tirsdag den 9. maj 2017
Marineret auberginesalat med smuldret Feta
Hvor er det i grunden skønt, når man har mulighed for at tilberede salater til gæstemiddagen i god tid, før gæsterne indfinder sig. Sådan forholder det sig med denne auberginesalat, som kan laves klar dagen forinden og således serveres kold, men vælger du at servere den frisklavet og lun, har du bestemt også et virkelig lækkert tilbehør.
Salaten udmærker sig desuden ved (kold såvel som varm) faktisk at kunne "omvende" de, der egentlig ikke bryder sig om aubergine - eller tro, de ikke kan fordrage noget-som-helst med aubergine. Sådan gik det i hvert fald min svigerinde, da vi serverede retten som tilbehør til en fødselsdagsmiddag.
Det hele ligger jo nok i måden aubergine tilberedes, og selv om jeg bruger Actifry, når jeg laver retten, så kan den altså også sagtens laves i ovnen. Uanset hvordan du vælger at lave den, så er det vigtigt at udvande auberginen med salt, og så skal den altså have forholdsvis lang stegetid for at blive mør og lækker. Det bliver den til gengæld, hvis du bare giver den lidt af din tålmodighed.
Opskriften indeholder affiliatelinks til webshops.
Marineret auberginesalat med smuldret Feta eller white cheese:
2-3 stk. aubergine (afhængigt af størrelsen)
Salt til udvandingen
0,75 dl. smagsneutral olie (jeg bruger en blanding af olivenolie og rapsolie)
2 spsk. æblecidereddike
1 1/2 spsk. Sukrin Gold (er du ikke lowcarber, bruger du 1 spsk. honning)
1 1/2 tsk. paprika
1/2 tsk. spidskommen
2 spsk. friskpresset citronsaft
1 spsk. Tamari
3-4 fed hvidløg
Friskkværnet rosenpeber
En god håndfuld friskklippet purløg eller et par forårsløg
250 gr. smuldet Feta eller White Cheese (f.eks. fra brik)
100 gr. saltede, ristede mandler
Det første, du skal gøre, når du har bestemt dig for at lave denne lækre salat og har fået købt ind dertil, er at skære hver aubergine i tern af ca, halvanden til to centimeter på hver led. Læg ternene i en stor skål og drys med rigeligt salt. Lad skålen stå på køkkenbordet i op til et par timer. Vend rundt i ternene undervejs og hæld væske fra til sidst.
Der skal laves marinader - den anden laves først når retten til sidst gøres serveringsklar. Rør den første marinade sammen. Den består af olie, æblecidereddike, Sukrin Gold, paprika og spidskommen.
Lad aubergineternene dryppe godt at i dørslaget og hæld dem tilbage i skålen sammen med marinaden.
Hvis hvidløg ikke skal spille en fremtrædende rolle, kan du vælge at skære feddene i skiver og komme ved før tilberedning, men jeg ynder at gemme feddene til den næste marinade, som røres i den færdigstegte ret.
Har du en Actifry (kan f.eks. købes her), kommes de marinerede tern i den og steges i ca. 45 minutter. Hvis du istedet bruger ovn, så giv ternene lidt mere varme (stegetemperaturen i en Actifry er ca. 160 grader) og lidt kortere tid og vend dem et par gange undervejs.
Kom de færdigstegte/-bagte auberginetern i en skål. En marinade af friskpresset citronsaft, tamari, presset hvidløg, klippet purløg eller snittet forårsløg og friskkværnet rosenpeber røres sammen og vendes i den varme ret.
Lad den svale lidt, før godt halvdelen af Feta eller salatost/white cheese smuldres og halvdelen af mandlerne (hakkes let) blandes i. Resten af osten og mandlerne fordeles før serveringen hen over den enten stadig lune ret eller - hvis du har lavet retten i forvejen - den kolde salat.
Du kan også drysse lidt ekstra purløg eller forårsløg hen over retten før servering, hvis du synes.
Her ser i min tallerken med rester fra en fødselsdagsmiddag, hvor vi bl.a. fik lakseroulade og kold auberginesalat.
Velbekomme!
Etiketter:
Actifry,
aubergine,
citron,
forårsløg,
gæstemad,
hvidløg,
olivenolie,
paprika,
purløg,
rapsolie,
Salat,
spidskommen,
sukrin,
tamari,
tilbehør,
æblecidereddike
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar