søndag den 11. august 2013

Oksekødsboller med blødende hjerte - LCHF

Serveres f.eks. med  crispy blomkål (klik her for opskrift) og dertil en rørt fetadip (klik her og se opskrift på fetadip)
Æren for disse skønne kødboller ligger hos DJ Foodie. Opskriften er derfor oprindelig på engelsk, så jeg har valgt at oversætte/fortolke den og give den et lettere dansk præg. På engelsk kaldes kødbollerne for Burger Balls, men i mine ører klinger navnet ikke helt rigtigt, så hos mig har de fået ny betegnelse. Og I kender vel til chokoladekagen med det blødende hjerte? I hvert fald er lidt af navnet til kødbollerne lånt fra kageverdenen.

Både min mand og begge mine 2 store børn synes, at disse kødboller er helt fantastiske - ja, fra manden min fik jeg faktisk besked på, at jeg meget gerne måtte citere ham for det. Og når han siger sådan, er der måske en chance for, at han selv går går i køkkenet og laver dem næste gang. Han kan jo finde opskriften her :-)

Til 20 kødboller beregner jeg:
1 kg hakket oksekød
200 gr. Cheddar i blok - evt. lagret, skåret i 20 kvadratiske tern
1 løg skåret i små tern
1 stk. kinesisk étfeds (eller ca 3 fed alm.) hvidløg
50 g kokosolie (brug dén uden smag)
1 æg, str. L
Ca. 1 pk. landspegepølse eller Chorizo i skiver (den oprindelige opskrift er med stegt bacon-crisp)
2 tsk. Herbamare eller Trocomare urtesalt ell. lign.
1/2 tsk peber og evt. et ekstra salt



Cheddarblokken skæres i 20 firkantede stykker. Bruger man en lagret cheddar, kan man gøre det umiddelbart før brug, hvorimod ternene fra en mere frisk og blødere cheddar bør stilles lidt tid i fryseren før brug. Osteternene behøver ikke være dybfrosne men bare kolde nok til at kunne arbejde med.





Forvarm ovnen til 225 grader, mens halvdelen af olien opvarmes i en stor sauterpande (der gerne skal kunne gå i ovnen). Løg og hvidløg sauteres heri til de bliver gyldne. Krydres med Herbamare urtesalt og lidt peber. Stilles til afkøling.



I skål blandes hakket oksekød, æg og den let afkølede løgblanding sammen.
Form 20 kugler af farsen.

Halvér pølseskiverne, hvis de er store, så der er ialt 20 styker pølse. Fold et stykke omkring hver
ostetern. Pres ostetern med pølse ind i midten af hver bøf og tril dem pænt runde. Sørg for at lukke hullet, så osten ikke læber for meget ud under stegningen.



Sauterpanden varmes igen op, og kuglerne steges i den resterende kokosolie ved god varme. Sørg for
at kødbollerne bliver "trillet rundt" i panden, så de bliver jævnt brunede. Drys evt. med salt og peber.
Hvis der ikke er plads i panden til alle 20 kødboller, kan der sauteres i 2 pander - eller af 2 omgange.

Når bollerne er brunede, er de klar til at stege videre i den forvarmede ovn i yderligere 10-12 min.
Serveres f.eks. med blomkåls-crisps i Actifry (klik her og se mere), en salat og gerne lidt mayonnaise eller en flødesauce.

Velbekomme!.

3 kommentarer:

Maria Vanløseblues sagde ...

Meatball surprise ;-) hvor er de fantastiske (-;

Jette DC Christensen sagde ...

Tak - ja, de smager godt og ser da fine ud ;-)

Annika Pedersen sagde ...

Lyder lækkert :)
Undrede mig lige, men gætter på at der mangler et 'ost' der hvor man skal presse pølserne ind.
Kunne godt overveje at lave denne en dag, og nu er den gemt i fav.

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate