Aha - nu er den altså hjemme, pizzabunden. Helt igennem LCHF og så endda glutenfri / uden melerstatninger.
Jamen, er det så en blomkålspizza? Nej, det er det heller ikke. Man kunne vel sagtens have "skjult" lidt blomkål i den, men det har jeg så heller ikke gjort.
Dét, jeg i virkeligheden har gjort, er at bruge en middagsrest og forvandlet den til pizzabund. Vi fik nemlig kyllingeinderfilet'er forleden - og vi stegte mere, end vi kunne spise. Det er dejligt nemt med rester i køleskabet - specielt når der er unge mennesker i huset, der altid - ja altid - kan bruge en bid mad. Nå, men dette ovnstegte kyllingekød gik så som basisingrediens i min pizzabund og ikke til at mætte de forslugne unge mennesker - i det mindste ikke denne gang.
Jeg synes, at kødet giver en fantastisk bund - en bund, der iøvrigt også kan bruges som tærtebund eller som en brødbund for den sags skyld.
Men nu skal I få opskriften på pizzabunden.
Ingredienser:
150 gr. tilberedt kyllingekød (f.eks. brystkød eller inderfilet)
150 gr. revet ost (f.eks. en blanding af Gouda og Maasdam)
1 æg, str. L.
2 spsk. løgpulver
1 spsk. tørret oregano
1 tsk. paprika
1-2 fed presset hvidløg
2 spsk. Fibrex (kan udelades, men reducér da vandet)
1 dl. vand
Det tilberedte kyllingekød (helst afkølet - og gerne en middagsrest) køres en let tur i blender eller minihakker. Øvrige ingredienser tilføres, og massen blendes til en ensartet masse. Den må gerne være lidt grynet (ikke helt glat).
Før en springform samles, beklædes dens bund med bagepapir. Dejen fordeles i formen (gøres lettest med hænderne eller med en silikone dejskraber).
Stilles i ovnen og bages i ca. 20-25 min. ved 200 grader varmluft. Ovnen behøver ikke være forvarmet.
Tip: Bunden kan sagtens bages i god tid, før der skal laves pizza. Den kan også fryses på springformens bund og tages ud af fryseren kort tid inden, der skal laves pizza. Convenient!
Jeg er selv heldig at eje flere springforme, og mangler jeg bundpladen, kan jeg let løfte den frosne pizzabund af pladen, da der er bagepapir imellem. Faktisk vil man på denne måde kunne lave sig en pizzabund, hver gang man har en kyllingerest - fryse ned - og således altid have en bund klar. Jeg har endnu ikke prøvet at lave bunden af andet kød end kylling, men det kan man sikkert godt - bare det er kød med en let neutral smag.
Tip: Om man foretrækker at beholde siden på springformen, når pizzaen toppes og bages igen, er uden betydning - i hvert fald for resultatet af pizza'en. Bunden på springformen kan måske slå sig lidt, hvis pizzaen bages færdig uden siden omkring.
Da pizzabunden ligger på bagepapir, kan bagepapiret med bunden også blot trækkes over på en bageplade.
Den toppede pizza - her med hjemmelavet tomatketchup (istedet for tomatpuré)...det smager fortrinligt... hakket, krydret og brunet oksekød, løg, snackpeber, pølsestrimler, revet mozzarella og et drys tørrede, italienske krydderurter - bages i ovnen ved 225 grader varmluft, til osten er smeltet.
Før servering er den - for den gode smags skyld - også pyntet med lidt hjemmelavet pesto (klik her for opskrift).
Velbekomme!
3 kommentarer:
uhmmmmmmm!!!!!!!!
Yes, den er faktisk helt fantastisk :-)
En lille tilføjelse: Det er ikke nødvendigt at blende andet end kyllingekødet. Resten blandes bare med det blendede kyllingekød.
Send en kommentar