søndag den 22. juni 2014

LCHF lasagne med pofiber-pastaplader

Denne lækre lasagne falder med garanti også i god jord hos børnene.
Bechamelsauce og low carb proteinpasta er naturligvis hjemmelavet.

Pofiber er under stadig afprøvning i mit køkken, og jeg har købt rigelige mængder af produktet hjem. Idag var turen kommet til lasagneplader, så dagens lasagne er selvsagt ikke med de vanlige loppefrøskaller men med de resistente kartoffelfibre - Pofiber forstås. Resultatet var - som ventet - ganske fint. Udgangspunktet er denne opskrift, som her gengives med justeringer:

Lasagneplader - ca. 375 gr:
4 æg str. M/L
150 gr. flødeost natural

1/2 dl. Pofiber
25 gr. fintrevet Grana Padano

2 spsk. Macadamiaolie (eller anden olie med et forholdsvis højt røgpunkt)
+ 1/2-1 tsk. til pensling
1 spsk. friskpresset citronsaft (kan udelades)
1/2 tsk. urtesalt, f.eks. Herbamare eller Trocomare
Evt. lidt presset hvidløg, oregano eller andre (italienske) krydderurter


Alle ingredienser - bortset fra Pofiber - hældes i en skål og piskes sammen med håndmixer.
Pofiber piskes med til sidst, og straks det er gjort, hældes dejen på en bagepapirsbeklædt bageplade.
Fordel dejen jævnt over hele pladen med en dejskraber - og helt ud i hjørnerne.

Sættes i en 150 grader varm ovn (uden varmluft) og bages i 10-12 min.
Lad pastaen svale 1-2 min., før den pensles let med olie og k
lippes igennem med en saks (med bagepapir under - se illustration til højre) i passende størrelser. Opbevares på køl indtil brug.

Pladerne kan forsigtigt vippes af bagepapiret direkte i lasagnefadet, når lasagnen bygges op.
Den kan gemmes et par dage i køleskab eller fryses ned, hvis den skal være "klar til brug" ved en senere lejlighed.

Kødsauce til lasagne:
500 gr. hakket oksekød
1 stort, finthakket løg
1 lille, finthakket rød peberfrugt eller snackpeberfrugt
2 fed presset hvidløg
1 spsk. Herbamare fast urtebouillon
1 lille ds. (70 gr.) koncentreret tomatpuré (eller en god tomatsauce/-passata)
1/2 tsk. krydderpeber, f.eks fra Urtekram
Evt. 1 1/2 tsk. paprika
Italienske krydderurter - oregano og basilikum (evt. tørrede krydderier)
25 gr. smør, klaret smør eller anden varmestabil olie til stegning

Bechamelsauce til lasagne:

Se basisopskriften på bechamelsauce her (med et klik)

Topping til lasagne:

150 gr. revet ost (gerne en blanding af Mozzarella og Cheddar)
Evt. et drys friske krydderurter

Som når man laver en almindelig lasagne, har man pladerne klar, og så er der bare tilbage at få lavet kødsaucen og bechamelsaucen og at få bygget lasagnen op lagvis.
Start med at tilberede kødsaucen så begge hold saucer er lune, når du bygger lasagnen.

Rød peber hakkes helt fint - f.eks.,
 som her, i en
Tupperware Smooth Chopper
Det hakkede løg klares i smørret i en tykbundet gryde. Hakket oksekød brunes (du kan tage løgene op af gryden først eller lade dem brune yderligere med). Tomatpuré eller anden tomatsauce røres i. Bruger du tomatsauce så sørg for, at saucen ikke bliver for våd, da LCHF lasagnepladerne ikke har egenskaberne til at opsuge den ekstra væske.

Salt, peber, den faste urteboullion og paprika tilsættes tillige med finthakket rød peber. Hold de italienske krydderurter og presset hvidløg tilbage, indtil saucen er gennemkogt og gryden taget fra varmen, og rør da krydderier og hvidløg i. Lad saucen svale let, mens du laver bechamelsaucen.

I et smurt, ovnfast fad bygges lasagnen op lagvis, startende med et lag kødsauce. En lasagneplade trækkes af bagepapiret og lægges ovenpå - dernæst bechamelsauce. Gentag indtil lasagnen er bygget op og slut af med det sidste bechamelsauce.

Bages i en 150-160 grader varm ovn i ca. 20 min., før osten...

(Tip: Riv riv osten selv, hvis du vil undgå antiklumpningsmidler/ kartoffelstivelse, som indgår i færdigrevet ost... Jeg bruger dog selv Emborg riveost og bekymrer mig ikke om den smule stivelse, der er i)

...fordeles på lasagnen, som derpå får de sidste minutter i varmen, indtil osten er smeltet og retten er klar til servering.

Lasagnen behøver ikke nødvendigvis serveres rygende varm. Får den lov at stå lidt, sætter den sig bedre og flyder ikke ud. Opvarmes og serveres den først dagen efter holder den endnu bedre formen.

Lasagnen er beregnet til ca. 4-5. personer, når der spises godt med grønt til.

Her er lasagnen anrettet med smørristede friske, grønne asparges med græskarkerner og en god klat hjemmelavet ramsløgspesto.



VELBEKOMME!

Find flere opskrifter på LCHF hovedretter i mit

☆  OPSKRIFTSREGISTER ☆

1 kommentar:

  1. Hej Jette

    1000 tak for din vidunderlige pasta opskrift, du har reddet mig.
    Jeg har delt den på min blog, det håber jeg, er i orden :-)
    http://deterbaresundt.blogspot.dk/2015/02/nar-mor-lowcarber.html

    Du har så meget lækkert herinde, jeg må kigge mig mere omkring :-)

    SvarSlet

Når du har tastet din besked og indsendt den, kan den ikke ses her på siden, før den er læst af mig (Jette Daugaard Christensen - blogger på CDJetteDCs LCHF).
Hold derfor øje med siden og få svar.
Mvh. Jette