søndag den 6. oktober 2013

Kylling- hvidløgssuppe - LCHF

Denne suppe er en rigtig efterårssuppe og vitaminbombe - 
fuld af årstidens grøntsager
I vores familie har det i en årrække næsten været en tradition at servere 
hvidløgssuppe som "skrub-af-mad", 
f.eks. når vi har været samlet til julefrokost, 
fødselsdage, søndagsmiddage eller lign
Opskriften er oprindelig med kartofler, så for at gøre den en smule 
mere LCHF venlig, er kartoflerne skiftet ud med hokkaido. 
Den kan selvfølgelig også sagtens udelades. Personligt spiser 
jeg gerne hokkaido trods et lidt højt kulhydratindhold.

Ingredienser (færdig mængde suppe: ca. 4,5 liter):
1 kylling (vægt: ca. 1,4 kg)
3 liter vand
500 gr. renset hokkaido
4-6 fed hvidløg
2 løg
500-600 gr. porrer eller løg - eller halvt af hver
50 gr. smør
2 glas/bægre hvidløgsflødeost (jeg bruger f.eks. Tholstrup)
Ca. 6 spsk. Hønse-, kyllinge- eller andefond (mængde afhænger af, hvilken der bruges)
Ca. 2 tsk. krydderpeber
Urtesalt - f.eks. Herbamare
Persille
Evt. basilikum
Kog kyllingen mør (ca.45 min.) i bouillon (vand tilsat fond) med lidt persillestilke.
Imens kyllingen koges, skæres løg og champignons/porrer i skiver og svitses næsten møre i smørret.
Skær hokkaidoen i passende små tern.

Tag kyllingen op og lad den afkøle lidt, før kødet pilles af skroget. Kødet skal bare pilles/skæres i passende stykker og være uden skind.
Imens kyllingen pilles, koges hokkaidotern i suppen i ca. 15 min.
Flødeosten opløses i suppen, grøntsagsblandingen, presset hvidløg og kyllingestykkerne tilsættes.
Smages til med krydderpeber, urtesalt og evt. basilikum.

Suppen serveres rygende varm sammen med et drys friske krydderurter og evt. stegt bacon-crunch.

Og har du stegt bacon, så lad endelig den overskydende baconfedt indgå i suppen også.

Brødene, der ses på billederne er hhv. hokkaido "rugbrød" og LCHF week-end boller

...Og så iøvrigt tak til Linda og Britta, som har bragt den oprindelige opskrift ind i familien og gjort det til en helt lille tradition at servere denne suppe til familie-kom-sammen.

Velbekomme!

4 kommentarer:

Sofie sagde ...

Hej Jette

Det ser ud til at være en rigtig lækker suppe!

Jeg har en lille (og måske en anelse perfid) bemærkning (jeg håber, at du kan bære over med mig). Majskyllinger er ikke af højere kvalitet end almindelige slagtekyllinger. Den eneste forskel er, at de bliver fodret med majs. Deres levevilkår er ikke bedre end almindelige slagtekyllinger. De har lige så lidt plads, så de får ikke mulighed for at bevæge sig mere og udvikle deres muskulatur. For mig handler kvalitet til dels om dyrevelfærd og til dels om smag, men majskyllinger lever ikke op til nogle af delene i min optik. Frilandskyllinger eller økologiske kyllinger, se så kan man tale om kvalitet.

(Undskyld dette lille udbrud, men jeg kender bare så mange mennesker, som har en idé om, at majskyllinger er bedre - og det er de i min optik ikke - men det handler selvfølgelig også om, hvad man lægger i begrebet kvalitet).

Bedste hilsner
Sofie
www.sofiesspisekammer.dk

Fru Olsen sagde ...

Kan suppen fryses?

Jette Daugaard Christensen sagde ...

Det kan den bestemt sagtens. Jeg ville nok ikke tilberede den med hokkaido men vente med at tilsætte græskar etc.

Mvh. Jette

Linda Skovgaard sagde ...

Hej Jette
Jeg synes ikke lige jeg kan se champignon på ingrediens listen?

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate