lørdag den 23. maj 2015

MADPLAN uge 21 - 2015


Den forgangne uge bød på lækkert mad til ganen - mad, som jeg vel at mærke ikke selv har stået for at lave men festmiddage - bl.a. til konfirmation i Turbinehallen i Aarhus.

Konfirmationsmenu, forret: Varmrøget laks med blomkålsskum og marineret glaskål
I skal næsten se et billede af forretten fra konfirmationen, som var helt og holdent LCHF (hvis man ser bort fra brødet, der blev serveret til), nemlig varmrøget laks med tyndtskåret, marineret glaskål og blomkålsskum.
Er det ikke en smuk forret? Og ganske velsmagende iøvrigt!

Opskriften fulgte desværre ikke med fra Turbinehallens side, men jeg tænker da, at jeg skal forsøge mig med blomkålsskum i mit eget køkken, for den var så let og lækker.

Ugen bød desværre også på en rigtig træls oplevelse. Vores store søn måtte nemlig en tur på sygehuset - sådan ret akut, faktisk - og er stadig indlagt. Og ja, det har bestemt sat sit præg i køkkenet, fordi det har skortet på både lyst og tid til madlavning, men lad os se, om ikke vi kan holde madplanen for den kommende uge, der ser sådan ud. Især pandekagerne glæder jeg mig til, for det er én af mine nyudviklede opskrifter. De er bare så gode og smager mindst lige så godt i genopvarmet stand.

Mandag:
Tortillapandekager med fyld af krydret oksekød (enten med en hjemmelavet krydderiblanding (hvordan ser du her) eller også bruger jeg købt, glutenfri taco-krydderi) og en masse salat og ramsløgsmayo.
(Lav evt. dobbelt portion pandekagedej, så der er pandekager til onsdag også - afhængigt af, hvor mange, du laver mad til. Jeg beregner 2 pandekager pr. mand).

Tirsdag:
Vi laver kylling (Satay bites) og serverer blomkålsmos dertil.

Onsdag:
Genopvarmede pandekager (de bliver gode ved opvarmning i mikrobølgeovnen). Pandekagerne fyldes med med rester fra tirsdag af kylling Satay bites, snittet salat, peberfrugt, agurk, (bønne)spirer og fetaost.

Torsdag:
Jeg bager denne porretærte, og så har vi rester til frokost på lørdag. Tærten skal serveres med lidt salat (evt. resten fra onsdag).

Fredag:
Vi skal have kylling enchilada med en god gang salat til og en portion guacamole.

Lørdag:
Vi køber et lille stykke varmrøget laks og vil forsøge at gøre forretten fra konfirmationsmenuen efter. Bliver retten vellykket, kan I se frem til opskriften her på bloggen.
Hovedretten bliver kylling i karry med blomkålsris - opskrift følger snarest muligt.

Retten er afprøvet og godkendt - ser den ikke skøn ud?

Søndag:
Enten gemmer vi resterne fra lørdag til mandag og laver lasagne søndag - eller også spiser vi resten af karryretten fra lørdag.

Har I forresten lagt mærke til, at jeg har installeret et lille print-ikon. Det ligger lige under opslaget. Klikkes der på ikonet, dannes en printvenlig side. Benyt jer bare af det - det er en service til mine læsere. Men husk, at jeg er glad for hvert eneste besøg på min blog, og selv om du vælger at printe mine madplaner og opskrifter, så vend tilbage til bloggen igen for mere inspiration.

Dette indlæg indeholder affiliatelinks.

Ingen kommentarer:

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate