Her til morgen stod "dyret" stadig på køkkenbordet efter gårsdagens madlavning, hvor jeg bl.a. fik blomkålschips (crispy blomkål i Actifry), og så tænkte jeg, at den kunne få lov at gøre endnu en gerning - nemlig at riste hasselnøddekerner. "Dyret" - ja, det er så min Actifry (kan købes her), jeg taler om her - har efterhånden fået sin plads i mit LCHF-køkken, hvor dens anvendelsesmuligheder udvides gang på gang. Jeg ville bestemt ikke undvære den, nu jeg har vænnet mig til dens hjælp til den daglige madlavning.
Jeg valgte at tage dobbelt så mange hasselnødder, som jeg egentlig skulle bruge til "Nutella"-fremstillingen, for ristede nødder kan jo bruges til bagning og til andre lækre sager - eller bare som "den lille snack". Når jeg nu valgte at riste flere nødder, end jeg egentlig havde behov for til chokoladecremen, var det fordi, jeg ikke orkede bruge tid på at "finpudse" for de sidste skaller. Når man nulrer de ristede nødder i viskestykket, vil der som regel sidde lidt skal tilbage på enkelte af nødderne. Man kan tage skalresterne med en lille urtekniv, eller man kan lade dem sidde og få en lidt rustik "Nutella", men man kan også - som jeg - sortere nødderne, når de er nulret, og bare bruge de helt skalfrie nødder og få en fin, glat "chokoladecreme à la Nutella" (klik her for at se opskriften).
Ristetiden i Actifry'en er ikke mere end 5-7 minutter (200 gr. hasselnøddekerner), så det er lidt hurtigere end at skulle vente på, at ovnen bliver varm.
Af de 200 gr. tog jeg 150 gr. fra til chokoladecreme à la Nutella, hvilket vil sige til 1 1/2 portion. Så er der lidt ekstra godt her i de skønne efterårsferiedage, hvor vi har datteren hjemme fra efterskolen. Og måske skal jeg bruge lidt af chokoladecremen i et par kager, jeg tænker, jeg vil bage senere på ugen.
Jeg har vist ikke før bragt billeder af kaffekværnen i funktion. Her ser I, hvordan det ser ud, når kværnen har gjort sit arbejde med 50 gr. hasselnødder (som først har fået en lille tur i minihakkeren). Nødderne er simpelt hen kværnet og slynget til den skønneste nøddesmør, klar til at blive blandet med chokolade, fløde, kokosolie/smør og lidt Sukrin melis.
Selv samme kaffekværn er iøvrigt på bud hos Rema1000 i denne uge til den nette sum af bare 100 kr. Det er da lige til at overkomme. Kværnen er lille og rummer altså ikke mere end 50 gram ad gangen, men det synes jeg nu ikke gør den store forskel, når man ér igang med fornøjelsen. Til chokoladecremen her har jeg således måttet kværne i 3 omgange. Måske er man heldig at have en større model - eller også har man en blender, der kan klare opgaven. Jeg klarer mig dog fint med denne lille model og glæder mig over, den ikke fylder meget i mit køkkenskab og ikke har kostet en mindre formue.
Den opmærksomme læser kan så konkludere, at pladsen nok også ér optaget, og - ja, det er helt rigtigt observeret. Min Actifry er et skrummel at opbevare. Men glæden ved dens anvendelsesmuligheder har forlængst afløst ærgrelsen omkring opbevaringsproblematikken.
Husk, du kan finde opskriften på chokoladepålæg à la Nutella her (klik).
God fornøjelse!
Indlæg indeholder affiliatelinks.
4 kommentarer:
Jamen selvfølge kan man da bruge sin kaffe kaffekværn til at lave nøddesmør! Genialt - tak for tippet! Det skal prøves - ASAP!
Og den actifry er jeg altså lidt misundelig på. På lørdag skal jeg hjem til min mor, hun har en og det er mig der står for madlavningen - så jeg skal prøve at lave rosenkål i den (-;
Ja, jeg er i hvert fald super glad for min Actifry. Tænker, jeg skal forkæles lidt i aften med hokkaido fritter, men da jeg ikke tåler så mange (er blevet en smule sukkersensitiv), tænker jeg, at denne gang skal have et ordentligt læs chili.
Og rosenkål bliver så skønne! Næste gang jeg laver dem, vil jeg prøve at lade en håndfuld mandelsplitter køre med.
Vil lige sige, at jeg ikke er "øm" overfor min ret billige kaffekværn. Havde jeg haft en dyr model, ville jeg nok betænke mig en gang, før den blev brugt til at lave mandelsmør. Men ja - det ér genialt :-)
Måske dumt spørgsmål, men havde du olie i?
Nej, nødderne her er tørristede. De begynder at smide "overfrakken" kort efter, Actifry'en er sat igang. Det er supernemt, og jeg gær faktisk ikke rigtig min Actifry ren bagefter ud over at tørre den men en ren klud for lige at fjerne den smule skaldele, der ligger.
Send en kommentar