Viser opslag med etiketten strombolidej. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten strombolidej. Vis alle opslag

lørdag den 30. januar 2021

Fathead keto pizza pockets - eller pizzalommer, små Calzone pizza'er eller Stromboli

Fathead keto calzone pizza pockets pizzalommer Stromboli

Fathead keto pizza pockets - eller pizzalommer - eller små calzone pizza’er eller stromboli pizza... Kært barn har mange navne 🤩
Nå, men jeg havde en rest spinat med stegt kylling, ikke nok til en aftensmad, men som fyld i disse pizza pockets, så rakte resten netop.

Jeg må indrømme, at det oprindeligt var et lille eksperiment, da jeg gik igang med at lave pizzalommerne i mit Snack Collection jern - men det lykkedes jo til fulde! So....what’s not to like? 😋

Mini Calzone pizzaer med keto fatheaddej

lørdag den 10. marts 2018

Stromboli fatheadkringle til kaffen


LCHF fathead kringle til kaffen
Hvis du spiser LCHF, har du sikkert allerede stiftet bekendtskab med fathead- eller strombolidejen, og måske har du erfaret, at den kan bruges til lidt af hvert. Det gælder også, hvis du vil lave kringle til kaffen og andet spændende bagværk.

Jeg har tidligere her på siden vist, hvordan man f.eks. kan bruge en slags fatheaddej til napoleonshatte og til wienerbrød som f.eks. appleroses.

Stromboli fathead dej til LCHF kringle
Idag viser jeg her, hvordan man laver en fatheadkringle. Om du bager den som kringle eller som en wienderbrødsstang er op til dig. Fyldet kan også varieres, og har du en rest lowcarb marcipan, (f.eks. hvis du har bagt petit fours og ikke har brugt al dejen), kan du naturligvis også tilføje den.

lørdag den 14. november 2015

Squashtærte uden egentlig tærtebund



Vil I se dagens eksperiment? Resultatet i hvert fald...nemlig denne tærte, der er uden egentlig tærtebund, fordi jeg sprang over, hvor gærdet lige fornæmmedes lavest. Det var måske synd, jeg gjorde det, for tærten mangler lidt "bid", men til gengæld er den total striks i LCHF øjemed. Lækker og velsmagende er den bestemt også. Reelt set minder den mest om en kæmpe æggemuffin.
Jeg lover jer et gensyn med og en opskrift på denne rosettærte, hvis I følger med på bloggen, for den indbyder da til fornyet test - med tærtebund, enten i form af en strombolibund (se opskriften på pirogger, hvor strombolidej indgår) eller min sædvanlige tærtedej.

Opskriften kommer til at vente, indtil næste gang, vi skal have en sådan, men nyd da lige synet på den, jeg fik lavet idag...:

Bundløs LCHF squashtærte med Mill and Mortar sort gourmet flagesalt på CDJetteDCs LCHF

 Den sorte gourmet flagesalt fra Mill & Mortar kan bla.a. købes her eller her.


Grøntsagstærten var ledsageren til aftenens middag. Bearnaisesauce passer til nogen overraskelse forbavsende godt til denne tærte.


Hvis du skulle få lyst til at prøve, kan du se her, hvordan tærten er "bygget".


Æggemassen er den samme, som jeg sædvanligvis laver til tærter. Du kan se den her. Ja faktisk finder du den komplette opskrift på min porretærte her.


God fornøjelse.

Dette indlæg indeholder affiliatelinks.

søndag den 11. oktober 2015

Baked apple roses - konditorkager uden sukker og mel

Lowcarb æbleroser uden sukker og mel på CDJetteDCs LCHF

Lige siden jeg så en et lille filmklip (du kan finde det på min facebookside her), der viser, hvordan man laver bagte æbleroser, har jeg ikke kunnet slippe tanken om at LCHF'isere disse små, delikate dessertkager. Helt LCHF bliver noget med æbler aldrig, men i det mindste er dejen lowcarb, og jeg sætter faktisk pris på at kunne få brugt af de dejlige Discovery æbler, der - stadig hængende på træet - med deres smukke røde kinder er mit daglige skue fra køkkenvinduerne her i efterårsmånederne.

Dejen vil nogen af jer til en vis grad kunne nikke genkendende til. Jeg har nemlig taget udgangspunkt i strombolidejen og fatheaddejen og ladet den få sødmen fra FiberSirup og fra et par sødlige, affedtede meltyper. Dejen er perfekt som mørdej, omend der skal en lille smule snilde til at håndtere den - især ved oprulning af roserne. Men jeg synes, den er det hele værd, og øvelse gør jo, som bekendt, mester.

Lad dig inspirere her på siden. Jeg kan love dig, at opskriften på denne dej vil blive anvendt og resultatet vist mere end denne gang, for dejen er med usvigelig sikkerhed også egnet som tærtedej, kaffekringledej, linsedej og meget mere - og hvem, der tænker, at den nok smager af ost, kan godt tro om, for det gør den altså ikke.


Opskriften indeholder affiliatelinks, og nej - det er ikke en ingrediens. Du kan se nederst i indslaget, hvad affiliatelinks betyder *)


Bagte æbleroser (5 store stk.):

120 gr. revet Mozzarella
75 gr. flødeost naturel
50 gr. smør
100 gr. FiberSirup clear
1 æg, str. L/XL
1 tsk. mandelessens (fra Urtegården)
1/2 dl. Pofiber
60 gr. affedtet mandelmel
20 gr. fedtreduceret kokosfibermel
1 tsk. bagepulver


Fyld til æbleroserne:

2-3 store æbler, f.eks. Discovery
Saften fra 1/2 citron
8 spsk. brombærmarmelade
(eller hindbærmarmelade)
1 tsk. mandelaroma

æbleroserne afslører ved halvering, hvor fine de (også) er indeni!
Fremgangsmåde:

Start med æblerne.
Stik kernehusene ud, halvér æblerne og skær enderne bort. Lav tynde halvcirkel-skiver, ialt ca. 10-12 stk. pr. kage.

Kom æbleskiverne i en skål med vand og citronsaft og giv æblerne ca. 4 minutter i mikrobølgeovnen på fuld styrke (min ovn er gammel, og jeg aner ikke, hvilken effekt den kører med!).

Lad æbleskiverne ligge i det varme vand.

Vej de tørre ingredienser af og bland dem godt, så de er klar til at blive hældt i den fugtige ostedej.

I en skål, der egner sig til mikrobølgeovn, kommes Mozzarella, flødeost, smør og FiberSirup. Sæt skålen i mikrobølgeovnen og varm op i ca. 3-4 minutter - alt efter ovnes effekt - indtil osten er smeltet. Rør det hele godt til en ensartet, klistret masse og kom æg og mandelessens i, rør igen.

I den våde masse røres nu de tørre ingredienser. Brug fingrene til at få dejen samlet. Den skulle gerne stadig være godt lun.

Rul den lune dej ud mellem to stykker bagepapir. Træk bagepapiret af dejen et par gange under (hvis der dannes folder i bagepapiret), og vend den ligeledes under udrulningsprocessen. Når dejen er rullet pænt og ensartet og næsten til kant, trækkes det øverste bagepapir helt af, og der skæres 5 baner i dejen med en pizzakniv.

Læg en stribe marmelade, der er rørt med mandelessens, på hver bane dej og læg nu de tyndtskårne, afdryppede æbleskiver forskudt i en række på hvert drejstykke.

Fold dejen op omkring æblestykkerne som illustreret og rul dejen sammen fra den ene ende til den anden.

Jeg foreslår at placere roserne i store papirs- eller store muffinsilikoneforme.


Den viste form er fra Tupperware (købt på tilbud her). Bruger du den, skal du lave roser, der er lidt mindre, og dejen vil da række til 6 stk.
Undlad at bruge det midterste hul.


Her har jeg dog sat dem på en bagepapirsbeklædt bageplade, men du har mere styr på dem i formene.

Lowcarb baked roses CDJetteDCs LCHF


Bag roserne i en 190-200 graders forvarmet ovn med varmluftsfunktionen i ca. 25 minutter.

Bages roserne uden form eller i silikone muffinforme, kan du lade dem køle let af på bagerist.

Disse smukke, spiselige roser serveres lune - som de er - eller som dessert med til lidt hjemmelavet is eller med cremefraiche eller piskefløde rørt med lidt vanillepulver og evt. lidt friske bær eller en bærkompot til.

Nyd synet - og den delikate smag!

Velbekomme!

*) Dette indlæg indeholder affiliatelinks, og hvis du vælger at købe noget via de links til webshops, der ligger på siden, har jeg mulighed for at få en lille provision.
Med den støtte og opbakning, du dermed yder mig, er jeg meget taknemlig. Den hjælper mig til at holde bloggen kørende og øger muligheden for eksperimentere lidt i LCHF køkkenet, hvilket jeg håber er til inspiration og glæde og gavn for de mange, der læser med.

søndag den 3. august 2014

Geniale pirogger med oksekødsfyld - LCHF




Se nu bare her, så fine LCHF pirogger kan laves. Ja, hvem havde forestillet sig dét, når en almindelig butterdej ikke er en mulighed...? Og så smager de oven i købet rigtigt godt!
Dejen er ej heller så svær at arbejde med - især ikke, hvis man har en microovn til rådighed.

Sidste uge havde Lidl et "Pastry Maker Set" i spot-sortimentet til en temmelig overkommelig pris, nemlig sølle 25 kr. Made in China, måske - det fremgår ikke af kassen.
Jeg har ikke undersøgt, om der findes lignende sæt hos isenkræmmeren, men mon ikke? Og måske kan du stadig nå at få fingrene i et sæt fra Lidl. Der var stadig en del tilbage, da jeg havde nappet den, jeg skulle have.

Idag har jeg så fået afprøvet den mellemste udstikker og dejformer, som jeg synes, passer perfekt til små pirogger og portionsanretninger. Og så er sådan et par færdige pirogger iøvrigt uovertrufne som gæstemad til forret, til frokost eller brunch og så selvfølgelig til madpakken.

Afhængigt af fyldet serves en passende salat til. Idag blev det en tomatsalat med frisk bøffelmozzarella, salatløg (personligt hjembragt fra Italien), frisk basilikum og et drys tørret oregano og Trocomare urtesalt samt en god olivenolie over.
Udklip fra Lidl reklame visende dejformer-sættet.

Jeg har iøvrigt en opskrift liggende på pirogger med det lækreste laksefyld. Den stammer selvfølgelig fra en tid, hvor mine pirogger blev lavet med butterdej, og jeg har egentlig ærgret mig over ikke at kunne lave dem i en "anstændig" LCHF version. Det kan jeg nu, så netop laksepiroggerne skal selvfølgelig afprøves snarest, men jeg kan ikke spise mig gennem al den mad, jeg laver for tiden, så det må lige vente til en god anledning - så skal jeg nok poste opskriften.
Idag får I grundopskriften på dejen, jeg bruger. Fyldet er såmænd bare en rest oksekøds-pizzafyld (klik evt. her for at se opskriften). Rester er jo fint at udnytte på denne måde, men det kan også være, du selv har en opskrift med lækkert fyld til pirogger. Skriv endelig i kommentarfeltet nederst, så flere kan få glæde af netop din idé.

En stor andel af vi danske LCHF'ere skylder Johanne tak for at have gjort os opmærksomme på og introduceret os til strombolidejen. At bruge smeltet ost er intet mindre end genialt, og Johannes opskrift er derfor flittigt blevet delt i diverse LCHF facebookgrupper. Du kan prøve Johannes opskrift (klik og se den her), eller du kan følge angivelserne nedenfor, der har udgangspunkt i den samme oprindelige amerikanske version (som kan findes med et klik her).
Johanne har også prøvet strombolidejen med Pofiber, hvilket jeg bestemt også . Nyt herom på bloggen senere.
Strombolidej til 8 pirogger, str. M:

100 gr. revet Mozzarella ost
50 gr. revet Cheddar ost
1/2 tsk. hvidløgspulver
(eller andre krydderier, du foretrækker)
1 æg, str. M
2 spsk olivenolie (evt. med chili, som her)
(eller 2 spsk. smeltet smør)
2-3 spsk affedtet mandelmel (køb evt. her)
2 spsk affedtet kokosmel (køb evt. her)

Revet ost blandes med krydderier og olie (eller smør) og smeltes sammen i microovnen. Prøv dig frem, osten skal bare smelte let.
Æg, mandelmel og kokosmel blandes i, og dejen æltes sammen. Jeg bruger fingrene, da det tager lidt tid at få det til at hænge ordentligt sammen.

Bliver dejen for kold, kan man ikke arbejde med den. Så giver du den 15 sekunder i microovnen igen, så den bliver blød og smidig og kan æltes igen.

Dejen kan rulles ud med en almindelig kagerulle (mens den er lun og smidig) og udstikkes i cirkler med en diameter af 12 cm. (Undersiden af dejformerne kan bruges som udstikkere).
Læg straks det udstukne cirkelformede dejstykke på dejformeren, stræk dejen til kant og læg det ønskede fyld på og tryk piroggen sammen om fyldet.
Dejresterne æltes sammen og gives igen 15 sek. i microovnen og kan rulles ud. Fortsæt til al dejen er brugt.

Dejformeren er rigtig god, men har du ikke nogen, så brug en udstikker, f.eks. en lille skål og fold dejen om fyldet og brug en gaffel til at trykke den lidt sammen i kanterne.

Piroggerne sættes på en bagepapirsbeklædt bageplade og kan pensles med sammenpisket æg, men det er ikke nødvendigt. Bages i en 175 grader forvarmet ovn i godt 20 min., eller til de har fået en fin lysbrun kant.

Velbekomme.

De geniale pirogger er her serveret med en god skefuld mayonnaise. Velbekomme.

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate