Viser opslag med etiketten spiritus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten spiritus. Vis alle opslag

fredag den 12. december 2014

Julens kokostrøffelkugler med ROM - aka romkugler

Keto kokostrøffelkugler romkugler lowcarb LCHF



Min store datter og jeg plejer at lave havregrynskugler til jul. De hører så absolut ikke til på en LCHF diæt, og selv om det er jul, er der jo ingen grund til at spise de mange kulhydrater, man sagtens kan undgå, hvis man skifter kulhydratbomberne ud med de fine, sukkerfrie LCHF alternativer til julegodter, der findes.

Med dét for øje har jeg udviklet opskriften på kokostrøffelkugler.
Og jeg synes bestemt, at disse LCHF-treats er et supergodt supplement i juleslikskålen, som - foruden de  sprøde, lækre pebernødder og julesmåkager - også indeholder lækkert, hjemmelavet marcipan og konfekt og trøfler alá "Mozartkugler".
Får jeg tid, bliver der også lavet fyldte chokolader og fristende fatbombs til slikskålen.

På en skala fra 1 til 10 kommer disse kokostrøffelkugler - sammenlignet med andre versioner, jeg har smagt - ind med et flot lille 10-tal, så bare kom igang i køkkenet - I bliver ikke skuffede, og det tager ikke mere end 10-20 minutter at lave disse treats.
Min datter bedyrede promte efter 1. prøvesmagning (af et hold uden rom), at hun ikke kunne smage forskel på havregrynskuglerne og disse. Sådan da...!, så må opskriften jo være "lige i skabet"...! ...Eller også er det bare lidt for længe siden, hun har spist havregrynskugler til at kunne skelne dem fra smagen af kokostrøffelkuglerne, hi-hi...

Skal smag og udseende lande på en ren 10'er, foreslår jeg at dyppe kokostrøffelkuglerne i smeltet, mørk chokolade og bruge farvet kokosmel som pynt. Til at farve kokosmel kan du - istedet for almindelig frugtfarve - evt. bruge en halv tsk. opløste rødbedekrystaller (kan købes her). Rødbedekrystallerne giver desuden lidt smag, er drøje i brug og indgår i flere af mine opskrifter (se dem her).


Lowcarb romkugler trøffelkugler
Romkugler / kokostrøffelkugler, 40-50 stk.

100 gr. koldt smør
100 gr. flødeost naturel
2 cl. brun ROM
120 gr. (ca. 4 dl.) fintraspet kokosmel
(eller den, du kan få! - min køber jeg i Tyskland)
+ ekstra (til pynt)
60 gr. (1/2 dl.) affedtet mandelmel (køb her)
30 gr. (ca. 1 dl.) usødet kakaopulver (køb her)
40 gr. (ca. 1/2 dl.) Sukrin+
30 gr. (ca. 1/2 dl.) Sukrin Gold (alle Sukrinvarianter kan købes her)
(Anden egnet sødemiddel i passende mængde kan også bruges - smag dig frem til bedste dosering)
3-4 tsk. vanillepulver
3-4 tsk. Lucuma (kan købes her) - (eller her) - kan evt. undlades
2 pipetter Sweet Drops Hazelnut (alle varianter kan købes her) - kan evt. undlades eller erstattes af mere Sukrin. Prøv evt. med lidt romessens og den ekstra Sukrin.


Bland alle tørre ingredienser godt i en stor skål eller i et dejfad.
For en mildere smag, kan kakaomængden reduceres, ligesom spiritus naturligvis kan undlades.

Smør, flødeost, brun ROM og evt. Steviadråber (Sweet Drops Hazelnut eller en anden, spændende variant) kommes ved og alt blandes, som var det en småkagedej, dvs. smørret hakkes med kniv, indtil massen kan æltes sammen med fingrene/hænderne.

Undlader du at komme spiritus i, kan du give massen lidt ekstra fugt med samme mængde vand eller færdigbrygget, stærk kaffe.

Når massen hænger godt sammen, formes et passende antal kugler, som trilles i lidt kokosmel. Det er lettest bare at hælde lidt kokosmel over kuglerne i den skål, du vil opbevare dem i og så bare ryste det hele lidt.

Disse juletreats skal opbevares på køl i tætsluttende emballage. De kan også sagtens fryses, hvis holdbarheden skal øges.


Dette indlæg indeholder affiliatelinks.


søndag den 19. oktober 2014

Hjemmelavet sukkerfri marcipan og lækker julekonfekt

Jamen altså - ér det ikke lidt for tidligt at lave julegodter? Jo, måske - men nu når man har mandlerne og de ligesom kalder på at blive brugt, så ér det da oplagt med en hjemmelavet MARCIPAN!
Før vi går videre, så lad mig slå fast, at nødder, herunder mandler, på ingen måde er striks LCHF.

Når dét så er nævnt, så lad os komme til sagen: Jeg har her brugt en hel pose mandler, 500 gram. De blev smuttet, og alligevel vejede de næsten 500 gram efter, de var befriet for det brune skind - også selvom jeg spiste en lille håndfuld under "processen". Mandlerne optager nok lidt fugt, når de skoldes, så derfor valgte jeg at give de skoldede, smuttede mandler 5 min. i min Actifry for at tørre dem lidt. Hos Madbanditten ser det ud til, at tørretiden er længere og ved lavere temperatur (se evt. her), og det er også fornuftig, set i lyset af, at der skal laves mandelMEL. Men den tålmodighed kunne jeg ikke mønstre idag!

Anbefales kan det IKKE at bruge blender til en så stor portion - massen kører fast, når olierne i mandlerne frigøres, så lav mandelmelet af flere omgange eller - hvis du har en sådan - kør din foodprocessor i stilling.

Du kan selvfølgelig også vælge at købe dit mandelmel, men om det er bedst at bruge almindeligt mandelmel eller den affedtede type, vil jeg ikke gøre mig klog på, før jeg selv har afprøvet.

Marcipan - grundopskrift:

500 gr. smuttede, tørrede mandler
100 gr. Sukrin Gold (kan købes her)  kværnet til melis i kaffekværn
4 æggehvider (3 er muligvis nok) - evt. pasteuriserede
2 tsk. mandelessens (køb den evt. her)

Ingredienser til smagsvarianterne (1/4-del af grundmarcipanen pr variant):

Knap 1 tsk. Rødbedekrystaller (købes her)
1 1/2 tsk. raw kakao + 1 spsk. brun Rom
4 tsk. raw Lucuma (købes evt, her) + evt. 1 spsk. Cognac
1 1/2 tsk rålakridspulver (købes evt. her)

De smuttede, tørrede mandler laves til mandelmel, helst lidt af gangen! (Se ovenfor - jeg vil nemlig så nødig være skyld i, at dine køkkenmaskiner brænder sammen).
Under processen kan du tilføje æggehviderne, én af gangen - eller vente til dit mandelmel er tilpas malet og tager form som en klumpet masse og er uden mandelstykker. Jeg tilsætter æggehviderne under processen (fordi jeg laver al mandelmelet på én gang) for at gøre massen mere lind for maskinen at arbejde med - men holder den sidste æggehvide tilbage.

Sukrin Gold kværnes til helt fint pulver i kaffekværn. Hvis du vil være helt sikker på, din marcipan ikke knaser, så brug Sukrin melis.
Sukrin røres i marcipanmassen, og mandelaroma tilsættes. Du kan godt røre/ælte massen med dejskraber og/eller hænderne nu. Marcipanmassen må gerne være lidt grov, synes jeg, men vurdér selv.
Den  sidste æggehvide tilsættes kun, hvis massen er for fast og kun gradvis, indtil du er tilfreds. Husk, at både kakao og Lucuma suger fugt, så hvis du vil lave disse smagsvarianter uden spiritus, så kræver de evt. lidt af den 4. æggehvide.
Smag også til med aroma/mandelessens og evt, lidt mere Sukrin, hvis du synes.

Hvis du vil gøre som jeg, æltes hver fjerdedel af den færdige marcipanmasse med hver sin smagsgiver - se ovenfor. De er alle gode - men vil du have mine favoritter, må det blive den lyserøde og måske bare grundmarcipanen og, well - også dem med spiritus, fordi de bliver lidt som trøfler.

Marcipanen kan nu pakkes ind og lægges på køl en times tid eller natten over - så bliver den lettere at arbejde med.

Til harlekins er hver marcipanvariant rullet ud mellem 2 (halve) stykker bagepapir. Bagepapiret trækkes nemt af igen efterhånden som lagene lægges ovenpå hinanden. Tryk den færdige plade let, stil den på køl en times tid og skær da harlekin tern.

Konfektkugler trilles i hånden og stilles i fryseren en times tid, før en god, mørk (sukkerfri) chokolade smeltes i vandbad eller chokoladesmelter. De kolde/frosne marcipankugler overtrækkes med den smeltede chokolade, som stivner hurtigt og fint, når den møder kulden. Her har jeg - straks chokoladen er kommet på - trillet nogle af kuglerne i kokosrasp, men pynt dem, som I lyster.

Konfektrullen må I have til gode - for den skal da også laves og være fyldt med lækker blød nougat og pyntes med violer! Mere om den, når julen nærmer sig!

Hjemmelavet konfektmarcipan opbevares på køl eller frost. Generelt betragtet, kan den holde sig på køl lige så længe, som dine æg ville have kunnet, men da den kan være kommet i kontakt med microbakterier fra hænder og bordplade etc., foreslår jeg, at den konfekt, der ikke skal bruge indenfor 8-10 dage, fryses ned.

Der er flere julegodter her:
Fyldte chokolader
Trøfler alá Mozartkugler 
...og endnu flere her i mit opskriftsregister.

Indlæg indeholder affiliatelinks.

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate