▼
mandag den 29. februar 2016
MADPLAN uge 9 - 2016
I den kommende uge skal vi have "back on track" retter. Der har nemlig været for meget slinger i LCHF valsen. Egentlig har maden i den forløbne uge stort set været LCHF, men så er der alligevel røget lidt for meget mørk chokolade ned for ikke at nævne (og det er så det, jeg gør) salte mandler, en enkelt gang Jensens favoritsauce, måske lidt for meget fløde og desværre også mælk i kaffen på arbejde, og så kan man altså ikke regne med at kunne holde vægten - især ikke, når det skorter på fysisk aktivitet.
Nu tager vi derfor så at sige skeen i den anden hånd og sørger for at få lavet noget ordentligt mad og ikke ty til de lette løsninger. Hermed ikke sagt, at LCHF madlavningen er besværlig, for det synes jeg egentlig ikke, at den er, men i vores familie er det bare ikke os alle, som spiser LCHF, og da - forstå det, hvem der kan - ikke alle mine retter går rent ind hos de ikke LCHF spisende, er der et par ting eller to, som jeg udelukkende forkæler mig selv med, f.eks. blomkålsmosen. Den smager jo fænomenalt godt, men åbenbart ikke i alles mund... Det besværlige består så i, at der af og til bliver lavet noget med rodfrugter, ris eller pasta "ved siden af" - og det ér altså overkommeligt, når man hjælpes ad i køkkenet ;-)
MANDAG: Idag, søndag, gør jeg en portion proteinpasta klar. Så er det bare at lave laks i cremet flødesauce til. Jeg lover jer, dét smager godt! Det er som sådan ikke nødvendigt at lave pastaen dagen forinden, men jeg har tiden idag, så foodprep er dagens "tidsfordriv".
TIRSDAG: Jeg elsker min karrykrydrede hvidkål. Den skal laves med spidskål, for jeg har ét liggende, der skal bruges, og retten bliver bestemt ikke ringere af at blive lavet på spidskål. Kyllingekødet skifter jeg også ud denne gang - nemlig med hakket oksekød.
ONSDAG: Der skal laves en grydefuld bacon cheeseburger suppe, og den skal bl.a. toppes med rester af den krydrede kål fra dagen før. Det er da win-win, og så bliver suppen mere fyldig og mætter så dejligt, når der også kommer kål i.
TORSDAG: En af mine absolut yndlingsretter er kylling enchilada, og den skal vi have sammen med mos. Til mig bliver det blomkålsmos, og til resten af familien bliver det rodfrugtmos eller bare kartoffelmos.
FREDAG: Vi skal igen-igen have pizza! Det er meget, meget længe siden jeg har lavet fathead pizza, og det er jo næsten ikke til at forstå, for hvor ér den lækker! Vi har ikke lagt os fast med hensyn til topping, men har I prøvet med spejlæg på? Prøv, siger jeg bare! Se den her, hvor der er er mere inspiration til topping.
LØRDAG: Ingen madplan - vi spiser ude.
SØNDAG: Vi laver en mindre udgave af min bacon explosion i ovnen og skal bare have dampet broccoli og en rørt mayonnaise til (som f.eks. laves med en smule sukkerreduceret ketchup - den fra Lidl - og en smule fløde i, men når ramsløgssæsonen atter går ind, er det min ramsløgsmayo, vi foretrækker).
Det er naturligvis en mulighed også at kigge i mine tidligere MADPLANER, hvis du vil have mere inspiration eller bare vil skifte lidt ud i retterne ovenfor.
Håber, I får lavet noget godt og nærende mad.
Rigtig god uge!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Når du har tastet din besked og indsendt den, kan den ikke ses her på siden, før den er læst af mig (Jette Daugaard Christensen - blogger på CDJetteDCs LCHF).
Hold derfor øje med siden og få svar.
Mvh. Jette