Idag skulle så endelig være dagen, hvor min "Avotella" så dagens lys. Og skuffet er jeg bestemt ikke - faktisk nærmest tværtimod!
Med dens indhold af macadamiaolie er den gjort både sundere og smørbar direkte fra køleskabet *)
"Avotella" med macadamiaolie, ca. 425 ml.**):
1 stor, rimeligt moden avocado
(Der er godt 200 gram i den viste - hvilket også fremgår af billedet til venstre, som viser vejningen af avokadokødet)
5-6 spsk. macadamiaolie *)
4-6 spsk. Sukrin Gold
6 tsk. Lucuma (kan erstattes af lidt mere sødemiddel - eller købes her)
1 tsk. vanillepulver
1 spsk. citronsaft (kan erstattes af appelsinsaft)
100-150 gr. mørk chokolade 86% (der er 100 gr. i den viste)
20 gr. kokosolie (1 stor spsk.)
Avocadokødet, citronsaft, macadamiaolie, Sukrin Gold, lucuma- og vanillepulver blendes til en lind og blank masse. Sørg for, at Sukrin'en bliver helt opløst. Du kan godt kværne Sukrin Gold i en kaffekværn først, hvis du vil være helt sikker på, at du ikke får et let knasense slutsprodukt.
Imens du blender avocadomassen, kan chokoladen smeltes i microovnen sammen med kokosolien. Det er en løsning, jeg bruger, når det godt må gå lidt hurtigere end at smelte chokolade i vandbad eller i chokoladesmelteren. Brug da middel effekt - og lad kun chokoladen lige akkurat smelte!
Hæld lidt af chokoladen i avocadoblandingen ad gangen. Rør/blend ikke for længe, da blandingen ellers kan skille.
VELBEKOMME! |
Det er muligvis lidt udenfor sæson, men glem ikke, at "Nutella" også er skøn indeni eller ovenpå fastelavnsboller.
Prøv den også på eller mellem lagkagebundene.
*) For macadamiaoliens gavnlige egenskaber, kan jeg anbefale at læse mere hos Mark's Daily Apple: Smart Fuel - Macadamia Oil.
**) "Avotella" opbevares på køl - og meget gerne i et henkogningsglas - eller ét af de tømte glas fra din kokosolie. Den fra Urtekram med 425 ml. passer lige i størrelsen til mængden af den færdige "Avotella".
Noget af min inspiration til dette "søndagspålæg" har jeg iøvrigt hentet her på Samvirke, og senest - men ikke mindst - hos Madbanditten. Macadamiaolien er dog ikke set anvendt før - og hvis den er, er det gået min næse forbi.
Hos Jane Faerber, alias Madbanditten, er en portion til gengæld blevet indfrosset og brugt som is. Dertil er jeg ikke nået, men dét skal da afprøves!
Jeg må nok indrømme, at jeg stadig hælder til smagen af ristede hasselnødder i chokoladecreme à la Nutella (klik her for at se opskriften), men "Avotella" er bestemt et godt alternativ - især fordi den er langt hurtigere at lave. Da macadamiaolien i den grad ligger i den sunde ende af spiseolier sammen med de gode fedtsyrer, som avocado giver os, vil jeg ikke holde mig tilbage for at servere "Avotella" en gang imellem.
Præcist hvor lang tid, "Avotella"'en kan holde sig på køl, ved jeg ikke - op til 8 dage, måske længere, vil jeg tro.
Da jeg selv har spist LCHF - og dermed en sukkerfri kost - i godt et år, har jeg vænnet mig til en smag, der er langt mindre sød, end den de fleste foretrækker. Det er vigtigt at dosere sødemiddel i forhold til smagsløg, og er du ny udi en kost uden sukker, så kan det godt være, du skal have op imod dobbelt mængde Sukrin Gold i din "Avotella" i forhold til den angivne mængde. Bedst er det dog at vænne sig til en knap så sød smag!
Skulle du få lyst tilsat lave flere slags "søndagspålæg", kan jeg foreslå at prøve jordbærmarmelade med chiafrø. VELBEKOMME! Se flere forslag til skønne retter i mit☆ OPSKRIFTSREGISTER ☆ |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar