søndag den 12. oktober 2014

Lille lækker blyantskage og muffins med chokoladeglasur - LCHF


I et stykke tid har det været planen at få LCHF'iseret blyantskagen, og det gik i grunden ganske enkelt for sig, da jeg først havde fået mig besluttet mig for, hvilke ingredienser, der skulle indgå i kagedejen.


Blyantskagen - eller hulkagen, som nogen ynder at kalde den - er her bagt i en lille, lyserød silikoneform fra Tupperware, lanceret i forbindelse med brystkræftkampagnen - til støtte for Breast Cancer Research Foundation (BCRF). Du kan se bageformen her.



Det var min hensigt, at kagen skulle være lyserød indeni, og i min naivitet forestillede jeg mig, at 3 tsk. rødbedekrystaller ville gøre min kage næsten lige så lyserød som formen, men her tog jeg fejl - det var ikke tilstrækkeligt, selv om dejen i sin lyserøde pragt var et skønt skue. Alternativet kan anvendes rød frugtfarve, hvis man synes.
Retfærdigvis skal det siges, at den beskedne mængde rødbedekrystaller, jeg brugte her, trods alt ydede kagen et vist løft smagsmæssigt. Næste gang kagen bages, vil jeg nok øge mængden til godt det dobbelte.

Der ligger også links til udvalgte produkter i ingredienslisterne nedenfor.

Blyantskage i lille form + ca. 7 stk, små muffins:

5 æg str. M
90 gr. Sukrin Gold
30 gr. affedtet kokosfibermel
30 gr. mandelmel
3 tsk. (øg evt. til dobbelt mængde) rødbedekrystaller (køb produktet her)
1 tsk. bagepulver
1 1/2 tsk. vanillepulver
Evt. 1 tsk. mandelessens
1 dl. fløde 38% (eller fed kokosmælk - køb her)
50 gr smør

Æg deles i blommer og hvider og piskes hver for sig med Sukrin (halvdelen i hver skål). Rødbedekrystallerne piskes også med i skålen med hviderne.

Alt imens smørret smeltes for svag varme - sammen med fløden - vejes mandelmel og kokosfibermel af og blandes med bagepulver og vanillepulver.

Den lune væske blandes med de piskede æggeblommer (bruger du mandelessens, piskes også den i), og de tørre ingredienser sigtes/røres heri.

Med en dejskraber blandes knap en trediedel af dejen med æggeblommerne med de stift piskede æggehvider. Dernæst vendes resten i med forsigtig hånd. Rør ikke for voldsomt - dejen skal forblive let og luftig.



Dejen hældes i hjerteformen eller anden lille bageform (dejen må fylde godt 3/4-del af formen op). Evt. overskydende dej fordeles i muffinforme.

Muffins bager i 15-20 minutter og formkagen i 30-35 min. ved 175 grader varmluft.

Imens kagen får de sidste minutter i ovnen, forberedes chokoladeglasuren (se nedenfor).

Kagen afkøles ganske få minutter i formen, før den vendes ud på et fad. Med en blyant (gerne en tømrerblyant) laves et passende antal huller i kagen. Stik gerne dybt.


Overhæld kagen med chokoladeglasuren og giv fadet et par forsigtige slag mod bordpladen, så chokoladen tvinges ned og fordeler sig godt ned i hullerne.

Hvis du synes, kan du pynte kagen med lidt ristede, hakkede nødder eller lign.

Kagen sættes til afkøling (på køl) i knap en time, så chokoladeglasuren kan sætte sig. Jeg kunne ikke helt vente så længe!


Chokoladeganache/glasur:

1/2 dl. fløde 38%
30 gr. smør
1/2 tsk. vanillepulver
Evt. en knivsp. salt
1 spsk. Sukrin Gold
80 gr. mørk chokolade

Hak chokoladen.

Smør og fløde smeltes for svag varme (skal ikke koge). Vanillepulver og Sukrin varmer med, til Sukrin er opløst. 

Smelt og pisk den hakkede chokolade i den varme væske. Evt. salt kommes i. Hvis du synes, glasuren bliver for tyk til at kunne komme i blyantshullerne, kan du piske en anelse kold fløde i glasuren.

Håber, du synes lige så godt om kagen, som jeg gør!



VELBEKOMME!

Indlæg indeholder affiliatelinks.

2 kommentarer:

Line sagde ...

Mums det ser godt ud!
Og sikke en lækker - og lige til - opskrift!

Har aldrig hørt om blyants- eller hulkagen før, men genialt koncept!!!!
Den må afprøves en dag :-)

Jette Daugaard Christensen sagde ...

Ja, det er - i al beskedenhed - en virkelig en lækker kage! Har du prøvet at lave den? Rødbedekrystallerne behøver du selvfølgelig ikke!

Mvh. Jette

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate