søndag den 10. april 2016

MADPLAN uge 15 - 2016

Madplan

Efter en periode med stilstand i flowet af madplaner, kommer her igen lidt inspiration til den kommende uges madlavning.
Udeblivelsen af mine ugentlige madplaner skyldes som sådan ikke, at jeg har gået og spildt tiden, men batterierne har været halvlade - bl.a. på grund af ekstra travlhed på jobbet. Det er heldigvis ikke alt, der går op i arbejde, og i påsken nåede vi et dejligt smut til Paris, som gav fornyet energi, for hvor var vi da bare heldige med vejret. Påsken faldt jo forholdsvis tidligt, og i min have er det altså først nu, at påskeliljerne lyser op, men i Paris var foråret en anelse længere fremme.
De lidt lysere aftener betyder også mere tid udenfor i haven, når vejret tillader det. Weberen har vi endnu ikke kørt frem, men det er også en fejl, og fejlen retter vi op på med madplanen, for nu skal der altså grilles igen, og det bliver på tirsdag, vi indleder sæsonen.

MANDAG: Vi starter ugen ud med kylling i klassisk karrysauce, og til den skal vi have eggfried cauliflower rice og dampet broccoli.

TIRSDAG: Vi ska' grille, ska' vi - og det bliver Beer Can Bacon Burgers, der skal på risten. I tilfælde af regn, kan de også laves i ovnen! Skulle sulten efter indtagelsen af en sådan fyldig bøf stadig plage os, så får vi en ristet pølse... Men jeg kan faktisk ikke forestille mig, at vi kan klemme den ned, for bøfferne mætter altså virkeligt meget, og mon ikke vi skal have lidt salat til bøffen også? I think so! Til salaten skal vi selvfølgelig have noget af den ramsløgspesto, jeg lavede tidligere på ugen.

ONSDAG: Inspireret af Wendy Jeans skinkeruller (du skal være medlem af facebookgruppen Happy Food for at kunne se opslaget), kommer onsdagens aftensmad til at bestå af en pladefuld proteinpasta rullet om skiver af skinke, ramsløgsmayo og revet ost. Rullen skæres i passende skiver, der lægges fladt på bagepladen (eller i minipizza bageplader) og bages i få minutter, så osten lige akkurat smelter og binder sneglene sammen.
Som tilbehør til skinkesneglene skal vi have en skålfuld broccolisalat med bacon.
Det er oplagt, at eventuelle rester bruges som madpakke.

TORSDAG: Om torsdagen kan vi sjældent nå at spise sammen, og det bedste er at få lavet noget, så der er rester, som vores datter enten kan spise koldt anrettet lidt senere eller kan varme i mikroovnen, når hun kommer hjem fra dans. Nogen gange kører vi "rugbrødsaften".
Til denne torsdag har jeg forestillet mig, at vi kunne bestille take-away tapas fra kantinen på mit arbejde. Det ser superlækkert ud, og I skal nok få lov at kigge med på torsdag, hvis I vil. I skal bare være medlem af facebookgruppen Happy Food, for det er her, jeg smider lidt billeder i ny og næ, og ikke alle billeder rammer bloggen her.
Jeg synes forresten også lige, I skal se, hvordan det ser ud, når der serveres tapas til en større forsamling, for vi fik nemlig tapas igår til en lille kusines 1. kommunion. Tapasanretningerne her blev hentet hos Aarhus Muskihus (Turbinehallen leverer maden til Århus Musikhus).


FREDAG: Vi laver en grydefuld Bacon Cheeseburger Soup. De krydderurter, der har overlevet den milde vinter, er ved at komme til hægterne igen og får lov at levere det grønne drys til suppen. Vi plejer ikke at få brød til, men hvis jeg nu bager en pladefuld græskarkerneboller til weekenden, kunne jeg nok godt finde på at spise en bolle til suppen!

LØRDAG: Jeg mistede i februar min dejlige far, og på lørdag er tiden kommet til urnenedsættelsen, og i den anledning er den nære familie samlet. Vi bliver selvfølgelig og spiser sammen med min mor om aftenen. Maden laver vi selv, og jeg tror jeg medbringer en masse ramsløgsblade, så vi i kan bruge dem i madlavningen. Den fyldte mørbrad, jeg lavede i tirsdags, kan helt afgjort godt tåle en gentagelse, og Ricottaen ér indkøbt og kommer med, for den indgår også i opskriften, og jeg føler mig ikke sikker på, at den lokale købmand har Ricotta i varesortimentet.
Hvis I vil have opskriften på svinemørbrad med Ricotta og ramsløg, så følg med på bloggen - den  kommer i løbet af ugen!

SØNDAG: Mon ikke en lun blomkålssalat vil passe godt til en karbonade? Du kan se her, hvordan jeg laver paneringsblandingen til karbonaderne.

Rigtig god lowcarb uge derude - nyd foråret!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Når du har tastet din besked og indsendt den, kan den ikke ses her på siden, før den er læst af mig (Jette Daugaard Christensen - blogger på CDJetteDCs LCHF).
Hold derfor øje med siden og få svar.
Mvh. Jette