søndag den 4. december 2016

Vanillekranse og peanutbutter cookies

Småkager uden mel og sukker - i den liberale ende af LCHF skalaen

(Opskriften er udgivet første gang nov. 2015)
Peanutbutter vanillekranse | vaniljekranse på CDJetteDCs LCHF





Er du klar til sprøde småkager? Det kan næsten være lidt overrumplende, hvis man i en længere periode eller årrække har spist lowcarb og ikke har sat tænderne i sprøde kager, men nu er de her, de glutenfrie, sprøde småkager uden sukker og mel. Du bestemmer, om de skal formes som vanillekranse eller blive til almindelige cookies, der f.eks. kan erstatte kammerjunkerne, du måske har savnet til koldskålen.

Peanutbuttercookies med en mild smag, egnet som kammerjunkerne til koldskålen

Egentlig havde jeg ikke til hensigt at bringe opskriften, fordi jeg synes, den indeholder for meget peanutbutter (som i min optik og med LCHF brillerne på ikke er en ægte LCHF-ingrediens), men spiser man liberal lowcarb og iøvrigt ikke af anden årsag (eksempelvis for at undgå allergener) udelukker jordnødder fra kosten, så har vi her at gøre med en fuldtræffer af en lækker peanutbutter cookie.

Som nævnt afgør du selv, om du sætter små kagedejsklatter og drysser med lethakkede peanuts eller trykker hele (saltede) peanuts ned i småkagerne. Måske choko-dypper du også de færdigbagte småkager, og gør du det, får du peanutcookies uden sammenligning - hvis du da ellers er vild med peanuts i kombination med mørk chokolade. I must say: I am!
Undlader du de hele peanuts og chokoladen, får du kager, der minder lidt om "mormors specier"! Og bytter du noget peanutbutter ud med samme mængde mandelmel/smør (erstat f.eks. 50 gr. peanutbutter med 25 gr. ekstra mandelmel og 25 gr. ekstra smør), så har du ramt mormorsmåkagerne næsten 100%)
Vælger du at lave vanillekranse, skal du tilsætte godt 25 gr. ekstra mandelmel, ellers bliver dejen lidt for blød.

Vanillekranse eller peanutbutter cookies, ca. 48 stk.:
Opskriften indeholder affiliatelinks til en webshop, hvor ingredienserne kan købes.

100 gr. peanutbutter, crunchy
75 gr. (saltet) smør
50 gr. affedtet mandelmel (ca. 75 gr. til vanillekranse)
140 gr. FiberSirup Clear
1 æggehvide
75 gr. flødeost natural
1/2-1 tsk bagepulver (brug denne)
1 tsk. vanillepulver
Evt. fyld og pynt: Peanuts og mørk chokolade, gerne 86%

Brug koldt smør, kold peanutbutter, æggehvide og flødeost, hvis det er vanillekranse, du vil bage. Ingredienserne behøver ikke være helt så kolde, hvis du bager almindelige småkager, da dejen gerne må flyde lidt ud.
Er din peanutbutter for crunchy, kan du ikke lave vanillekranse, fordi dejen ikke vil kunne presses ud gennem tyllen - vælg da istedet en smooth peanutbutter.

Alle ingredienserne piskes sammen med håndmixer.

Læg bagepapir på 2 bageplader og sæt enten små dejklatter med en teske eller (hvis du har tilsat lidt ekstra mandelmel) kom dejen i en sprøjtepose med en forholdsvis stor stjernetylle og pres dejen ud i cirkler direkte på bagepapiret til vanillekranse.

Bag småkagerne i ca. 23 min. (lidt kortere tid for vanillekranse) ved 175 grader varmluft og afkøl dem på bagerist. De bliver helt sprøde under afkølingen, men lad dem stå en times tid, før de kommes i en lufttæt kagedåse, hvor de bevarer sprødheden.


Skulle dine småkager over tid tabe lidt sprødhed ved opbevaring, kan du give dem en kort tur i ovnen. Det er ikke noget, jeg selv har måttet praktisere, for kagerne forsvinder på forunderlig vis som dug for solen.


Lowcarb vanillekranse uden mel og sukker | glutenfrie vaniljekranse på CDJetteDCs LCHF

Til den angivne bagetemperatur vil jeg gerne knytte en kommentar - nemlig den, at temperaturen nødvendigvis skal op på min. 175 grader, for at Fibersiruppen kan hærde ordentligt op og give sprødheden til kagerne. Røgpunktet er langt højere end de 175 grader for jordnøddeolie, så varmen tager den ingen skade af. Til gengæld skal du huske, at jordnødder / peanuts indeholder forholdsvis meget Omega 6, som du bør begrænse i din kost.
Endelig vil jeg gerne gøre opmærksom på, at den angivne mængde Fibersirup ikke giver kager, der er udpræget søde. Personligt har jeg vænnet mig til knapt så sødlige treats og lækkerier, man heldigvis stadig har mulighed for at forkæle sig selv med.



5 kommentarer:

Louise Petersen sagde ...

Sad og lurede på at lave disse kranse til jul da jeg har ibs og bla heller ikke tåler gluten og derfor lever en del efter lchf. Jeg elsker også peanutbutter men ku måske godt tænke mig en gennemført mandelsmag og vanilje :) tror du man kan udskifte hele mængden af peanutbutter med mandelsmør ?

Jette Christensen sagde ...

Det er netop, hvad jeg også tænkte, og da jeg havde et glas med mandelsmør stående, har jeg testet lidt på en ny opskrift på pebernødder. Du så vist et billede af dem på min facebookside igår, Louise. Helt sprøde pebernødder!

Jeg skal lige teste en gang mere, før opskriften kommer på bloggen for jeg synes ikke, de smagte af nok og kunne godt være lidt sødere, og så skal jeg lige have dem lidt mere runde, før de er rigtige pebernødder i mine øjne ;-)
Jeg havde en rest dej fra igår, så jeg HAR faktisk været lidt igang igen her til aften men har måttet konstatere, at dejen IKKE skal tilsættes Sukrin (i hvert fald ikke i en daggammel dej), for dagens resultat var bløde pebernødder. Det går jo ikke!

Håber, at en ny opskrift (der som sagt ligner denne en del) pebernødder ser dagens lys i løbet af ugen, så følg med herinde :-) Jeg ér på rette spor ;-)

Louise Petersen sagde ...

Super... glæder jeg mig til... så kan man vel bare lave vaniljekranse af den eller jødekager osv :-)

Lilian Oldrup sagde ...

Jeg hakkede lidt 80% chokolade i, og det er ultimativt den bedste bage/kage/opskrift jeg har prøvet. Jeg må lave en portion mere i morgen, så der kan være nogle til jul. Tak for den opskrift! - og glædelig jul :)

Jette Christensen sagde ...

Tak for meldingen - skønt at høre!

Nu er jeg vist selv kommet i tidsnød, så sådan en portion når jeg ikke inden juleaften, men jeg vil bestemt også prøve med chokolade. Tak for tippet!
...Og glædelig jul til dig også!

Mvh. Jette

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate