søndag den 31. august 2014

Græske bøffer med tzatziki og blomkål i fetafløde - LCHF


Helt græske er disse bøffer ikke. For det første indeholder de ikke græsk feta men dansk salatost. For det andet er der chiafrø (om  man vil) og andre ingredienser i, som slet ikke hører hjemme i ægte græske bøffer. Men de smager super godt i en "LCHF'iseret" og "fordansket" version som denne.
Hvis du ikke har chiafrø, på laver du bøfferne uden. Det vigtigste er, at de er spækket med krydderurter og ost.



Græske bøffer - med chiafrø (hvis man synes):

1000 gr. hakket oksekød (eller halvt okse- og halvt lammekød)
250 gr. Feta i blok (ell. White Cheese/salatost)
3 æg str. M/L
(Evt. 2 spsk. chiafrø + 1 dl. fløde 38%)
2 spsk. friskpresset citronsaft
1 lille løg
1 stort kinesisk étfeds-hvidløg eller 3-4 almindelige fed
1 bundt (30-40 gr.) bredbladet persille
2 spsk. tørret oregano
Et par kviste timian (evt. 1-2 tsk. tørret)
Lidt frisk mynte
Friskkværnet peber
Evt. (klaret) smør eller smagsneutral kokosolie til stegning


Hvis du vil bruge chiafrø, røres disse med æg og fløde, så de får lov at trække i væden, imens krydderurter og løg hakkes og Feta (ell. White Cheese/salatost) skæres i små tern.

Hakkekødet blandes godt med æggemassen, citronsaft og alle hakkede krydderurter, finthakket hvidløg og løg samt krydderier. Fetatern foldes forsigtigt i farsen, som derefter gerne må hvile i min. en time - gerne mere, inden bøfferne formes og steges på grillen - eller på panden i rigeligt (klaret) smør eller smagsneutral kokosolie.

Vælger du at grille de græske hakkedrenge, er det godt at pensle dem med en anelse smeltet eller klaret smør. Vælger du panden, så brug en god grillpande.



Til de græske bøffer, synes jeg, at en græsk salat eller Tzatziki er uundværlig. Hvis du bruger en græsk (evt. en tyrkisk) yoghurt til din tzatziki, behøver du ikke afdryppe yoghurten i kaffefilter eller lign., som du ville skulle gøre med en almindelig yoghurt naturel før brug. Og bruger du et skarpt mandolinjern til agurkerne, vil du heller ikke skulle presse væde ud af dem. River du til gengæld agurkerne på et almindeligt rivejern, er snitfladerne knapt så skarpe og agurkerne vil afgive vand. Da skal de trække med salt og presses fri for væden. Det arbejde undgår man med et godt, skarpt mandolinjern, og jeg synes faktisk også, at den færdige tzatziki bliver en tand bedre.

Tzatziki:
250 gr græsk yoghurt 10%
2 små agurker
1 tsk havsalt eller Herbamare urtesalt 
2-3 fed hvidløg - eller 1 stk stort kinesisk étfeds-hvidløg
2-3 spsk koldpresset jomfu olivenolie
Friskkværnet peber, evt. hvid peber

Olivenolien røres i den græske yoghurt sammen med presset hvidløg og hav- eller urtesalt og friskkværnet peber.
Agurkerne strimles eller rives på egnet maskine eller - som jeg gør - på mandolinjern, som laver så skarpe snit, at afdrypning af agurkerne er overflødig. Agurk røres i yoghurten.

Det er altid godt at lave tzatziki i god tid, før den skal serveres, så den kan nå at trække.
Skulle saltet have trukket for meget væde ud af agurkerne, kan den overskydende væde blot hældes fra før servering og tzatikien omrøres.

Her er de græske bøffer serveret med tzatziki, blomkål i cremet fetafløde (klik her fir at se opskriften) og cherrytomater af egen avl.



VELBEKOMME!

Vil du se flere opskrifter, så kig i mit


☆☆☆ OPSKRIFTSREGISTER ☆☆☆

Indlæg indeholder affiliatelinks.

tirsdag den 19. august 2014

Ristede nødder i Actifry til chokoladepålæg à la Nutella

Actifry ristede hasselnødder

Her til morgen stod "dyret" stadig på køkkenbordet efter gårsdagens madlavning, hvor jeg bl.a. fik blomkålschips (crispy blomkål i Actifry), og så tænkte jeg, at den kunne få lov at gøre endnu en gerning - nemlig at riste hasselnøddekerner.

Hokkaidofritter i Acrifry (eller ovn)


Sæsonen for hokkaidogræskar er gået ind. Den varer fra august til oktober, så nu er det bare om at give den en på skallen - ha-ha - ja, bare gok til den og hvis den lyder lidt hul, er den klar.
Find inspiration her på bloggen og gå i krig med de dejlige retter, hvori græskar indgår.


TIP:  Hokkaidogræskar er lidt tørrere i kødet end andre græskartyper. 
Derfor er den egnet til ovnretter. 
Vidste du forresten, at skrællen sagtens kan anvendes? Hvis du vil have fuld udbytte
af dine hokkaidogræskar, skal du bare skrubbe dem godt. 
Skrællen bliver mør under tilbedningen.

søndag den 17. august 2014

Ny Bamix stavblender med det hele og lidt til!

Denne lækre, hjemmerørte (eller skal vi sige -blendede) mayonnaise er - i ordenes mere end overførte forstand - kommet på bordet for at blive... For når bare man har en god stavblender, kan det næsten ikke være nemmere at lave sin egen mayonnaise!
Og netop her kommer vi til den lidt ynkværdige historie om en Braun stavblender anno-hvem-kan-huske-så-langt-tilbage, der næsten afgik ved døden igår, da den skulle arbejde sig gennem ingredienserne til knap 900 ml. mayo.

(Sylteglasset rummer 920 ml., er købt i Rema1000 og koster 15 kr.)

Den aldrende Braun blev mistænkeligt varm og begyndte at lugte sært brændt. Men det gik lige akkurat, og den virker endnu. Helt brændt sammen eller ej - den har skam gjort det godt, men nu kommer den altså på pension! Dens tilbehør er forlængst gået itu, så der er kun selve stavblenderen tilbage.

Afløseren er den helt igennem super fantastiske fødselsdagsgave, jeg fik igår - eller - det vil sige, fik et gavekort til, nemlig en Bamix i Superbox udgaven med det hele! På fredag kan jeg hente vidunderet, og jeg GLÆDER MIG! HELT VILDT...!
Mange, mange tak, kære familie; jeg blev  overrasket, og I har opfyldt et rigtigt STORT ønske, som jeg stensikkert får MEGET glæde af i årene fremover!

Når Bamix'en flytter ind hos mig, så gør den hjemmerørte mayonnaise ligeså!

Hellmanns købemayo har bestemt haft sine storhedsdage i mit køleskab, og den er også, qua fremstillingen på omega3-rig rapsolie og æg fra fritgående høns, ét af de bedre alternativer, synes jeg (selv om den indeholder lidt sukker), men nu har den fået mere end kamp til stregen, og den hjemmelavede har sejret.
Den er - i al sin hjemmelavede enkelthed - SÅ uundværlig, også som aïoli, chilimayonnaise, karrymayo eller som ingrediens i andre dressinger og saucer, ja endog i LCHF bagværk.

Nok er Bamix'en snart min (Bamix Superbox 200W kan f.eks. købes her), men opskriften på mayonnaisen må du/I gerne få, og der er absolut ikke noget hokus-pokus over den - bortset fra fremgangsmåden, som skal overholdes, hvis du vil undgå, at din mayonnaise skiller.

Iøvrigt bruger jeg (oftest) friske æg fra landet (gårdsalg). Danske æg er af FVST (Fødevarestyrelsen) erklæret salmonellafri, så jeg synes ikke, der er nogen grund til at bruge pasteuriserede æg, som - udenfor øko-debat - sagtens kan være af en dårligere kvalitet, end de æg, du normalt anvender.

Halvér portionen, hvis du ikke mener, du kan bruge så meget mayonnaise i løbet af en god uges tid.

Mayonnaise (og aïoli) i cylinderformet blender- eller sylteglas:

2 æg (æggehvider og -blommer)

2 æggeblommer
2 tsk. urtesalt, f.eks. Trocomare
1/2 tsk. friskkværnet peber, evt. hvid peber
2 spsk. citronsaft
1 spsk. hvidvinseddike
1 tsk. (Dijon)sennep
Evt. 2-3 fed pressede hvidløg (hvis du vil lave aïoli med det samme af hele portionen)
6 dl. god, smagsneutral olie *)

Al æg kommes i bunden af dit blenderglas eller et nogenlunde cylinderformet sylteglas (med en åbning, der akkurat tillader blenderen at komme igennem).
Resten, bortset fra olien, kommes også i glasset.
Stavblenderen stilles i glasset og resten af olien hældes roligt over, så den ligger øverst.
Blend nu, og løft ikke blenderhovedet fra bunden af glasset, før du kan se, at olie og æg begynder at emulgere. Lad da blenderen arbejde sig langsomt op gennem olien og nyd synet af din mayonnaises tilblivelse. 
Hvor lang tid, det tager, før den er færdig afhænger af, hvor kraftfuld din blender er, og hvor tyk din mayonnaise skal være. Min gamle Braun har - som nævnt - ikke let ved at klare "byrden", og jeg har til gode at prøvekøre Bamix'ens 200 watt...og glæder mig! Jeg forestiller mig, at vi taler sekunder - måske maksimum et minut, før mayonnaisen er klar. Mere om det, når "dyret" er flyttet ind.

Det er iøvrigt muligt at bruge endnu mere olie end nævnt i opskriften, men jeg synes, denne mængde er så fin. Mayonnaisen er forholdsvis gul. Hvor gul din bliver, afhænger af olien, du bruger og om du evt. udskifter de 2 æggeblommer med endnu et helt æg, æggeblommernes farve etc.

*) En smagsneutral olie er i en LCHF verden HVERKEN solsikkeolie, majs-, vindruekerne-, tidselolie eller anden vegetabilsk olie af dårlig kvalitet, der indeholder for meget omega6. Rapsolie er heller ikke den bedste løsning men dog bedre end solsikkeolien. Olivenolien er for kraftig i smagen. Avocadoolien farver din mayonnaise grøn. Macadamiaolien er - i 50/50 kombination med rapsolien - mit valg. Førstnævnte ligger i den dyre ende af spiseolier, men alt er jo relativt, og den giver en god mayonnaise.
Du kan evt. læse mere om spiseolier her (klik for at åbne min Pinterest opslagstavle "Cooking Oil").

Indlæg indeholder affiliatelinks.

torsdag den 7. august 2014

Sød, sukkerfri brombærsyltetøj

Opskrift på sød sukkerfri brombærsyltetøj





























Ved vej og i krat finder du lige nu modne brombær. Snyd ikke dig selv for en frisk gåtur og din andel af naturens overflod af de solmodne bær. Tag noget med, du kan plukke bærrene i og lav dig så en portion brombærsyltetøj, hvis du da ikke hellere vil spise bærrene, som de er - sprængfyldte med C vitaminer.

Find og pluk friske brombær i krat og hegn i naturen

I rå brombær er der omkring 4,7 gr. tilgængelige kulhydrater pr. 100 gr., så de kan sagtens indgå i en liberal til forholdsvis striks LCHF diæt.

På Klog Kost kan du læse om nogen af de sundhedsfremmende vitaminer og bærrenes øvrige egenskaber: "4 sunde grunde til, at du bør spise brombær".
Idag har jeg lavet syltetøj af knap 500 gr. bær, jeg havde med mig hjem efter aftensgåturen med hunden. Jeg bruger chiafrø, som gelerer, når den færdige marmelade står på køl natten over.

Ikke hele min "produktion" når så langt som at blive til syltetøj, for jeg har nydt en lille portion græsk yoghurt 10% med lun brombærsauce over!

Til brombærsyltetøj såvel som til hindbærmarmelade bruger jeg stort set den samme opskrift som til jordbærmarmelade (klik, hvis du vil se opskriften) Men da brombærrene er syrligere, bruger jeg en anelse mere Sukrin Gold.

Hjemmelavet brombærmarmelade uden sukker

Brombærsyltetøj uden sukker
:


tirsdag den 5. august 2014

Supernemt og festligt foccasiabrød - LCHF



Har du savnet foccasiabrød, er der godt nyt - også selv om du følger en forholdsvis striks LCHF diæt. Dejen er nemlig stort set den samme som til osteboller og ostefladbrød, hvor kulhydratindholdet er ret beskedent.
Blot skal du huske, at indholdet af proteiner i ost og æg er højt, og forsøger du at moderere dit proteinindtag, så spis dig ikke for mæt i brødet alene men få godt med fedt og grønt til.


Foccasia kan du servere til stort set alle måltider. Idag havde jeg selv et stykke med på arbejde, hvor jeg lagde et par skiver Havarti ost ovenpå og spiste det til morgenmad.
Nybagt og lunt  er det absolut en ynglingsspise. Fuldend det med en god, hjemmelavet pesto og/eller ekstra olie hen over brødet. Gerne en koldpresset jomfru olivenolie med hvidløg eller andre krydderurter. Foccasiabrødet smager bestemt også godt koldt - eller let genopvarmet dagen efter, det er bagt.


Foccasiabrød (1 bageplade)

7 æg, str. M
2 strøgne spsk. chiafrø (køb evt her) (kan dog også udelades)
50 gr. smeltet smør
225 gr. revet ost (evt som her, hvor der er brugt halvt Mozzarella og halvt Pecorino)
Evt. et par hvidløgsfed og ekstra krydderier
1/2 dl. HUSK loppefrøskaller (køb evt. her)
1/2 dl. Pofiber (køb evt. her)
1 1/2 - 2 tsk. bagepulver
Cherrytomater (og oliven, hvis du synes)
Frisk rosmarin
Olivenolie, gerne med hvidløg eller italienske krydderier
Gourmetsalt (flagesalt)

Æggene piskes lyse og luftige (evt. sammen med chiafrøene), før smeltet smør røres i.
Revet ost og - hvis du vælger at tilsætte ekstra smag - presset hvidløg og ekstra krydderier (friske/tørrede) røres i.
Under fortsat let piskning  tilsættes også HUSK loppefrøskaller, Pofiber og bagepulver.


Dejen hældes på en bagepapirsbeklædt bageplade, og i dejen lægges halverede cherrytomater og stilke af rosmarin. Afslut med olivenolie, der sprinkles over og drys med gourmet-/flagesalt.
Tildæk bagepladen med en ekstra bageplade, hvor bunden vender op og stil foccasiabrødet i en 175 grader forvarmet ovn. Den øverste bageplade fjernes først efter 15 minutters bagetid, hvorefter brødet  får yderligere ca. 15 minutters bagetid uden "låg". Undlad helst at åbne ovnen under den sidste del af bagetiden, så du sikrer dig, at brødet ikke falder sammen.
Under afkølingen kan endnu lidt olie hældes over og ekstra gourmetsalt drysses over brødet, med mindre du vælger at servere det med salt, olie og evt, pesto som tilbehør.


Skær foccasiabrødet i passende stykker (evt. med pizzahjul) og servér, mens det stadig er lunt.
Brødet kan også gemmes i køleskab et par dage.

VELBEKOMME!



Se mit opskriftsregister for mere inspiration. 

Du finder det på en særskilt fane øverst på siden - eller med et klik her:

☆ OPSKRIFTSREGISTER ☆

søndag den 3. august 2014

Geniale pirogger med oksekødsfyld - LCHF




Se nu bare her, så fine LCHF pirogger kan laves. Ja, hvem havde forestillet sig dét, når en almindelig butterdej ikke er en mulighed...? Og så smager de oven i købet rigtigt godt!
Dejen er ej heller så svær at arbejde med - især ikke, hvis man har en microovn til rådighed.

Sidste uge havde Lidl et "Pastry Maker Set" i spot-sortimentet til en temmelig overkommelig pris, nemlig sølle 25 kr. Made in China, måske - det fremgår ikke af kassen.
Jeg har ikke undersøgt, om der findes lignende sæt hos isenkræmmeren, men mon ikke? Og måske kan du stadig nå at få fingrene i et sæt fra Lidl. Der var stadig en del tilbage, da jeg havde nappet den, jeg skulle have.

Idag har jeg så fået afprøvet den mellemste udstikker og dejformer, som jeg synes, passer perfekt til små pirogger og portionsanretninger. Og så er sådan et par færdige pirogger iøvrigt uovertrufne som gæstemad til forret, til frokost eller brunch og så selvfølgelig til madpakken.

Afhængigt af fyldet serves en passende salat til. Idag blev det en tomatsalat med frisk bøffelmozzarella, salatløg (personligt hjembragt fra Italien), frisk basilikum og et drys tørret oregano og Trocomare urtesalt samt en god olivenolie over.
Udklip fra Lidl reklame visende dejformer-sættet.

Jeg har iøvrigt en opskrift liggende på pirogger med det lækreste laksefyld. Den stammer selvfølgelig fra en tid, hvor mine pirogger blev lavet med butterdej, og jeg har egentlig ærgret mig over ikke at kunne lave dem i en "anstændig" LCHF version. Det kan jeg nu, så netop laksepiroggerne skal selvfølgelig afprøves snarest, men jeg kan ikke spise mig gennem al den mad, jeg laver for tiden, så det må lige vente til en god anledning - så skal jeg nok poste opskriften.
Idag får I grundopskriften på dejen, jeg bruger. Fyldet er såmænd bare en rest oksekøds-pizzafyld (klik evt. her for at se opskriften). Rester er jo fint at udnytte på denne måde, men det kan også være, du selv har en opskrift med lækkert fyld til pirogger. Skriv endelig i kommentarfeltet nederst, så flere kan få glæde af netop din idé.

En stor andel af vi danske LCHF'ere skylder Johanne tak for at have gjort os opmærksomme på og introduceret os til strombolidejen. At bruge smeltet ost er intet mindre end genialt, og Johannes opskrift er derfor flittigt blevet delt i diverse LCHF facebookgrupper. Du kan prøve Johannes opskrift (klik og se den her), eller du kan følge angivelserne nedenfor, der har udgangspunkt i den samme oprindelige amerikanske version (som kan findes med et klik her).
Johanne har også prøvet strombolidejen med Pofiber, hvilket jeg bestemt også . Nyt herom på bloggen senere.
Strombolidej til 8 pirogger, str. M:

100 gr. revet Mozzarella ost
50 gr. revet Cheddar ost
1/2 tsk. hvidløgspulver
(eller andre krydderier, du foretrækker)
1 æg, str. M
2 spsk olivenolie (evt. med chili, som her)
(eller 2 spsk. smeltet smør)
2-3 spsk affedtet mandelmel (køb evt. her)
2 spsk affedtet kokosmel (køb evt. her)

Revet ost blandes med krydderier og olie (eller smør) og smeltes sammen i microovnen. Prøv dig frem, osten skal bare smelte let.
Æg, mandelmel og kokosmel blandes i, og dejen æltes sammen. Jeg bruger fingrene, da det tager lidt tid at få det til at hænge ordentligt sammen.

Bliver dejen for kold, kan man ikke arbejde med den. Så giver du den 15 sekunder i microovnen igen, så den bliver blød og smidig og kan æltes igen.

Dejen kan rulles ud med en almindelig kagerulle (mens den er lun og smidig) og udstikkes i cirkler med en diameter af 12 cm. (Undersiden af dejformerne kan bruges som udstikkere).
Læg straks det udstukne cirkelformede dejstykke på dejformeren, stræk dejen til kant og læg det ønskede fyld på og tryk piroggen sammen om fyldet.
Dejresterne æltes sammen og gives igen 15 sek. i microovnen og kan rulles ud. Fortsæt til al dejen er brugt.

Dejformeren er rigtig god, men har du ikke nogen, så brug en udstikker, f.eks. en lille skål og fold dejen om fyldet og brug en gaffel til at trykke den lidt sammen i kanterne.

Piroggerne sættes på en bagepapirsbeklædt bageplade og kan pensles med sammenpisket æg, men det er ikke nødvendigt. Bages i en 175 grader forvarmet ovn i godt 20 min., eller til de har fået en fin lysbrun kant.

Velbekomme.

De geniale pirogger er her serveret med en god skefuld mayonnaise. Velbekomme.

fredag den 1. august 2014

Ostefladbrød med chia og blå birkes - LCHF



I eftermiddag skal vi til fødselsdag, og jeg havde egentlig tænkt mig at medbringe et par osteboller (som her - klik for at se opskriften), men da min dej denne gang havde fået tilført andre oste og lidt smør, viste det sig, at den ikke blev så stiv, at jeg ville kunne have formet boller af den - og jeg syntes heller ikke, jeg ville røre mere pofiber eller HUSK i dejen. Derfor blev dejen bredt ud på en bageplade og drysset med blå birkes. Voilà, ostefladbrød - og jeg er pænt tilfreds med resultatet.
Jeg forestiller mig, at dette ostebrød næste gang, jeg bager det, skal fungere som foccasia, som skal være med mine så fantastiske cherrytomater, jeg selv avler og hvor birkes selvfølgelig skal udskiftes med frisk rosmarin og flagesalt. Det skal I nok høre om en af de nærmeste dage, når forsøget er gjort.

Opskriften (med udgangspunkt i de før omtalte osteboller) kommer her:

Ostefladbrød med chiafrø og blå birkes
7 æg, str. M
50 gr. smeltet smør
225 gr. revet ost (her er der brugt halvt Mozzarella og halvt Pecorino)
1/2 dl. HUSK loppefrøskaller
1/2 dl. Pofiber
2 strøgne spsk. chiafrø  (kan udelades)
1 1/2 - 2 tsk. bagepulver
Pynt: Blå birkes (eller sesamfrø, hvis du synes)


Æg piskes luftige, før smeltet smør røres i.
Revet ost tilsættes og under let piskning tilsættes en blandingen af low carb meltyperne, frø og bagepulver.

Lad dejen hvile/trække i 10 min, før den hældes ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
Det gør ikke noget, hvis du først tænder ovnen, efter du har hældt og fordelt dejen på pladen, så kan den få lov at trække lidt længere, mens ovnen når den rette temperatur af knap 175 grader (varmluft).

Husk at drysse med birkes eller hvad, du synes, før fladbrødet stilles i ovnen og bages i knap 20 min.

Brødet afkøles på bagepladen eller hives - med bagepapir - over på en bagerist til afkøling.


Efter afkøling kan der skæres passende stykker. Du kan også klippe i fladbrødet MED bagepapir under, hvis du gerne vil gemme brødet et par dage i køleskab eller fryse det ned til senere brug.

Serveres med godt med smør og pålæg efter ønske.


VELBEKOMME!

Husk, at du øverst på siden eller med et klik herunder 
kan finde alle mine opskrifter i mit:

Jannes osteboller - nu med chiafrø - LCHF

Opskrift på osteboller med chiafrø på CDJetteDCs LCHF

Jannes osteboller med chiafrø

For inspiration til disse boller retter jeg først en tak til Janne, som har glædet en større facebookgruppe med delingen af sin opskrift.

Den er idag gengivet i adskillige versioner med skønne fotos og kommentarer, så det er tydeligt, at der er blevet eksperimenteret med opskriften landet over. Og god omtale har den i den grad fået!

Også jeg lod mig inspirere, da dejen er så hurtig at røre sammen og ikke kræver nogen specialingredienser ud over HUSK loppefrøskaller.

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate