onsdag den 12. marts 2014

Super-sprøde mandelmels-knækbrød

Opskrift på super sprøde mandelsmels knækbrød kiks CDJetteDCs LCHF


Da jeg så disse sprøde knækbrød hos Signe (klik her for at se oprindelig opskrift), MÅTTE jeg bare smage dem, hvilket indebar, at jeg selv måtte igang med at bage. Heldigvis er jeg jo superglad for at bage LCHF brød, kiks og kager, og disse skønne knækbrød er tilmed hurtige at lave, idet dejen ikke behøver hvile mere end et par minutter. Har du mere tålmodighed - med en knækbrødsdej, der skal hvile lidt længere- så prøv også mine knækbrød med Grana Padano eller mine frøkiks med Gojibær..

Hvis du vil have knækbrød, der er finere i kanten, end dem, du ser her på billederne, så undlad evt. græskarkerner og brug frø, der er mindre - så er dejen lettere at skære pænt og lige igennem med pizzahjul, når den er bredt ud på bagepladerne.

Ingredienser - til 2 bageplader:

2 dl. affedtet mandelmel
2 dl. sesamfrø
1,5 dl. solsikkefrø
1 dl. græskarkerner
1 dl. hørfrø (gerne de gule)
2-2 1/2 spsk. HUSK
4 dl. vand
1 dl. piskefløde 38%
2 tsk. Herbamare urtesalt






Knækbrødsdejen forskæres med pizzahjul
Alle tørre ingredienser blandes i en skål og overhældes med vand og fløde. Blandes godt eg hviler bare i den tid, det tager at beklæde 2 bageplader med bagepapir, tænde ovnen på 160 grader varmluft og skære en stor (gerne 8-liters) frostpose op, så du står med et stykke plast, der kan dække en bageplade.

Dejen fordeles så godt, det er muligt med en dejskraber eller de bare hænder. Den opskårne frostpose lægges over og dejen kan nu fordeles lidt mere jævnt ved et presse med en bradepande ovenpå den plastdækkede dej. Plastposen fjernes forsigtigt, og det lille trick gentages med den anden portion.

Med pizzahjul skæres dejen til i passende stykker, så knækbrødspladerne efter bagningen vil være nemme at skille ad, dér hvor pizzahjulet har dannet riller i dejen.


Bages ved 160 grader varmluft i omkring 45 min. Vend gerne knækbrødspladerne efter ca. 30-35 minutters bagetid - de er forholdsvis nemme at skille fra bagepapiret - evt. med en paletkniv..








Knækbrødspladerne knækkes forsigtigt, og de færdige knækbrød afkøler på bagerist.

De sprøde knækbrød opbevares i tætsluttende kagedåse.


Velbekomme!

10 kommentarer:

  1. Er det gul eller grøn husk, som du bruger?

    SvarSlet
    Svar
    1. I denne opskrift er det den grønne. I den oprindelige opskrift var det vist den gule.
      Mvh. JetteDC

      Slet
  2. Hej Jette !
    Jeg ville bare høre dig om HUSK er nødvendig for at bage disse knækbrød ??
    Er ny i LCHF mad, og har endnu ikke alt på lager....
    - og kan Herbamare salt erstattes med almindelig salt ??

    Venlig hilsen
    Tina

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tina.

      HUSK er med til at binde det hele sammen. Kiksene/knækbrødene er i forvejen skøre/sprøde, da der ikke er æg eller æggehvide i opskriften, så jeg tror, det bliver svært. Mn jeg har andre opskrifter på knækbrød - har du set dem?

      Herbamare kan du sagtens erstatte med almindeligt salt - bare lidt mindre!

      God fornøjelse.

      Mvh. Jette

      Slet
  3. Kære Jette.
    Er HUSK det samme som loppefrøskaller? Jeg bor nemlig i Tyskland hvor jeg ikke kan få HUSK.
    Mvh Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anne.

      Ja, HUSK er loppefrøskaller. Jeg bruger HUSK loppefrøskaller i nogen opskrifter - og fiberHUSK i andre. fiberHUSK er også loppefrøskaller, men produktet består af helt fintkværnede/malede loppefrøskaller. Skal du en dag bruge fiberHUSK, kan du selv kværne loppefrøskallerne i en kaffekværn, hvis du har en sådan.

      God fornøjelse med bagningen af knækbrødene :-)

      Mvh. Jette

      Slet
    2. Hej Anne. I Tyskland burde du kunne købe Husk og Fiberhusk i Reformhaus.
      Mvh Lene

      Slet
  4. Husk og Fiber Husk kan fås i Tyskland - i Reformhaus fører de det fx.

    SvarSlet
  5. Det kan holde sig længe, Trine. De skal bare opbevares i tætsluttende kagedåse. Skal de opbevares længere end en måneds tid (det kommer ikke til at ske - de bliver spist inden, det lover jeg dig), må du fryse dem ned.

    SvarSlet

Når du har tastet din besked og indsendt den, kan den ikke ses her på siden, før den er læst af mig (Jette Daugaard Christensen - blogger på CDJetteDCs LCHF).
Hold derfor øje med siden og få svar.
Mvh. Jette