Viser opslag med etiketten frosting. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frosting. Vis alle opslag

søndag den 12. oktober 2014

Lille lækker blyantskage og muffins med chokoladeglasur - LCHF


I et stykke tid har det været planen at få LCHF'iseret blyantskagen, og det gik i grunden ganske enkelt for sig, da jeg først havde fået mig besluttet mig for, hvilke ingredienser, der skulle indgå i kagedejen.


Blyantskagen - eller hulkagen, som nogen ynder at kalde den - er her bagt i en lille, lyserød silikoneform fra Tupperware, lanceret i forbindelse med brystkræftkampagnen - til støtte for Breast Cancer Research Foundation (BCRF). Du kan se bageformen her.



Det var min hensigt, at kagen skulle være lyserød indeni, og i min naivitet forestillede jeg mig, at 3 tsk. rødbedekrystaller ville gøre min kage næsten lige så lyserød som formen, men her tog jeg fejl - det var ikke tilstrækkeligt, selv om dejen i sin lyserøde pragt var et skønt skue. Alternativet kan anvendes rød frugtfarve, hvis man synes.
Retfærdigvis skal det siges, at den beskedne mængde rødbedekrystaller, jeg brugte her, trods alt ydede kagen et vist løft smagsmæssigt. Næste gang kagen bages, vil jeg nok øge mængden til godt det dobbelte.

mandag den 29. september 2014

Søndagskage med lyserød "say cheese" glasur - LCHF


Den der Tarte Tatin kan da lidt af hvert. Hvis man nu lader være med at vende kagen ud (så æblerne forbliver i bunden) eller helt undlader at bruge æbler og istedet laver en helt almindelig skærekage, lægger en glasur på toppen, ja - så har man en fantastisk søndagskage.
Som Gry gør i originalversionen af kagen, kan der også tilsættes lidt bær i dejen.

Denne er bagt igår, afkølet og opbevaret på køl og idag smurt med den skønneste, lyserøde glasur.

Måske kender i glasuren allerede? Ellers kan I se den her. Det er længe siden, jeg lavede den første gang, og efterhånden syntes jeg, at det var blevet lidt besværligt med det rødbedesaft - og rødbederne spiste jeg ikke. Derfor har jeg købt rødbedekrystaller, og selv om kulhydratindholdet er højt, gør det ikke noget, for man bruger jo så ganske, ganske lidt af gangen - som det også er med f.eks. vanillepulver og bagepulver.

Se lige bøtten her - jeg tænker, jeg har rødbedekrystaller til flere år, og de kan såmænd holde sig til 2017!


Til kagen her er der brugt en halv portion glasur / frosting (opskriften her er halveret!):

100 gr. flødeost naturel (gerne 70% - eller original Philadelphia)
40 gr. kokosolie (jeg foretrækker den med smag)
2 tsk RAW Lucuma pulver
2 spsk Sukrin Gold
1/2 - 1 tsk. rødbedekrystaller (alt efter hvor intens en farve, du foretrækker)


Tips: Lucuma - også kaldet inkaernes guld - kan bl.a. købes her: Viivaa.dk - eller her (Lowcarbstore) Undlader du Lucuma, så smag til med ekstra Sukrin.

Fremgangsmåde: Kokosolien smeltes for svag varme i en egnet, lille kasserolle. Tilsæt Sukrin Gold, Lucuma pulver og rødbedekrystaller og pisk tempereret flødeost i (tag den ud af køleskabet i god tid, før du går igang).

Fordel glasuren på kagen og sæt den atter på køl, så glasuren får lov at stivne på kagen. Kokosolien vil måske skille lidt fra og danne en marmoreret overflade (hvid mod den lyserøde farve). Jeg synes ikke, det gør noget, men døm selv - det smelter jo på tungen:


Jeg beklager den dårlige billedkvalitet, jeg leverer idag. Billederne er taget med min mobiltelefon, og jeg har åbenbart fået lagt et filter på. Glasuren er langt mere lyserød i virkeligheden!

God søndag - og velbekomme.

...og så var jeg alligevel heldig at få taget et billede uden filter - nu med yndige blomster og det hele - det får I lige...:


Indlæg indeholder affiliatelinks.

tirsdag den 15. oktober 2013

Chokolade-/kokosmuffin med syndig lakridsfrosting - LCHF


Ingredienserne til disse lækre muffins røres hurtigt sammen, fordeles i et par krus, og så har du på bare få minutter i mikroovnen de skønneste kager til kaffen.

Vælger du at hælde dejen i f.eks. muffinforme og bage dem i ovnen istedet, beregnes lidt længere bagetid.
Når du køber alm. kokosmel, så kig på ernæringsindholdet. Du kan godt
finde kokosrasp med lavt kulhydratindhold. Den viste indeholder
6,5 gr./100gr.

Dét skal du bruge til muffins:
70 gr. smør
70 gr. 85% mørk chokolade
1 tsk. vanillepulver
Ca. 3 spsk. kokosrasp (alm. kokosmel)
1 spsk. kokosfiber
1 god spsk. affedtet mandelmel
1/2 tsk. bagepulver (kan evt. udelades - æggene sørger også for hævning)
1 tsk. Sukrin+ (købes her)
2 æg, str. m.


Forslag til frosting:

70-80 gr. flødeost
2 spsk. piskefløde, min. 38%
1 tsk. vanillepulver
1 tsk. engelsk lakridspulver
1 tsk. Sukrin+ (købes her)
2 spsk. kokosrasp (alm. kokosmel)
1 spsk. affedtet mandelmel

Smør og mørk chokolade smeltes for svag varme - kan evt. gøres i mikroovnen - selv foretrækker jeg at gøre det i en gryde. De tørre ingredienser røres i den lune chokolademasse. Æggene slås i (chokolademassen må ikke være for varm) og der røres igen - denne gang kraftigt, men gerne bare med en ske. Massen stivner en smule, mens der røres, og så er dejen klar til straks at blive fordelt i 2 store krus, som kan gå i microovnen.
Ønskes mindre muffins, er der dej til 4 stk.

Stilles i microovnen og bages ved medium varme/effekt i 5 1/2 min. - dog afhængigt af effekten på din microovn. Min er en temmelig gammel model, så måske skal de ikke have så lang tid i din ovn. Jeg har også set kager bagt ved fuld effekt på bare 1 minut. Det har jeg afprøvet, men synes, de bliver bedre ved medium effekt.
Prøvesmagning/vurdering: for en ikke LCHF-spisende, kan
chokoladesmagen forekomme ret kraftig - men er man vant til en
god, mørk chokolade og værdsætter den, vil disse kager også
falde i god smag - forudsat at kokos også er en yndet spise.

Kagerne kan godt serveres lune med en frosting, der så vil "smelte" lidt på kagerne - men jeg synes, at de er bedst, når de har fået lov at køle af.

Frostingen må også gerne stå på køl og trække, inden den anvendes, så jeg laver den som regel, mens kagerne står til afkøling og smører den først på lige inden servering. Pynt evt. med frysetørret hindbær.

Da 1 hel kage er en "stor mundfuld" halverer jeg kagerne og får således 4 lækre muffins: 

Velbekomme!

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate