lørdag den 2. januar 2016

Kransekagetop med royal icing

(Siden indeholder reklame i form af affiliatelinks til webshops, hvorfra du kan vælge købe ingredienserne til kransekagen)

Opskriften er udgivet 1. gang d. 2. januar 2016
Opskrift på sukkerfri kransekagetop med Royal icing glasur CDJetteDCs LCHF

Nu varer det nok næsten et år, inden vi får brug for opskriften på kransekage igen - eller gør det? Den er jo - ud over at sætte prikken over i'et nytårsaften som kransekagetårn og serveret med Champagne - perfekt til også at lave små petit fours på til en festlig lejlighed, så tøv ikke med at prøve opskriften, hvis du vil lave lidt lækkert til kaffen til dine gæster!
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at smagen langt fra er så sød som i kransekage generelt. Hvis man således sammenligner med "den traditionelle sukkerholdige", vil der være en forskel i smagen. Forskellen bør dog ikke måles alene på den søde smag, (der - for de, der har lagt sukker på hylden - kan være næsten kvalmende sød i visse købekager) men også i intensitet. Netop den intense smag af mandel får du, når du selv kværner eller bruger ren mandelmel som i opskriften her.


Inspirationen har jeg hentet hos Lonerosa, der har lavet de fineste kransekagestykker, der er dyppet i chokolade - du kan se Lonerosas kransekagestykker her. Chokoladen får du brug for, hvis det er petit fours eller kransekagestænger, du vil lave.


Kransekagedej / sukkerfri bagemarcipan:
320 gr. alm. mandelmel (køb evt. her)
30 gr. WPC100 med vanillesmag (kan udelades! Eller køb her - eller her)
140 gr. Fibersirup Gold (køb evt. her)
2 æggehvider (1 - 1 1/2, hvis WPC udelades)
2 1/2 tsk. mandelessens (jeg bruger denne)
Ved udrulning laves en sød melblanding af:
3 spsk. affedtet mandelmel (køb her)
3 spsk. Sukrin melis (køb her)

Royal ising glasur:
Resten af melblandingen fra udrulningen (hvis du får en rest)
2-4 spsk. Sukrin Melis
1 stor æggehvide
1 tsk. citronsaft (eller hvidvinseddike)

Mindst et par timer, før du vil bage - og gerne dagen før - æltes alle ingredienser sammen i en skål. Læg den færdige bagemarcipan i en frostpose eller anden tætsluttende emballage og opbevar den på køl.
Når du senere skal rulle dejen ud, får du brug for en blanding af Sukrin melis og affedtet mandelmel, da dejen ellers vil være for klistret. Det er ikke sikkert, du bruger det hele af den sødede melblanding (men udelader du WPC, gør du nok). Gem resten til glasuren - det gør den lidt nemmere at arbejde med.
Rul pølser af ca. 1 1/2 cms diameter og skær dem i længder af hhv. 12, 15, 18, 21, 24 og 27 cm. Der vil være ekstra dej, og husk at lave en top i passende størrelse også (tril en kugle og lav den lidt spids i toppen) og lav evt. stænger eller petit fours af den resterende dej.
Hver pølse formes til ringe, der lægges på en bagepapirsbeklædt bageplade, ringene skal trykkes lidt spidse øverst.

Bag kransekageringe og kransekagestænger i en 190 graders forvarmet ovn, helst med en ekstra bageplade under for at beskytte imod for meget undervarme og bag i 10-15 minutter (i øverste halvdel af ovnen og uden varmluft), til stykkerne er let gyldenbrune.
For afkøling af kransekage trækkes bagepapiret forsigtigt over på en afkølingsrist.


Lav Royal icing ved ført at røre æggehvide med Sukrin Melis med et lille piskeris. Rør citronsaft eller eddike i og vurdér, om der skal mere melis i. Royal icing glasur skal i konsistens og udseende ligne tandpasta.


Hæld glasuren i et kræmmerhus af bagepapir eller en lille frostpose. Klip et meget lille hul og dekorer kransekagestykkerne i et fint zigzag mønster med glasuren.
Når glasuren er stivnet, kan du pensle bunden af kransekagestykkerne med smeltet mørk chokolade, hvis du synes (som "lim" - jeg har ikke gjort det her men brugt lidt Royal icing).
Stil forsigtigt ringene ovenpå hinanden, så de danner et tårn. Lim evt. med lidt Royal icing - eller chokolade, om du vil.

Pynt evt. kagen med frysetørrede bær og flag.

God fest - håber, kagen bekommer alle! Her er den serveret nytårsaften i selskab med skønne gæster og et godt glas Champagne.

Opskrift på sukkerfri kransekagetårn på CDJetteDCs LCHF

NB: Kransekage bliver på ingen måde ringere af en tur på frost, så hvis du vil være i god tid eller bare får lavet for meget, kan den fryses ned. Hvis du laver den i forvejen, så vent med at lægge glasur på, indtil kagen skal samles.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Når du har tastet din besked og indsendt den, kan den ikke ses her på siden, før den er læst af mig.

Hold øje med siden og få svar.

Mvh. Jette

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate