Viser opslag med etiketten macademianødder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten macademianødder. Vis alle opslag

søndag den 1. juni 2014

Homemade chokosnickers - LCHF snickersbarer med peanuttouch

Peanutbutter bliver aldrig min favoritspise, og når man samtidig betragter peanuts som en "mindre heldig" ingrediens (peanuts er bælgfrugter), er det jo godt det samme. Så - nej, jeg sluprer ikke peanutbutter i mig, som Peter Plys ynder at spise honning... Og et glas peanutbutter kan stå LÆNGE i mit køleskab.
Men når det kommer til snickers, så er peanutbutter - og for den sags skyld peanuts - uundværlige ingredienser. Og dog! I hvert fald er det muligt at begrænse mængden.
Jeg bruger således kun ca. 120 gr. usødet peanutbutter, og peanuts er udskiftet med mandler og paranødder (kunne også have været f.eks. macadamianødder) i min version af chokosnickers opskriften. Fastholder du, at peanuts hører til i en snickers bar, ja så bruger du bare peanuts. Men for de af os, der ikke ønsker en så fremtrædende smag af peanuts eller bare gerne vil begrænse mængden af peanuts, er her muligheden, der ikke går på kompromis med den gode smag.

Chokosnickers - ca. 24 stk.:

1 portion færdig og stadig lun fudgemasse (klik her for opskriften)
20 gr. mørk chokolade, f.eks. 85%
120 gr. smooth peanutbutter
75 gr. afskallede, let ristede og dernæst finthakkede mandler
125-150 gr. paranødder (eller macadamianødder), meget groft hakkede

Til overtræk:

Ca. 150-200 gr. mørk chokolade, f.eks. 85%

I den stadig godt lune fudgemasse røres chokolade (brækket i mindre stykker) til den smelter sammen med fudgemassen, og de finthakkede mandler blandes i.
Hold evt. en smule af de hakkede mandler tilbage og dæk bunden af den vitawrap- eller bagepapirs-beklædte form med dem og de meget groft hakkede paranødder, macadamianødder eller peanuts, om du vil. Det kunne også være en blanding af nødder - helt som du foretrækker.
Hæld forsigtigt chokofudge-peanutbuttermassen i formen hen over nødderne (pas på, at massen ikke er for varm, da witawrap ikke tåler stærk varme) og stil formen i fryseren.

Efter nogen timer - eller gerne et døgn eller en nat på frost, kan der skæres passende stykker chokosnikersbarer. Pas på de ikke bliver for store. Jo flere stykker, du får af blokken, jo mere overtrækschokolade skal du bruge. Men er det ikke lækkert? Say yes!
Overtræk dine snickers med den mørke chokolade, der enten er smeltet i vandbad eller chokoladesmelter. Jeg har en lille chokoladefondue med fyrfadslys til formålet. Det fungerer godt og spreder hygge i køkkenet.
Sæt de chokoladedyppede barer koldt (evt. på frost, hvor de også sagtens kan opbevares), indtil chokoladen er stivnet og du ikke længere kan holde dig tilbage. Smag på varen. Dét er sager, siger jeg bare!

Husk, at disse "syndige" treats kan spises direkte fra frost, så det hjælper desværre ikke at gemme dem der, hvis du tror, at de her er mindre tilgængelige for den søde tand. Det er de ikke. OK - jeg siger det bare - og taler af egen erfaring...

Tips: Du kan sagtens undade at overtrække snickersfudgen og spise den, som den er. Den kan også bruges til desserter - f.eks. sammen med vanilleis.

Skulle du nu få lyst til at afprøve
andre af mine lækkerier, 
så se her:


Husk: 
Du kan følge mig på:



søndag den 24. november 2013

Choko-trøfler på pind - og Mozartkugler


Nu, hvor vi nærmer os julemåneden, skal der vel lidt gang i forberedelserne. Og kunne det være ret meget bedre end at starte med et hold trøfler, der (næsten) smager som ægte Mozartkugler? Nej vel...!

Jeg var så heldig at finde silikoneforme til slikkepinde i vores Lidl - så hvorfor ikke lave nogen af trøflerne til slikkepinde. Som tænkt, så gjort - og her ser I det lækre resultat. Nå, ja - OK - chokoladelaget er lidt tyndt, så næste gang, må jeg lige anstrenge mig lidt mere...

Man starter med at smelte en plade godt, mørk chokolade sammen med en spsk. kokosolie. Den smeltede chokolade skal bruges til overtrækschokolade. Ønsker man at trille Mozartkugler (det gjorde jeg ikke selv denne gang, men det kommer bestemt til at ske inden jul!!!), venter man med at lave overtrækschokoladen,  til man har gjort sin trøffelmasse klar, da den gerne må stå og stabilisere sig, før den trilles til kugler.

Ingredienser til trøffelmasse (til ca. 40 stk. "Mozartkugler"):

60 gr. kokosolie (med smag)
150 gr. tempereret flødeost (gerne 70% - eller original Philadelphia)
100 gr. smuttede mandler, groft hakket
70-75 gr. kokosrasp (alm. kokosmel)
2-3 spsk. RAW kakaopulver (dosér efter den intensitet i smagen, du ønsker)
4 spsk. Sukrin melis (evt. lidt mere, hvis man har en meget "sød tand")

Er man ikke rigtig til kokos, skifter man selvfølgelig kokosraspen ud med flere hakkede mandler - eller f.eks. macademianødder eller ristede, afskallede hasselnødder. Det giver også en mere "autentisk" smag, hvis det er Mozartkugler, man vil lave sig. Selv er jeg ret glad for smagen af kokos, så disse er selvfølgelig med kokosrasp. Kokosrasp suger mere, end mandler og nødder, så vælger du at skifte kokosraspen ud, så øg mængden af mandler/nødder lidt.
Kokosolien smeltes for svag varme i en egnet, lille gryde. Tag gryden fra varmen og lad kokosolien svale. Den skal bare være håndvarm eller let lun. Flødeosten - som gerne må være tempereret (tages ud af køleskabet en god halv time før brug) - røres sammen men kokosolien. Øvrige ingredienser tilsættes under omrøring. Tilsæt evt. ekstra Sukrin melis, indtil du er tilfreds med smagen.

Til Mozartkugler gøres chokoladeforme klar, trøffelkugler rulles eller formes med en teske, når massen er helt sval med en tilpas konsistens. Det hele går lettest, hvis kuglerne får en tur på frost, før de dyppes i overtrækschokoladen og lægges i chokoladeformene. Stilles straks i fryseren.

Til slikkepindene hældes overtrækschokolade i bunden af formene, Formene stilles i fryseren i ca. 15 min., før trøffelmassen fordeles ovenpå. Og til slut hældes den sidste overtrækschokolade over. Stilles tilbage i fryseren.

Så er der juleslik - eller Mozartkugler, om man vil - tages ud af fryseren 10-15 min. før servering - eller opbevares på køl.
Når en ny portion ser dagens lys - og det gør den som sagt FØR JUL - poster jeg selvfølgelig billeder af nogen forhåbentlig kuglerunde, tykt chokoladeovertrukne "Mozartkugler", så vi også kan få det visuelle indtryk på plads, for dagens eksperiment er ikke det aller-smukkeste, der kan frembringes, men smagen fejler bestemt ikke noget.
 Glædelig jul - og velbekomme.

lørdag den 7. september 2013

Hjemmelavet pesto - god til det meste - LCHF


Når pesten skal være hjemmelavet - og det må den meget gerne være hos mig, når jeg f.eks. ønsker at bruge den ovenpå en æggekage - så bruger jeg flg. ingredienser:

1 dl. god oliven- eller nøddeolie (rapsolie kan også gå an til er formålet - og er neutral i smagen)
1 dl. frisk bredbladet persille
1 dl. friske basilikumblade
2-3 spsk. ristede pinjekerner eller evt. tilsvarende macademianødder
Et lille stykke Grana Padano
1 fed presset hvidløg
Lidt citron- eller limesaft

Ingredienserne blendes. 
Skal pestoen bruges som "dressing" og bliver for fast, spædes med mere olie, indtil ønsket konsistens er nået.
Smages til med salt, peber og evt. ekstra citronsaft.

Denne pesto giver et fantastisk løft til de fleste hverdagsretter. Har du f.eks. prøvet at tilsætte pesto til din blomkålsmos? (klik her for inspiration og billeder).
Eller hvad med at toppe din æggekage med salat og hjemmelavet pesto (klik her for opskrift).


Velbekomme!


📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate