Her på bloggen finder man ikke et hav af kageopskrifter. Det er som sådan ikke fordi, jeg ikke gerne spiser kage, men med LCHF og den mæthed, der følger med, har jeg i det forløbne år ikke været særligt fristet. Engang imellem kan et enkelt stykke da godt være på sin plads, og når jeg nu har ferie, blev det så også til lidt LCHF hjemmebag - nemlig denne squashkage.
Inspirationen til selve kagen er hentet her hos Christina på bloggen Dyppelse.
Ovenpå kagen havde jeg egentlig planlagt at lægge en lyserød kageglasur (muligvis Verdens bedste) - men så havde jeg et par citroner, der skulle bruges, så derfor blev min squashkage overtrukket med den gule citronglasur (der egentlig er tiltænkt citronmånen). Sagt på godt jysk, var dét ikke så ringe et valg, Den syrlige citron kombineret med sødemidlerne komplimenterer den svampede, let klæge squashkage rigtigt godt.
Hvis du ikke bryder dig om det grønne i kagen,må du skrælle din squash. |
Ingredienser til squashkage med valnødder:
3 æg str. L
9-10 spsk. Sukrin Gold
300 gr. groftrevet squash
100 gr. smeltet, afkølet smør
2 1/2 dl. kokosmælk/piskefløde
(jeg brugte en blanding af 165 ml. kokosmælk og knap 1 dl. piskefløde)
1/4 dl. friskpresset citronsaft
1 dl. affedtet mandelmel
2 dl. affedtetede kokosfibre
4 spsk. HUSK (loppefrøskaller - den grønne pakke)
2 tsk. vanillepulver
2 1/2 tsk. ægte kanel
knap 1 tsk. kardemomme
1 tsk. natron
100 gr. grofthakkede valnøddekerner
Evt. en lille håndfuld andre hakkede nødder/kerner
Fremgangsmåde:
Æg piskes luftig med Sukrin Gold i en passende stor røreskål.
Groftrevet squash, smeltet smør, kokosmælk/fløde og citronsaft røres i.
De tørre ingredienser blandes sammen og vendes forsigtigt - men dog med fast hånd - i skålen med de våde ingredienser.
I bunden af en 24 cm. springform fastgøres bagepapir. Formens sider smøres med fedtstof/smør, og dejen fordeles i formen, som stilles i en 160 grader forvarmet ovn og bages (uden varmluft) i ca. 45 min.
Husk, at ovne er forskellige, så måske skal din kage bage lidt kortere tid end min - måske lidt længee. Mærk efter med en strikkepind, et grillspyd eller lign. Efterlades der dej på spyddet, skal kagen bage lidt længe.
Af hensyn til glasuren, der jo bl.a. består af flødeost, skal kagen opbevares på køl.
3 kommentarer:
Vil gerne lige tilføje, at der ikke er tale om en supersød kage - så skal der langt mere Sukrin i. Til gengæld er citronglasuren på én gang både syrlig og sød, så den sørger for, at kagen i sin helhed er "sød nok" :-)
Hej Jette
Denne kage ser lyder rigtig lækker, og den er helt klart en, der skal afprøves!
Jeg vil dog rigtig gerne undgå det animalske fedt, så tror du det vil være en succes at erstatte smørret med smeltet kokosolie? (:
Mia
Hej Mia.
Det tror jeg umiddelbart godt, du kan - men for en sikkerheds skyld kunne du evt. Halvere opskriften (kokosolie er jo noget dyrere end smør, og det er en stor portion i forvejen) og hælde dejen i en mindre form eller i muffinforme.
Hvis du vil undgå animalsk fedt, vil du så heller ikke have cutronmåneglasuren ovenpå? Den er ellers god!
Mvh. Jette
Send en kommentar