fredag den 17. marts 2017

Græskarkerneosteboller, de bedste madpakkeboller

Nybagte græskarkerneosteboller, find opskriften på CDJetteDCs LCHF

Hvad har vi nu her? Tjoh..., det er vel i grunden en slags hybridboller, da de dels består af græskarkerner, dels ost, som hver især er basisingredienserne i to individuelle opskrifter, der her er kombineret til én opskrift. Hybridbollerne - eller rettere... græskarkerneostebollerne - er faldet så godt ud, at opskriften sandsynligvis bliver én af mine yndlingsopskrifter på lowcarb mel- og glutenfrie brød.

Hvis du er med i facebookgruppen LCHF Lavkarbo på dansk, kan det være, du allerede er faldet over denne opskrift på græskarkerneboller. Netop Helles opskrift samt min egen opskrift på osteboller er i kombination blevet til disse græskarkerneosteboller.

Hvad, jeg gerne vil gøre dig opmærksom på, er, at bollerne indeholder en del fibre. Er din mave ikke vant til at få så mange fibre, må du endelig ikke blive fristet til at "overspise" i disse boller, og du skal altså altid huske at drikke rigeligt med væske, når du indtager fiberholdig mad.


Opskriften indeholder også såkaldte moderate til liberale ingredienser, og hvis du holder dig til striks LCHF, må du evt. udskifte den tyrkiske yoghurt med en cremefraiche med højere fedtprocent og et lavere kulhydratindhold og evt. bruge lidt færre græskarkerner til pynt.

Med disse ord, må du selv vurdere, hvor vidt bollerne kan indgå i netop din LCHF diæt.
En enkelt bolle i ny og næ vil de fleste af os sagtens kunne indtage, uden det vil koste på vægten - bare husk på, at så længe fibrene er i maven, binder de en del væske, og hvis vægten svinger opad efter indtagelse af madvarer med et højt fiberindhold, så giv lige fibrene tid til at passere og se, om ikke vægten stabilisereres.

Fresh from the oven - low carb






Opskriften indeholder affiliatelinks. Jeg har nemlig gjort det let for dig at shoppe hos Netspiren.dk, fordi du har muligheden for klikke på det enkelte link i ingredienslisten og komme varen i din indkøbskurv.

Græskarkerneosteboller, 11-12 stk.:

90-100 gr. (knap 2 dl.) græskarkerner
25 gr. (ca. 1/2 dl.) sesamfrø
1/2 dl. hørfrø
150 gr. revet ost (gerne Cheddar)
18-20 gr. (ca. 1 dl.) Pofiber
35 gr. (ca. 1/2 dl.) fiberHUSK
3 tsk. bagepulver
6 æggehvider fra æg str. M
4 æg (blommer og hvider), str. M
1/2 tsk. salt
200 gr. tyrkisk inspireret yoghurt 10% (brug evt. græsk yoghurt 10% eller et andet surmælksprodukt)
Pynt: 100 gr. græskarkerner


 
Græskarkerner (90-100 gr.) og sesamfrøene kværnes i kaffekværnen (køb den evt. her) til fint mel, som blandes med øvrige tørre ingredienser (inkl. revet ost) i en stor skål. Hvis osten er revet groft, foreslår jeg dig at hakke den lidt mere.
De våde ingredienser kommes også i skålen (det er ikke nødvendigt først at blande eller piske de våde ingredienser sammen). Brug håndmikser på lav eller mellem effekt til at røre dejen sammen, men rør endelig ikke for længe.

Lad dejen hvile i skålen i 5-10 minutter, indtil den har sat sig som en let stivnet og klæbrig dejmasse, der kan formes uden at falde sammen.
Med let fugtede hænder - og evt. dejskraberen til hjælp - formes der 11-12 boller, som rulles i græskarkerner.


Bollerne sættes på en bagepapirsbeklædt bageplade og bages ved 175 grader varmluft i ca. 30 minutter.
Undlad at åbne ovndøren før endt bagetid!

Lad bollerne afkøle lidt på bageristen, før de serveres. Skal de opbevares til senere, tænker jeg, at de sagtens kan holde sig på køl i knap en uges tid. Alternativt kan de naturligvis fryses ned.


 
Bollerne smager eminent godt som risteboller med f.eks. røget laks og æggesalat - eller hvad med en spegepølsemad

...Og hvem skulle lige tro, at osteboller kunne smage SÅ godt med ost. Ost med ost på, så at sige...aldeles perfekt...

Velbekomme!


Og til Helle: Tak for inspirationen til græskarkernebollerne, der i mit køkken transformerede sig til disse hybridboller.
Begge slags - ja, faktisk alle 3 slags boller (når man tæller ostebollerne med) - smager fantastisk og er hverken med den - for lowcarb brød - så karakteristiske æggesmag eller smag af loppefrøskaller.




Ingen kommentarer:

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate