mandag den 24. februar 2014

Så er der atter mandelmel til fastelavnsbollerne, kanel til kaffen og til kanelsneglene. og så selvfølgelig og dejlig Pukka te

(Klik på billedet for at se det i større format)
Uha, det var da lige før, jeg ikke ville kunne komme til at bage flere fastelavnsboller (klik her for at se min opskrift), for sidst jeg bagte, tømte jeg posen med mandelmel, og siden da har mandelmel stort set været udsolgt rundt omkring.

MEN... I Helsambutikken i Middelfart var jeg heldig! Jeg har ladet mig fortælle, at den også er på lager i Duft & Naturs webshop.
Og se bare, hvad jeg kom hjem med! Sidder lige nu og nyder en kop Pukka pebermynte- og lakridste. Åh, hvor ér den skøn!

Og rålakridspulveret skal jeg bruge til mit næste hold flødekarameller / fudge.

Den ægte kanel fra Ceylon er et uundværligt krydderi, så den måtte jeg også lige have med. Og det behøver ikke være jul, for at man kan drysse lidt i kaffen med kokosolie og fløde.
Jeg plejer at købe den ægte, økologiske Fairtrade kanel fra Urtekram, men idag blev det så den økologiske fra Cosmoveda. Jeg fik at vide i butikken, at Cosmoveda kanelen er af den ægte slags, og den er da også fra Ceylon, men det står altså ikke angivet på emballagen. På Duft og Naturs hjemmeside er den dog anført som "ægte kanel fra Ceylon", så det antager jeg, at man roligt kan stole på.

Ægte kanel kaldes faktisk også for Ceylon-kanel. Den udmærker sig ved en mildere smag end den almindelige kassia kanel.
Nu ønsker jeg på ingen måde at føre skræmmekampagne, men sagen med det uønskede indhold af kumarin i vores fødevarer har jo verseret - hvem husker ikke "ramaskriget" fra forbrugerne, da kanelsneglen på det nærmeste var truet...
Indholdet af netop kumarin er langt lavere i den ægte kanel sammenlignet med indholdet i kassia kanel. Og dét er bestemt en "gyldig grund" til at købe den ægte, som iøvrigt ikke koster ret meget mere end almindelig kassia kanel.
Det er kassia kanelen, der befinder sig i langt hovedparten af krydderiskufferne i vores køkkener, så kig efter hvad du har liggende og skift evt. indkøbsvanerne ud med nye, hvad angår kanel.
Hvis der står på din kanel, at den er fra Kina, så er den givetvis ikke ægte. Og står der kassia kanel, er den ej heller ægte!

For store mængder kassia kan give leverskader. Det kan du læse om her i Fødevarestyrelsens Leksikon.

Nå, nok om dagens indkøb. Nu glæder jeg mig bare til at få tid til at få brugt nogen af de herlige ingredienser.

God bagelyst til jer, der også er så heldige at have mere mandelmel. 

Her har du mine fastelavnsboller med lækker, hjemmelavet vanillecreme - dem må du prøve at bage:



1 kommentar:

Mille sagde ...

De ser gode ud fastelavnsbollerne.

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate