikkekerner
30 gr. hørfrø (evt. gule hørfrø som kan købes her)
- NB: De gule hørfrø indeholder flere kulhydrater.
1 spsk. Sukrin Gold
1 tsk. Herbamare urtesalt
2 tsk. bagepulver (køb evt. én med vinsten her)
6 æg, str. M/L
200 gr. flødeost naturel
150 gr. cremefraiche 38%
1 spsk. citronsaft (kan udelades)
Drys: Sesamfrø ell. lign.

De tørre ingredienser blandes sammen.
Æg piskes med flødeost, cremefraiche og citronsaft.

De sammenblandede, tørre ingredienser røres i de våde ingredienser.

Dejen behøver ikke trække men kan hældes direkte på en bagepapirsbeklædt bageplade.

Drys med sesamfrø - eller dét, du lige synes, skal pynte dit brød. Du kan f.eks. vælge at drysse den ene halvdel med frø og den anden halvdel med flagesalt og krydderpeber.

Bagepladen stilles i en 160 grader forvarmet ovn med en omvendt bageplade over, så brødet ikke får så meget overvarme og bedre kan holde på fugten - præcis som når jeg bager "hvedeknopper".

Efter knap 25 minutter i ovnen fjernes "låget", og brødet får yderligere ca. 5 min. - stadig ved 160 grader og med varmluft. 

Velbekomme!

Du finder mere inspiration og links til mine opskrifter via en særskilt fane
(opskriftsregister) øverst på siden - eller med et klik her:


Du kan også finde mig på min facebookside - 
siden er især for dig, der inspireres af billeder af mad.
Bliv medlem og kig billedmapperne igennem - du finder dem her:





Om affiliatelinks:
Dette indlæg indeholder affiliatelinks.
Det betyder, at jeg får en beskeden provision, hvis du køber fra webshoppen via links på mit blogindslag.
Den eventuelle provision går til opretholdelsen af bloggen og udarbejdelse af nye opskrifter.
Til gengæld håber jeg, at du finder gode tips og opskrifter på min side. 

onsdag den 2. juli 2014

Hvidløgssmør - smørbar fra køleskab - små LCHF smørblomster til luksusmiddagen

Opskrift på hvidløgssmør i portioner anrettet på is

Når der skal serveres festmiddag - eller der skal lidt forkælelse til ved hverdagsmiddagen - er hvidløgssmør én af favoritterne. Sådan forholder det sig i hvert tilfælde i vores familie. Tænk bare på, hvor godt din hverdagsagtige hakkebøf ville være med en smeltende "smørblomst" på toppen. Saftig og lækker og helt igennem LCHF-venlig.

Man kan vælge at købe sig til denne lille "luksus", eller man kan lave sig en særdeles LCHF venlig version selv. Her får du et forslag til, hvordan du nemt og hurtigt kan røre en smørbar hvidløgssmør, vel at mærke IKKE baseret på et bæger Kærgården, som - før min tid på LCHF diæt - var den foretrukne ingrediens til en hjemmerørt hvidløgssmør.

Den færdige hvidløgssmør er fryseegnet.

Ingredienser til hvidløgssmør:

250 gr. saltet smør (gerne økologisk), let blødgjort
0,5 dl. nøddeolie
3 fed presset hvidløg
1 tsk. tørrede dildspidser (kan udelades)
0,5 tsk. Herbamare urtesalt (kan udelades)

Alle ingredienser - i første omgang undtagen olien - røres hurtigt sammen med håndmixer. Jeg bruger lidt urtesalt for at intensivere smagen og dildspidser udelukkende for det æstetiske indtryk. Begge dele kan udelades.
TIPS: Olien kan naturligvis også udelades, men jeg tilvælger den af 2 årsager, nemlig for at gøre smørret blødt og forbedre smørbarheden samt for at give smørret en bedre sammensætning. (Økologisk, koldpresset macadamia olie indeholder  78% enkeltumættede fedtsyrer og kaldes også "Oliernes Rolls Royce").
Macadamiaolien tilføres i en tynd stråle, mens der piskes, gerne lidt kraftigt.

Hvidløgssmør i ramekin

Pisket smør med hvidløg i Tupperware silikoneform

Den bløde smør kan fordeles i små portions-ramekiner, i silikoneform (som dem der bruges til fatbombs eller fudge).
Tupperwaare-formen, jeg her har brugt, rækker knap til den hele portion, som selvfølgelig også bare kan hældes i et passende bæger eller skål, hvis man ikke ønsker at bruge sin hvidløgssmør til anretning af en festmenu.

Hvis smørret fordeles i chokoladeform, lægges der bagepapir eller madpapir over formen, så smørret jævnes pænt ud. Formen stilles på frost, så man senere kan tage de små "smørblomster" ud af formen, og servere disse til eller ovenpå bøffen.

TIPS: Husk at tage smørret ud af fryseren og ud af chokoladeformen lidt tid før anvendelse, og lad det tø let op på køl. En idé er også at anrette de fine stykker portionssmør på et lille fad med knust is - så holder de sig fint kølige under serveringen af middagen, og fint ser det ud.


Velbekomme!

torsdag den 24. april 2014

Fathead pizzasnegle - LCHF



Før vi går til pizzasneglene MÅ jeg simpelt hen lige fortælle, hvor stolt jeg er. Min søn, Jacob og gruppen INFINITE MIRROR har netop fået udgivet deres første EP og jeg har for første gang her for bare en halv times tid siden holdt deres CD i hånden.
Jeg glæder mig til at sidde i bilen imorgen tidlig og bare lytte til deres musik. Min stolthed har jeg selvfølgelig allerede udbredt på Facebook, og jeg ved ikke, om I kan åbne opslaget her (klik). Hvis I kan, ville jeg blive SUPERGLAD for et like.

Men nu til pizzasneglene...!

Planen var sidste dag i påskeferien at bage pizzasnegle på basis af fathead pizzadejen. Der skete dog det, at jeg glemte at røre ægget i, så det endte med et eksperiment i køkkenet, for jeg syntes, at råvarerne til pizzadejen var for dyre til bare at kassere.
Jeg valgte at røre ægget i det afkølede pizzafyld istedet - så var jeg da sikker på, det ville klæbe sammen med dejen, og resultatet var fuldt ud tilfredsstillende.
Hvis du synes, at pizzasneglene ser lidt tørre og overbagte ud, så må jeg sige, at det absolut ikke er tilfældet. Den brunlige farve skyldes, at der i dejen er brugt hele mandler. Vælger man at smutte mandlerne, vil slutresultatet se lidt lysere ud.

Inspirationen til fathead pizzadej er hentet på Facebooksiden Dansk LCHF Basic, og du skal være medlem af gruppen for at kunne åbne filen: Fathead pizzadej (Facebook side).

Dej til fathead pizza (her til pizzasnegle):
200 gr. revet ost, f.eks. Mozzarella
50 gr. flødeost
100 gr. hjemmelavet mandelmel (af hele, usmuttede mandler)
1 æg (kan evt. udelades, hvis pizzadejen - som her - bruges til pizzasnegle

Forslag til oksekøds-pizzafyld (der bruges det halve af denne portion til pizzasneglene):
400 gr. hakket oksekød
Evt. nogle skiver pepperoni, skåret i småstykker
1 mellemstort, hakket løg
1 lille ds. (70 gr.) koncentreret tomatpuré (eller en god tomatsauce)
1 fed presset hvidløg
1/2 tsk. salt
Evt. 1 1/2 tsk. paprika
Et drys friskkværnet peber
Italienske krydderurter
25 gr. smør eller varmestabil olie til stegning
2 hele æg (til hele portionen)

I tykbundet gryde smeltes smørret, hvori hakket løg klares. Kødet brunes (du kan tage løgene op af gryden først eller lade dem brune yderligere med). Tomatpuré eller anden tomatsauce røres i. Bruger du tomatsauce så sørg for, at saucen ikke bliver for våd.
Salt og peber tilsættes. Hold de italienske krydderurter, pepperoni pølse og presset hvidløg tilbage, indtil saucen er gennemkogt og gryden taget fra varmen, og rør da krydderier, pølse og hvidløg i. Lad pizzasaucen svale, mens du laver dejen til fathead pizza.

I en tykbundet gryde smeltes flødeost og revet ost ved svag varme. Sørg for at få det rørt godt sammen. Tag gryden fra varmen og rør straks den hjemmekværnede mandelmel i den sammensmeltede ost. Og det er her, du ikke behøver begå samme fejl som mig - nemlig at glemme at røre ægget med.


Dejen kan nu æltes let i hånden og rulles ud med kagerulle på et stykke bagepapir. Jeg valgte - som det ses her - at rulle den forholdsvis tyndt ud.

1 æg tilsættes det let nedkølede pizzafyld. Fordel pizzafyldet over pizzadejen - dog ikke helt til kanten for enden af dejen.


Rul dejen op og skær 1 1/2 cm. tykke skiver - evt. tykkere for lidt større pizzasnegle. Stykkerne lægges på en bageplade beklædt med bagepapir og trykkes let med håndroden.


Bages i en 180 grader forvarmet ovn (med varmluft) i ca. 10 min., før der evt. fordeles lidt ekstra ost og krydderier på toppen af pizzasneglene, som derpå får 3-5 min. mere i ovnen.

Serveres lune med en god salat, f.eks. - som her - bestående af bl.a. en rest bønnefritter med bacon  og langtidsbagte cocktailtomater med tabasco og hvidløg.

Pizzasneglene er gode til madpakke og er iøvrigt fryseegnede.

Velbekomme!

søndag den 3. november 2013

Frokost-boller med græskarkerner - LCHF


Én af de bedste opskrifter, jeg har på boller er mine week-end boller (klik her for opskrift). Idag havde jeg ikke alle ingredienserne, så jeg valgte at ændre lidt i opskriften. Det kom der disse lækre kerneboller ud af. Om man bruger græskarkerner eller andre hele frø eller kerner, vil nok ikke have indflydelse på dejens konsistens men selvfølgelig på smagen af det færdige resultat. Prøv dig frem.

Bollerne er - som det meste low carb bagværk - ikke helt så low carb, som man godt kunne ønske sig. Frø og kerner andrager så stor en del, at jeg nok hellere vil kalde bollerne for semi low carb bagværk. Vælg frø og fibre med så lavt et kulhydratindhold, som muligt - der er stor forskel på produkterne.

Frys nogen af bollerne, så du ikke kommer til at spise mere end max. én enkelt dagligt. Så har du også til madpakken.


De tørre ingredienser, som skal kværnes i kaffekværn:
60 gr. hørfrø, helst de gule
15 gr. chiafrø
40 gr. kokosrasp (i Danmark betegnet som "kokosmel")
50 gr. sesamfrø
75 gr. solsikkefrø

Øvrige tørre ingredienser:
100 gr. græskarkerner
50 gr. hørfrø (jeg bruger de brune, når jeg anvender hele hørfrø)
125 gr. affedtet mandelmel
1 dl HUSK (den grønne pakning)
3 1/2 tsk. bagepulver
1 tsk. urtesalt

De våde ingredienser:
6 æg
1 1/2 dl. vand
50 gr. smeltet, let afkølet smør
250 gr. hytteost, min 4,5%
Saften fra 1 limefrugt, svarende til knap 1/2 dl. (kan evt. udelades)
1 dl. piskefløde 38%

De kværnede ingredienser blandes med øvrige tørre ingredienser.

De våde ingredienser blandes og hældes sammen med de tørre.
Dejen røres godt - f.eks. med en god dejskraber.
Lad dejen hvile i omkring 5 minutter til den får konsistens som blød marcipan.
Form bollerne - der er dej til 20-22 boller.

Bages ved 160 grader (normalt bager jeg uden varmluft, men da bollerne fylder 2 bageplader, bager jeg med varmluft).
Bagetiden afhænger af ovnen; i min ovn får bollerne ca. 40 min.

Velbekomme!

lørdag den 8. juni 2013

Lakseroulade

Opskrift på lakseroulade på CDJetteDCs LCHF

Har man haft gæster og lavet for meget mad, så er man måske heldig at have en rest lakseroulade i fryseren, som jeg havde, og så kan en hverdagsaften jo hurtigt blive en lille fest.

Opskriften kan jeg desværre ikke tage æren for, og jeg har heller ikke ændret på den, da den er "lige i skabet" for den LCHF spisende.

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate