søndag den 11. oktober 2015

Baked apple roses - konditorkager uden sukker og mel

Lowcarb æbleroser uden sukker og mel på CDJetteDCs LCHF

Lige siden jeg så en et lille filmklip (du kan finde det på min facebookside her), der viser, hvordan man laver bagte æbleroser, har jeg ikke kunnet slippe tanken om at LCHF'isere disse små, delikate dessertkager. Helt LCHF bliver noget med æbler aldrig, men i det mindste er dejen lowcarb, og jeg sætter faktisk pris på at kunne få brugt af de dejlige Discovery æbler, der - stadig hængende på træet - med deres smukke røde kinder er mit daglige skue fra køkkenvinduerne her i efterårsmånederne.

Dejen vil nogen af jer til en vis grad kunne nikke genkendende til. Jeg har nemlig taget udgangspunkt i strombolidejen og fatheaddejen og ladet den få sødmen fra FiberSirup og fra et par sødlige, affedtede meltyper. Dejen er perfekt som mørdej, omend der skal en lille smule snilde til at håndtere den - især ved oprulning af roserne. Men jeg synes, den er det hele værd, og øvelse gør jo, som bekendt, mester.

Lad dig inspirere her på siden. Jeg kan love dig, at opskriften på denne dej vil blive anvendt og resultatet vist mere end denne gang, for dejen er med usvigelig sikkerhed også egnet som tærtedej, kaffekringledej, linsedej og meget mere - og hvem, der tænker, at den nok smager af ost, kan godt tro om, for det gør den altså ikke.


Opskriften indeholder affiliatelinks, og nej - det er ikke en ingrediens. Du kan se nederst i indslaget, hvad affiliatelinks betyder *)


Bagte æbleroser (5 store stk.):

120 gr. revet Mozzarella
75 gr. flødeost naturel
50 gr. smør
100 gr. FiberSirup clear
1 æg, str. L/XL
1 tsk. mandelessens (fra Urtegården)
1/2 dl. Pofiber
60 gr. affedtet mandelmel
20 gr. fedtreduceret kokosfibermel
1 tsk. bagepulver


Fyld til æbleroserne:

2-3 store æbler, f.eks. Discovery
Saften fra 1/2 citron
8 spsk. brombærmarmelade
(eller hindbærmarmelade)
1 tsk. mandelaroma

æbleroserne afslører ved halvering, hvor fine de (også) er indeni!
Fremgangsmåde:

Start med æblerne.
Stik kernehusene ud, halvér æblerne og skær enderne bort. Lav tynde halvcirkel-skiver, ialt ca. 10-12 stk. pr. kage.

Kom æbleskiverne i en skål med vand og citronsaft og giv æblerne ca. 4 minutter i mikrobølgeovnen på fuld styrke (min ovn er gammel, og jeg aner ikke, hvilken effekt den kører med!).

Lad æbleskiverne ligge i det varme vand.

Vej de tørre ingredienser af og bland dem godt, så de er klar til at blive hældt i den fugtige ostedej.

I en skål, der egner sig til mikrobølgeovn, kommes Mozzarella, flødeost, smør og FiberSirup. Sæt skålen i mikrobølgeovnen og varm op i ca. 3-4 minutter - alt efter ovnes effekt - indtil osten er smeltet. Rør det hele godt til en ensartet, klistret masse og kom æg og mandelessens i, rør igen.

I den våde masse røres nu de tørre ingredienser. Brug fingrene til at få dejen samlet. Den skulle gerne stadig være godt lun.

Rul den lune dej ud mellem to stykker bagepapir. Træk bagepapiret af dejen et par gange under (hvis der dannes folder i bagepapiret), og vend den ligeledes under udrulningsprocessen. Når dejen er rullet pænt og ensartet og næsten til kant, trækkes det øverste bagepapir helt af, og der skæres 5 baner i dejen med en pizzakniv.

Læg en stribe marmelade, der er rørt med mandelessens, på hver bane dej og læg nu de tyndtskårne, afdryppede æbleskiver forskudt i en række på hvert drejstykke.

Fold dejen op omkring æblestykkerne som illustreret og rul dejen sammen fra den ene ende til den anden.

Jeg foreslår at placere roserne i store papirs- eller store muffinsilikoneforme.


Den viste form er fra Tupperware (købt på tilbud her). Bruger du den, skal du lave roser, der er lidt mindre, og dejen vil da række til 6 stk.
Undlad at bruge det midterste hul.


Her har jeg dog sat dem på en bagepapirsbeklædt bageplade, men du har mere styr på dem i formene.

Lowcarb baked roses CDJetteDCs LCHF


Bag roserne i en 190-200 graders forvarmet ovn med varmluftsfunktionen i ca. 25 minutter.

Bages roserne uden form eller i silikone muffinforme, kan du lade dem køle let af på bagerist.

Disse smukke, spiselige roser serveres lune - som de er - eller som dessert med til lidt hjemmelavet is eller med cremefraiche eller piskefløde rørt med lidt vanillepulver og evt. lidt friske bær eller en bærkompot til.

Nyd synet - og den delikate smag!

Velbekomme!

*) Dette indlæg indeholder affiliatelinks, og hvis du vælger at købe noget via de links til webshops, der ligger på siden, har jeg mulighed for at få en lille provision.
Med den støtte og opbakning, du dermed yder mig, er jeg meget taknemlig. Den hjælper mig til at holde bloggen kørende og øger muligheden for eksperimentere lidt i LCHF køkkenet, hvilket jeg håber er til inspiration og glæde og gavn for de mange, der læser med.

5 kommentarer:

Maria Hoffbeck fra en verden af kunst sagde ...

Hvor er de smukke :-)
Absolut et lille efterårsprojekt for mig :-)
God aften til dig.

Jette Christensen sagde ...

Tak for det, Maria.
Ja, de er et lille projekt i sig selv men tager i virkeligheden ikke så frygteligt lang tid at lave. Jeg har brugt mere tid på at skrive om dem end at lave dem ;-)
Også fortsat god aften til dig!

Anonym sagde ...

Hej Jette, de ser godt nok indbydende ud ... dejen rulles ud mellem to stykker bagepapir, men hvor store skal stykkerne (den færdige "plade") sådan ca. være??
Tak for en dejlig blog

Jette Christensen sagde ...

Ja, jeg havde jo et fint billede af den indrullede dej, som jeg glente at uploade på indslaget - ret ærgerligt, for det illustrerer meget godt, hvor tyndt dejen faktisk kan udrulles, mens dejen er lun og medgørlig. Du kan rulle dejen næsten til kanten, men så bliver den også meget tynd. Prøv med 3-4 cm fra kanten.
Husk, at dejen kan lunes lidt igen i mikroovnen, hvis du f.eks. Ikke får brugt det hele (måske skærer kanterne fra).

Jette Christensen sagde ...

Du kan faktisk se, på ét af mine fotos ovenfor, hvor meget jeg har rullet dejen ud ;-)

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate