søndag den 27. oktober 2013

Blomkåls-klatkager - LCHF


Servér blomkåls-klatkager:
Som tilbehør til den varme middag
Til morgenmaden med pålæg - som her (varme eller kolde)
Til frokosten derhjemme - eller medbragt som madpakke

Når man lige står med en rest blomkålsmos, så er det om at udnytte den. Næsten uanset, hvor lille en rest, der er tale om, så kan den altid, ALTID udnyttes i dit LCHF-køkken.

Du kan f.eks.:
Bage disse skønne: Blomkålsboller med smag af skolebrød
Bruge det som jævning til: Smørdampede grøntsager
Lave: Hakkebøffer med hemmelig ingrediens

Mulighederne er mange - men idag blev det til disse:
4 store klatkager på en stor pande.
Reducér evt. opskriftens ingredienser for en lidt mindre portion -
især hvis du bruger en lille pande
Til 4-6 store blomkålsklatter skal du bruge flg. ingredienser:

200 gr. drænet blomkålsmos
3 æg
150 gr. revet ost, f.eks. mozzarella
1 tsk. urtesalt, f.eks. Herbamare eller Trocomare
(Salt kan udelades, hvis mos og ost har en tilstrækkelig salt smag)
2 spsk. Fibrex
(Fibrex evt. udelades eller erstattes med 2 måleskeer HUSK. Jeg foretrækker Fibrex!)
Evt. krydderpeber og/eller anden ønsket krydderi - afhængigt af, hvad klatkagerne skal serveres til
Smør (gerne klaret) til stegning - og rigeligt af den!

Æg piskes godt. Heri røres blomkålsmosen. Ost og øvrige ingredienser tilsættes.
Lad blandingen hvile 5-10 minutter (hvis der er anvendt Fibrex eller andre fibre), før der sættes 4-6 klatter på en stor pande med rigeligt smør.
Klatterne skal have en god, jævn varme og vendes først, når de har fået en pæn, lysbrun skorpe på stegefladen. Husk at komme ekstra smør ved klatterne, når de vendes.

Her er blomkålsklatterne serveret med baconomviklet kyllingeinderfilet'er, hvori, der er "gemt" en god skefuld krydret flødeost, hjemmelavet ketchup, revet Grana Padana og - nå-ja, en god klat mayonnaise. En hjemmelavet pesto ville have været eminent til at peppe denne lidt hverdagsagtige ret op.

Og spiser man ikke alle blomkålsklatterne, er de ganske fortrinlige som f.eks. brøderstatning til morgenmad og frokost, f.eks. som her med kalkunspegepølse med mayonnaise eller med en skive Havarti og lidt "grønt". Pålæg af (næsten) enhver slags er egnet.
...Og ville disse ikke være skønne i madpakken også?

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate