torsdag den 19. juni 2014

LCHF week-end boller


Til disse boller har jeg brugt min basisopskrift til pølser i svøb og flûtes - og det eneste, jeg her tilføjet er lidt hele melonkerner for at give bollerne en smule "bid". Vil man hellere have helt bløde boller, så udelad de hele kerner.
Og så skal jeg ærligt indrømme, at jeg glemte limesaften, som ellers indgår i opskriften. Ærgerligt, men faktisk fungerede dejen alligevel helt perfekt. Og perfekt i en Low carb verden, er når bollerne både smager godt, hæver og bevarer formen - også når de er afkølede. Det sidste kan godt være en udfordring, da melet i en korn- og glutenfri blanding ikke har samme hæveevne.

Nu skal man ikke fristes til at sætte tænderne i alt for mange af disse boller sådan lige med det samme, når de kommer ud af ovnen. Men jeg vil sige, det er overordentligt fristende. Sagen er dog den, at de ikke er helt low carb, selv om de hverken indeholder mel eller sukker. Frø og kerner andrager så stor en del, at jeg nok hellere vil kalde dem semi low carb. Vælg frø og fibre med så lavt kulhydratindhold, som muligt. Tro mig - der er stor forskel på produkterne "derude".
Begrebet "mådehold" kan man godt hjælpe lidt på vej ved at fryse bollerne ned, når de er helt afkølede. Så har man week-endboller til flere end den kommende week-end.

De tørre ingredienser, som skal kværnes i kaffekværn:
50 gr. hørfrø, helst de gule
100 gr. solsikkefrø
50 gr. melonkerner (jeg har kun kunnet finde dem i Tyskland, hvor de til gengæld er billige)
50 gr. kokosrasp (i Danmark betegnet som "kokosmel")

Øvrige tørre ingredienser:
100 gr. melonkerner (eller andre frø/kerner, f.eks. Sesamfrø)
50 gr. fiberHUSK (den gule pakning)
50 gr. kokosfiber
3 1/2 tsk. bagepulver
1 tsk. urtesalt

De våde ingredienser:
6 æg
2 dl. vand
100 gr. smeltet, let afkølet smør
250 gr. cremefraiche, gerne 38%
Saften fra 1 limefrugt, svarende til knap 1/2 dl. (kan udelades)

De kværnede ingredienser blandes med øvrige tørre ingredienser.
De våde ingredienser blandes og hældes sammen med de tørre.
Dejen røres godt - f.eks. med en god dejskraber.
Lad dejen hvile i omkring 5 minutter til den får konsistens som blød marcipan.
Form bollerne - der er dej til ca. 22 boller.

Bages ved 160 grader (normalt bager jeg uden varmluft, men da bollerne fylder 2 bageplader, bager jeg med varmluft). 
Bagetiden afhænger af ovnen; i min ovn får bollerne ca. 30 min.

Serveres selvfølgelig med tandsmør og yndlingspålægget.
Luftige og skønne low carb week-end boller. Velbekomme!

Velbekomme!

Indlæg indeholder affiliatelinks.

9 kommentarer:

Jette Christensen sagde ...

Jeg bør måske tilføje, at melonkerner sagtens kan erstattes med f.eks. græskarkerner, og at også alm. brune hørfrø kan bruges. God bagelyst derude.
Jeg skal selv have bagt mig et hold boller til fryseren, så der er lidt til juledagene.
Glædelig jul.

Estermarie sagde ...

De ser gode ud. Har du kh-tallet pr bolle?

Rie Demus sagde ...

Er der udregnet kh-indhold for dem?

Jette Christensen sagde ...

Desværre, det har jeg ikke regnet på.

Jette Christensen sagde ...

Nej, det er der ikke. Jeg har egentlig aldrig udregnet total kh. ud på mine opskrifter. Det kunne da være, jeg skulle overveje det.

Tanja Stephansen sagde ...

Jeg har ikke en kaffe kværn, har du andre forslag til hvordan jeg kan kværne frøene?

Jette Christensen sagde ...

Hvis du har en rigtig god blender, kan det godt være, du kan male frøene fint nok. Det kan jeg f.eks godt selv med min nye Wilfa blender. En minihakker er måske ikke helt så god - min kan ikke bruges. Men hvis du har en bedre model, kan du måske.

Anonym sagde ...

Hvad kan man ellers bruge i stedet for kokosfibre ? Bryder mig ikke rigtig om smagen 😞

Jette Christensen sagde ...

Du kan prøve med Pofiber. Mængden må du prøve dig frem med.
Faktisk kunne jeg godt selv finde på at prøve - og hvis det ender med, at jeg gør det, skal jeg nok poste resultatet her :-)

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate