søndag den 27. november 2016

Lette og lækre lowcarb æbleskiver

Som mormors æbleskiver bliver de næppe - men næsten!

(Siden, du besøger, indeholder reklame i form af affiliatelinks til webshops).

Opskrift på amerikanske pandekager og lækre lowcarb æbleskiver på CDJetteDCs KCHF

Wow, det blev et par store portioner lowcarb æbleskiver, jeg fik bagt i søndags og sør'me nu igen idag.
Den første pandefuld blever aldrig så pæne, fordi utålmodigheden altid løber af med mig, når jeg bager æbleskiver. Jeg kan simpelt hen ikke vente, indtil panden har den helt rette temperatur, og det skal man - det er alfa og omega; "æbleskivebager-knowledge"! ;-)
Nå, men jeg burde i virkeligheden også ønske mig én af de dér æbleskivepander til el med termostatstyring af varmen... Hørte du dét, hr. Mand? Og til mine læsere: En elektrisk æbleskivepande kan f.eks. fås her!

Men hvorfor vil jeg så gerne have en elektrisk æbleskivebager? Jo, det vil jeg, fordi jeg har induktionskogeplader. Den æbleskivepande, jeg har, er desværre ikke til brug på induktion. Den er ellers en lækker 9-hullers støbejernspande (men med bund, der ikke er magnetisk), så - ud over at fordre en gammel og noget upålidelig kogeplade (som jeg har stående - og den fylder), er det en mægtig god æbleskivepande, men tiden er vist kommet til at tænke i el. Og hvor hyggeligt ville det ikke lige være at sidde om bordet med æbleskivebagningen som fælles julehygge-gøremål? Til formålet har jeg netop stykket en opskrift sammen - den finder du herunder.


...Og lad dig nu ikke begrænse af, at det er en opskrift på æbleskiver, for den egner sig fænomenalt godt til amerikanske pandekager også. Om den kan bruges i min Tefal Snack Collection med vaffelpladerne er endnu ikke afprøvet i mit køkken, men det skal jeg selvfølgelig nok se at få gjort (uden kardemomme, tænker jeg), så følg med på bloggen, så får du svaret.
En sidste bemærkning: JA..., der er ymer i min opskrift! Ymer har jeg ikke brugt i min madkavning i årevis (da det ikke betragtes som LCHF), men nu er den sporadisk genindført hos mig  Du kan sandsynligvis erstatte den med tyrkisk (eller græsk) yoghurt 10%.

Lowcarb æbleskiver36-38 stk.:

3 æg, str. L
2 æggehvider, fra æg str. L
250 gr. ymer (eller ekstra Creamy kokosmælk *)
100 gr. mayonnaise, f.eks. Hellmanns
- eller hjemmelavet (opskriften finder du her)
150 gr. piskefløde
80 gr. affedtet mandelmel
20 gr. WPC100 (vælg variant) med vanillesmag (kan evt. udelades og er reelt ikke LCHF)
50 gr. Sukrin Gold + 25 gr. Sukrin+ (eller den blanding af sødemidler, du synes bedst om)
3 spsk. HUSK (den grønne pakning)
50 gr. smeltet, saltet smør
2 tsk. kardemomme
1 tsk. vanillepulver
2 tsk. natron..     *) brug bagepulver istedet, hvis du vælger versionen med kokosmælk.
1/2 tsk, salt
Smagsneutral kokosolie til stegning


Del et enkelt æg, så du får to skåle med æg. Den ene med 3 æggehvider - og 3 æggeblommer og 2 hvider i den anden.

Æggehviderne piskes semistive. Sæt dem til side, mens du i skålen med æggeblommer og de 2 -hvider blander ymer, mayonnaise og fløde. Pisk det let.

De tørre ingredienser sigtes sammen og kommes ved, imens der piskes - men pisk kun ganske kort.
Smeltet, let afkøles smør piskes dernæst med og straks herefter vendes æggehviderne i med en dejskraber. Giv gerne dejen lidt "tæsk". Selv om den skal være luftig, skal der ikke være synlige klumper af de stift-/semipiskede hvider.
Se gerne billedet, som illustrerer, og banker du på skålen, skal der høres en temmelig hul lyd.

Og nu kommer vi så til det vigtigste punkt - nemlig at lade æbleskivepanden få den helt rigtige temperatur, før du går igang med bagningen.


En anelse kokosolie kommes i hvert hul, og der fyldes dej i hullerne, så de er godt og vel 3/4-del fyldte, og lad så æbleskiverne bage, indtil de har fået en let stegeskorpe, der tillader æbleskiverne at blive vendt 90 grader (brug f.ekss. træ-grillspyd).
Du kan godt efterfylde hullerne lidt, før du vender æbleskiverne helt om - det bliver de ekstra lækre af, og er selvfølgelig også nemmere at få runde. Ellers vil de også have en tendens til falde en anelse samme.
Vend æbleskiverne, indtil hullet i hver æbleskive er lukket og bag færdig.


Servér med f.eks. Sukrin melis, hjemmelavet marmelade eller, ja hvorfor ikke som jeg foretrækker dem.., nemlig med Fibersirup Gold, mums!
Og har du bagt flere, end I kan spise, kan de gennes på køl et par dage og lunes i mikroovnen, et par stykker af gangen. Giv dem 15-30 sekunder - så er de lune og er lige til at spise!


Husk også, at du sagtens kan bage tykke pandekager af dejen, hvis du ikke har en æbleskivepande - men der bliver mange, men du kan jo halvere portionen!

Velbekomme!

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

har du prøvet at lave æbleskiver på Tefal snack Collection?

Jette Daugaard Christensen sagde ...

Det har jeg da fuldstændig glemt, at jeg skrev, jeg skulle prøve. Mange tak for påmindelsen - jeg tror, det kan blive til nogen virkelig, VIRKELIG gode vafler!

Jeg har (endnu) ikke pladerne til almindelige vafler til Tefal Snack Collection maskinen - kun pladerne til belgiske vafler, men det må altså også være helt fint.
Nu må jeg huske at få prøvet!

Mvh. Jette

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate