Avocado har det højeste fedtindhold blandt frugter og indeholder vitaminer og mineraler i et gunstigt forhold, så snyd ikke dig selv for guacamolecremen, der er et godt tilbehør på LCHF tallerkenen.
Når du har rørt din guacamole, så husk på, at smagen først træder helt i karakter, når den færdige creme har fået lov at hvile (på køl) min. en lille halv time efter tilberedningen.
Her kommer min basisopskrift. Du behøver ikke købe din tomatsalsa, for den kan du også sagtens selv lave... (Opskriften på min tomatsalsa følger snarest).
Ingredienser:
3 modne avokado
Saften fra godt en halv citron eller tilsvarende friskpresset limesaft
3 fed hvidløg
1 tsk. tørret koriander
2 tsk. Herbamare urtesalt (eller havsalt)
1 spsk. hvidvinseddike
1/2-1 rødløg4-8 spsk. (tomat)salsa medium
3-4 spsk. olivenolie
Evt. lidt chilipulver
(For en blidere variant, kan der tilsættes 1 dl. cremefraiche 38%)
Avokadokødet lægges i en skål, der er egnet til brug for stavblender. Saften fra citron eller lime hældes straks over, og avokadoerne blendes med presset hvidløg, koriander og urtesalt. Hvis man ønsker en guacamole med mere tekstur, moses det hele blot sammen med en gaffel.
Rødløg hakkes fint og tilsættes sammen med de øvrige, resterende ingredienser. Jo mere tomatsalsa, der tilsættes, des mindre klar grøn farve får den færdige guacamole. Smag til med urtesalt og evt. lidt chilipulver.
Serveres naturligvis til meksikanske pandekager men er også perfekt tilbehør til en hakkebøf, der er toppet med hvidløgssmør (du selv har rørt med macadamiaolie ell. lign. og serveret med bacon-bønnefritter, en lille salat - og gerne en klat cremefraiche.
En rest, du har gemt på køl, er en fantastisk dip til dine grøntsags- eller ostestave.
Velbekomme!
Huskede du iøvrigt at åbne linket ovenfor og læse lidt om avocadoen. Du vil komme til et afsnit, der er ganske interessant, nemlig lidt om dét tilnavn, avocadoerne har fået - og grunden hertil. Læs og mor dig...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar