søndag den 22. februar 2015

Texie's bedste boller

CDJetteDCs LCHF opskrift på Texies bedste fiberboller uden sukker og mel

Texie's LCHF Kök står for disse boller eller - på svensk - frallor. Om Therese "TEXIE" Törnvall bruger affedtet mandelmel, vides ikke, men jeg har her brugt den affedtede type af den simple grund, at jeg stort set kun bruger de affedtede/fedtreducerede typer og slet ikke har noget almindeligt mandelmel på hylden.

Og hvorfor så disse boller? Jo, de var såmænd dagens lille udfordring, fordi de er forsøgt bagt uden et helt perfekt resultat af medlemmer i facebookgruppen "Dansk LCHF basic". Og som du kan læse nedenfor, var jeg også en smule skeptisk og mente nok, at bagningen af den formede, tunge dej ville munde ud i 6 kanonkugler, men bollerne blev - til nogen overraskelse - lette som fjerbolde!

Da ingredienserne var rørt sammen og bollerne formet, havde jeg - som nævnt - i grunden ikke megen tiltro til det færdige resultat, fordi dejen var så bastant. Alle betænkeligheder er med det færdige resultat gjort til skamme, og bollerne kommer bestemt på listen over brøderstatninger, der skal bages igen.
Jeg kunne nok godt finde på at reducere mængden af mandelmel en anelse - og også at skifte lidt af det ud med en anden affedtet meltype, fordi de nybagte boller i duft og smag har lidt kransekagenykker over sig. Ikke voldsomt...men dog så meget, at tanken om at ændre lidt i ingredienserne har mere end strejfet mig. Men tag ikke fejl - bollerne smager supergodt, som de er!

LCHF fiberboller, Texies bedste


Her får I opskriften, som TEXIE er ophavshaver til. Du kan se den oprindelige opskrift her.

6 stk. TEXIE boller:

120 gr. (ca. 3 dl.) affedtet mandelmel (se ovenfor!)
35 gr. (ca. 1/2 dl.) fiberHUSK
2 tsk. bagepulver
1 tsk. urtesalt
96 gr. (3 stk.) æggehvider
2 1/2 dl. kogende vand

I en skål blandes de tørre ingredienser, og æggehviderne piskes heri (med håndmixer).
Kogende vand hældes over, mens piskningen fortsættes.
Straks herefter formes med våde hænder 6 boller, som sættes på en bagepapirsbeklædt bageplade. Tryk dem flade - de hæver under bagningen.
Bollerne bages i en 175 grader forvarmet ovn i 45 minutter - de første 10 minutter evt. med varmluft.

Lad bollerne svale lidt på bagerist, før de serveres med tandsmør og - som her - en skøn, lagret Cheddarost eller anden ost med ekstra smag.

CDJetteDCs LCHF opskrift på Texies lowcarb sukkerfrie fiberboller uden mel

Velbekomme!

Dette indlæg indeholder affiliatelinks. I praksis betyder det, at jeg får en beskeden provision, hvis du vælger at købe et produkt via de links, der fører til webshops, hvor de pågældende produkter sælges. Idag og frem til tirsdag d. 24. februar kl. 23:59 2015 opnår du 10% bonus hos Med24. Du kan købe produkterne ovenfor hos Med24. Se også dette indlæg.


Oprindeligt indlæg er udgivet d. 22. februar 2015

5 kommentarer:

Maria sagde ...

Uhmm bagepulver frem for gær og alligevel så luftige.
Gode ingredienser for en kræftpatient som jeg.
God aften herfra.

Jette Daugaard Christensen sagde ...

Dejligt, hvis du har fundet noget her, du kan bruge.

Jeg var lige omkring din blog for at lure lidt omkring din kræftlidelse. Håber, det går dig godt, og at du kan holde kræften i skak! Nu ved jeg ikke mere om kræft end de fleste andre, men jeg har dog læst om The Budwig Diet og Budwig protokollen.

Gentager her superkort essensen af en gavnlig kost (uddrag af dr. Johanna Budwigs diæt), nemlig at en kombination af hytteost og hørfrøolie er super gavnlig. Og det gælder selvfølgelig for alle, så jeg spiser det også i ny og næ. Det giver ikke den bedste smagsoplevelse, men er OK, synes jeg. Evt. sødet med lidt Sukrin ;-)

Prøv evt. at Google, hvis du vil læse om diæten.

Kh. Jette

Anonym sagde ...

Vil bare lige skrive, at Therese skriver at hun bruger almindeligt mandelmel og ikke den affedtede...:) Men de ser lækre ud begge slags..:D

Henriette sagde ...

Jeg tror jeg må begive mig ud i disse boller, men skal de seriøst bages i 45 min???

Jette Daugaard Christensen sagde ...

Ja, det skal de faktisk, selv om det kan synes længe. Håber, de bliver gode. Prøv også sund-mave-bollerne, hvis du vil have boller med lidt kerner i.

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate