Viser opslag med etiketten pizza. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pizza. Vis alle opslag

lørdag den 4. februar 2023

Hjemmesyltede peberfrugter (uden sukker)

 


Denne opskrift må da være noget nær verdens nemmeste - og når den så oven i købet resulterer i et lækkert tilbehør til aftensmaden, ekstra salattopping eller "det lille ekstra" til pizzaen...Ja, så er der kun ét at sige: Genialt!

Har du en peberfrugt eller 2, som er knap så friske men stadig kan bruges, så har du endda sat lidt ekstra ind på  "undgå-madspilds-kontoen". Win-win!

Jeg gør opmærksom på at denne opskrift indmelder reklamelink til webshop, hvorfra du kan vælge at købe ingredienser.


Opskrift: Syltede peberfrugter (uden sukker)
:

lørdag den 30. januar 2021

Fathead keto pizza pockets - eller pizzalommer, små Calzone pizza'er eller Stromboli

Fathead keto calzone pizza pockets pizzalommer Stromboli

Fathead keto pizza pockets - eller pizzalommer - eller små calzone pizza’er eller stromboli pizza... Kært barn har mange navne 🤩
Nå, men jeg havde en rest spinat med stegt kylling, ikke nok til en aftensmad, men som fyld i disse pizza pockets, så rakte resten netop.

Jeg må indrømme, at det oprindeligt var et lille eksperiment, da jeg gik igang med at lave pizzalommerne i mit Snack Collection jern - men det lykkedes jo til fulde! So....what’s not to like? 😋

Mini Calzone pizzaer med keto fatheaddej

søndag den 29. januar 2017

Strombolistjerne med kyllingefyld | Lowcarb stjernestromboli


Stromboli foldet som stjernepizza | Fyldt stromboli med kylling, serveret med rød peberfrugtpesto
Som Jesus Crust Superstar pizza

På Pinterest så jeg sådan en flot pizza. Den var stjerneformet - og hvilken genistreg at kalde den Cheesus Crust Superstar! Navnet (som jeg tror, Pizza Hut står bag) siger jo det hele - nemlig at dejen til pizzastjernen fortrinsvis består af ost. Det kan synes lidt dristigt at kalde mit eksemplar af en fyldt dejstjerne for en pizza - dertil ville jeg nok vælge fatheaddejen).'
Opskriften på fathead pizza kan du se her).
Til stjernen her er der brugt strombolidej. Jeg har justeret lidt i ingredienserne og synes, strombolien er et lækkert lowcarb alternativ til både tærte og pizza.

Smagsoplevelsen er med en hjemmelavet rød peberfrugtpesto bragt helt til tops.

Kig med her - så kan det være, du får lyst til selv at afprøve stromboliopskriften.

søndag den 11. maj 2014

Fathead pizza med bresaola og ramsløgspesto eller oksekødsfyld med spejlæg - LCHF


Fathead pizzaen er rykket indenfor hos mig. Og selv om jeg endnu ikke er nået til eksperimentet med pofiber, så er jeg absolut af den overbevisning, at varianten med hjemmekværnet mandelmel bliver svær at slå, men vi får se...

Inspirationen til fathead pizzadej er hentet på Facebooksiden Dansk LCHF Basic, og dejen er den samme som jeg bruger til Fathead pizzasnegle (klik her for at se indslaget) - nemlig denne:

Dej til fathead pizza (og pizzasnegle):

200 gr. revet ost, f.eks. Mozzarella
50 gr. flødeost
100 gr. hjemmelavet mandelmel (af hele, usmuttede mandler)
1 æg (kan evt. udelades til pizzasnegle)
Evt. lidt italienske krydderier eller hvidløgspulver

I en tykbundet gryde smeltes flødeost og revet ost ved svag varme. Sørg for at få det rørt godt sammen. Tag gryden fra varmen og rør straks den hjemmekværnede mandelmel og ægget i den sammensmeltede ost. Dejen må dog ikke være for varm.

Du kan bruge en ske/hænder/fingre til at samle den. 
Det er muligt at ælte den let mellem hænderne til en ensartet dej!
Dejen kan enten rulles ud med kagerulle på et stykke bagepapir eller man kan lægge et stykke bagepapir eller en opskåret frostpose over og trykke dejen i facon og fjerne det øverste bagepapir/plast igen.

Hvis du bruger bagepapir til arbejdet, så gem det, for pizzaen bliver bedst og mere sprød, hvis den bliver vendt over (efter de første 10 minutters bagning) og bagt på den anden side også.

Når din pizza har en diameter som en stor pizza fra pizzaria, trækkes bagepapiret over på bageristen - ikke bagepladen. Jeg har erfaret, at det giver det sprødestes resultat på risten.



Da olierne i mandler ikke tåler for høj varme, bages pizzaen kun ved 160 grader (varmluft). Hvis dejen begynder at boble op, kan du prikke den lidt med en gaffel.

Efter 10 minutter tages bageristen ud. Bagepapir med pizzaen vendes om på et nyt stykke bagepapir og det brugte trækkes af bunden. Bagepapiret med den vendte pizza på stilles på bageristen igen i ovnen 5-10 minutter, indtil du synes, det er tid for fyldet at blive lagt på pizzabunden.

Den ene af de afbildede pizzaer har fået fyld af en tyk tomatsauce, løg i skiver, cocktailtomater i skiver og lidt revet ost. 
Før servering er den toppet med fintsnittet spidskål (det kunne også have været recola salat), italiensk tørret bresaola af okseinderlår og en lækker, hjemmelavet ramsløgspesto (klik her for at komme til opskriften på pesten).

Den anden af de 2 viste pizzaer er toppet med oksekødsfyld lidt revet ost og et par udslåede æg på toppen (før servering trækkes hinden på blommerne lidt fra hinanden med et par gafler). 



Her får du opskriften til oksekødsfyldet:

Oksekøds-pizzafyld (der bruges maksimum det halve af denne portion til én pizza):

400 gr. hakket oksekød
Evt. nogle skiver pepperoni, skåret i småstykker
1 mellemstort, hakket løg
1 lille ds. (70 gr.) koncentreret tomatpuré (eller en god tomatsauce)
1 fed presset hvidløg
1/2 tsk. salt
Evt. 1 1/2 tsk. paprika
Et drys friskkværnet peber
Italienske krydderurter
25 gr. smør eller varmestabil olie til stegning

I tykbundet gryde smeltes smørret, hvori hakket løg klares. Kødet brunes (du kan tage løgene op af gryden først eller lade dem brune yderligere med). Tomatpuré eller anden tomatsauce røres i. Bruger du tomatsauce så sørg for, at saucen ikke bliver for våd.
Salt og peber tilsættes. Hold de italienske krydderurter, pepperoni pølse og presset hvidløg tilbage, indtil saucen er gennemkogt og gryden taget fra varmen, og rør da krydderier, pølse og hvidløg i. Lad pizzasaucen svale, mens du laver dejen til fathead pizza og forbager den.




VELBEKOMME!

Find flere fristende opskrifter i mit

☆ OPSKRIFTSREGISTER ☆

lørdag den 19. oktober 2013

Deep Pan Pizza - LCHF



Aha - nu er den altså hjemme, pizzabunden. Helt igennem LCHF og så endda glutenfri / uden melerstatninger.
Jamen, er det så en blomkålspizza? Nej, det er det heller ikke. Man kunne vel sagtens have "skjult" lidt blomkål i den, men det har jeg så heller ikke gjort.
Dét, jeg i virkeligheden har gjort, er at bruge en middagsrest og forvandlet den til pizzabund. Vi fik nemlig kyllingeinderfilet'er forleden - og vi stegte mere, end vi kunne spise. Det er dejligt nemt med rester i køleskabet - specielt når der er unge mennesker i huset, der altid - ja altid - kan bruge en bid mad. Nå, men dette ovnstegte kyllingekød gik så som basisingrediens i min pizzabund og ikke til at mætte de forslugne unge mennesker - i det mindste ikke denne gang.

Jeg synes, at kødet giver en fantastisk bund - en bund, der iøvrigt også kan bruges som tærtebund eller som en brødbund for den sags skyld.

Men nu skal I få opskriften på pizzabunden.

Ingredienser:
150 gr. tilberedt kyllingekød (f.eks. brystkød eller inderfilet)
150 gr. revet ost (f.eks. en blanding af Gouda og Maasdam)
1 æg, str. L.
2 spsk. løgpulver
1 spsk. tørret oregano
1 tsk. paprika
1-2 fed presset hvidløg
2 spsk. Fibrex (kan udelades, men reducér da vandet)
1 dl. vand

Det tilberedte kyllingekød (helst afkølet - og gerne en middagsrest) køres en let tur i blender eller minihakker. Øvrige ingredienser tilføres, og massen blendes til en ensartet masse. Den må gerne være lidt grynet (ikke helt glat).


Før en springform samles, beklædes dens bund med bagepapir. Dejen fordeles i formen (gøres lettest med hænderne eller med en silikone dejskraber).
Stilles i ovnen og bages i ca. 20-25 min. ved 200 grader varmluft. Ovnen behøver ikke være forvarmet.

Tip: Bunden kan sagtens bages i god tid, før der skal laves pizza. Den kan også fryses på springformens bund og tages ud af fryseren kort tid inden, der skal laves pizza. Convenient! 
Jeg er selv heldig at eje flere springforme, og mangler jeg bundpladen, kan jeg let løfte den frosne pizzabund af pladen, da der er bagepapir imellem. Faktisk vil man på denne måde kunne lave sig en pizzabund, hver gang man har en kyllingerest - fryse ned - og således altid have en bund klar. Jeg har endnu ikke prøvet at lave bunden af andet kød end kylling, men det kan man sikkert godt - bare det er kød med en let neutral smag.

Tip: Om man foretrækker at beholde siden på springformen, når pizzaen toppes og bages igen, er uden betydning - i hvert fald for resultatet af pizza'en. Bunden på springformen kan måske slå sig lidt, hvis pizzaen bages færdig uden siden omkring.
Da pizzabunden ligger på bagepapir, kan bagepapiret med bunden også blot trækkes over på en bageplade.

Den toppede pizza - her med hjemmelavet tomatketchup (istedet for tomatpuré)...det smager fortrinligt... hakket, krydret og brunet oksekød, løg, snackpeber, pølsestrimler, revet mozzarella og et drys tørrede, italienske krydderurter - bages i ovnen ved 225 grader varmluft, til osten er smeltet.
Før servering er den - for den gode smags skyld - også pyntet med lidt hjemmelavet pesto (klik her for opskrift).

Velbekomme!

lørdag den 21. september 2013

Pizza i en fart - med pizzabund fra fryseren

Så kan det bare ikke være nemmere...
Pizzabunden er taget ud af fryseren 5 minutter før, de store familiepizza'er
til familien blev sat i ovnen. Dem laver jeg på traditionel vis af italiensk
pizzamel, mens min egen selvfølgelig er LCHF.
Hvor ér det bare let, når pizzabunde ligger klar i fryseren. De skal bare i ovnen i frossen stand - toppet med lige det fyld, man har lyst til.

Til den viste pizza, er der brugt:

Pizzabund (fra fryseren) - klik her og se her, hvordan den er lavet.
Et lag hjemmelavet tomatsauce / -ketchup (klik her og se opskriften)
Kødsauce (bestående af hakket løg, hakket oksekød, hvidløg, salt, løgpulver og koncentreret tomatpuré)
Mozzarella ost
Rød peberfrugt.
Olivenolie med hvidløg og tørret basilikum (ved serveringen).
Velbekomme!

På billedet nedenfor er den samme slags frosne plader anvendt til lasagne. Det er i sandhed dejligt nemt med disse plader klar i fryseren..!

tirsdag den 20. august 2013

Lasagneplader - til LCHF lasagne eller til pizzabund


Efter et tip på en Facebook side for et par dage siden, har jeg nu eksperimenteret lidt med en opskrift på lasagneplader. Det er der kommet en rigtig skøn og overordentlig mættende omgang lasagne ud af. Faktisk skar jeg fire plader ud og har kun brugt de to, så nu har jeg plader i fryseren til næste gang, der skal lasagne på bordet. Og...faktisk også en rest på mindst 2 portioner færdig lasagne i køleskabet.

Jeg har hentet inspiration hos Chocolate & Spinach (klik her for at evt. få den oprindelige palæo version vist). Jeg har tilpasset ingredienserne, så jeg synes den opfylder LCHF kriterierne.

Ingredienser, 4 store lasagneplader:

750 gr. blomkål skåret fri for midterstok (svarende til ét stort blomkål)
1/2 blok (dvs. 500 gr.) White cheese / Mediteranian style White  cheese 40%, f.eks PUK -
(betegnelsen Feta er oprindelsessbeskyttet, så det undlader jeg at kalde osten).
2 æg, str. L.
1 dl. piskefløde 38%
1 tsk. tørret oregano
1 tsk. tørret timian
1 tsk. muskatnød
1 1/2 spsk. løgpulver
2 spsk. Fibrex

Blomkålsbuketter koges nogenlunde møre (undlad salt i kogevandet). Pres blomkålen let fri for vand, når den er kogt. Det gøres lettest som beskrevet under min opskrift på blomkålsmos (klik her for at se mere).
Mens blomkålen køler lidt af hældes alle øvrige ingredienser i en skål. Den drænede blomkål tilsættes, og med en stavblender køres blandingen til en let grynet masse. Den hældes ud og fordeles med en dejskraber ell. lign. på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bages (varmluft) i en 200 grader forvarmet ovn i 30-35 minutter.

Voilà, så er der en pladefuld lasagneplade, som kan skæres ud (brug pizzahjul) til passende størrelser. De skal løftes forsigtigt med en paletkniv ell. lign., da de er lidt skrøbelige.
Vil man gerne fryse dem, foreslår jeg, at hele bagepladen vendes rundt, så pladerne kommer over på en bagerist, bagepapiret fjernes, og pladerne bages på risten i yderligere 15-20 min.
Pladerne er - efter den ekstra tørring - fryseegnede 
og kan bruges som enten lasagneplader eller som pizzabund, klar
til ovnen - fyldt med pizzatopping efter eget valg.

Til selve lasagnesaucen har jeg her brugt min sædvanlige kødsauce, som er spicet lidt op og tilsat en god mål piskefløde. Opskriften på saucen skal nok komme i et senere blogindslag, og jeg kan afsløre, at den er tilsat mørk chokolade, min. 85%. Det giver en fantastisk sauce.
Som vist er der kun brugt en halv pladefuld til en skålfuld lasagne.
Resten kan fryses, hvis det får lidt ekstra tørretid i ovnen.

Lasagnen lægges i lasagneform (det er nok med 2 udskårne plader, da de fylder mere end almindelige pastaplader) med skiftevis kødsauce og lasagneplader.
Mellem hvert lag lægges et godt lag revet ost (og jeg synes ikke, det er nødvendigt med bechamelsauce, når kødsaucen indeholder piskefløde). Afslut med revet ost og evt. tomatskiver.

Bages i ovnen i knap 30 minutter.
Her er der brugt 2 lag lasagneplader.

Velbekomme!

fredag den 16. august 2013

Fra frossen pizzabund til færdige pizza slices - LCHF - vol. 1


Denne pizzabund ligger smagsmæssigt som pizzabund bagt på halvt fuldkorns- halvt almindeligt pizzamel. Så snart jeg er klar med en LCHF-bund, der er mere som i en pizza bagt på italiensk durumhvede, skal jeg nok dele den med jer, for den dag skulle jo gerne melde sig, for pizza kan vi jo slet ikke undvære. Alternativer er der dog mange af, tænk bare på blomkålspizzaen, der næsten har fået "kultstatus" i LCHF-kredse...

Denne her er så mættende, at 2 stykker havde været tilstrækkeligt til at stille min sult - men selvfølgelig spiste jeg mig da igenne de tre slices.

Til dejen har jeg brugt:

30 gr. Fibrex
30 gr. solsikkefrø
30 gr. kokosrasp
1 tsk. tørret oregano
1 spsk. løgpulver
1 knivsp. salt
100-125 gr. revet fuldfed ost (Tip: Brug evt.  Alligator til at skære osterester i småtern og brug dem)
150 gr. cremefraiche 18%
1 dl. piskefløde
3 æg

Fibrex, solsikkefrø og kokosrasp køres i kaffekværn til fint "mel".
Alle tørre ingredienser  kommes i en skål. Cremefraiche, piskefløde og æg røres i med ske.

Hæld skålens indhold ud på en bageplade beklædt med bagepapir og form en rund pizzabund, f.eks. med en dejskraber.

Tænd ovnen på 160 grader. Imens ovnen varmer op får fibrene i pizzabunden lov at trække fugt fra dejen.

Bages i ca. 25 min.
I denne pizzabund er revet ost erstattet af osterester i bitte-små tern.
De "popper op" under bagningen og giver et spændende udseende til pizzabundene :-)

Pizzabunden kan skæres i passende stykker/slices og fryses. Så er der pizzaslice-bunde, der er klar direkte fra fryseren til at blive toppet med pizzasauce, ynglingsfyldet og ost.

Inden de ryger i fryseren, kan man selvfølgelig også lige tage en enkelt slice fra og bruge den som ostefladbrød og servere fetadip til.

Velbekomme!

lørdag den 6. juli 2013

Pizza, tak - og den må gerne være lidt sprød og LCHF


Når man står og slår dej op til familiens pizza, så kommer uvægerligt en uimodståelig trang til en sprød pizza, men LCHF skal den samtidig være...!

Blomkålspizzaen er selvfølgelig afprøvet, og den kan da fint gå an - men sprød... det er min udgave nu altså langt fra. Den må jeg eksperimentere lidt mere med en anden gang, for det kunne være sjovt, hvis det kunne lykkes.

Men nu havde jeg altså ikke noget blomkålshoved på lager, så jeg tænkte, at en finpudsning af en almindelig pandekage måske kunne gå an. og der skal ikke være langt fra tanke til handling i mit LCHF køkken, så det er nu afprøvet.

Resultatet er ikke værst - og så ligner det da i hvert fald også noget, der minder om en rigtig pizza. Men døm selv:

Fyldet til pizzaen kan jo varieres i det uendelige. Idag skulle resten af familien have mix fyld bestående af oksekød og skinke på deres pizza, så i denne ombæring var det jo lige til højrebenet - fyldet stod klar på køkkenbordet.

Til min pandekage tog jeg udgangspunkt i

Basispandekage-opskriften

Jeg lavede kun én pandekage af dejen, som ellers er beregnet til 2 stk. I bunden af min pande dryssede jeg sesamfrø, hældte forsigtigt dejen over og bagte den omtrent færdig på den ene side.
Førend dejen stivnede helt på overfladen dryssede jeg også her med sesamfrø, vendte den og bagte den færdig.


Da pandekagen var bagt færdig smed jeg den i ovnen med tomatpasta på og lod væsken fordampe lidt, før pizzaen blev toppet med oksekød, skinke, ost og lidt pynt - tilbage i ovnen nogen minutter og...

...Voila - næsten som ægte pizza!



📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate