søndag den 5. november 2017

Spinatroulade med røget laks

CDJetteDCs LCHF opskrift på lakseroulade eller spinatroulade med røget laks

Spinatrouladen er vel en klassiker - og alligevel bringer jeg her en opskrift, for det kan jo være, du endnu ikke har lavet en sådan. Og har du ikke det, så gør det - du bliver ikke skuffet...den smager godt og er måske lige den forret, du leder efter opskriften på til din næste gæstemiddag.
Spinatroulade med røget laks (forret til min. 12 personer):

Dej:
450 gr. hakket spinat (fra frost - eller tilsvarende mængde frisk spinat)
30 gr. saltet smør
5 æg, str. L.
2 spsk. Fiberfin (reklamelink)
(hvis du erstatter med HUSK (reklamelink), skal du bruge 9 måleskefulde/15 gram)
25 gr. fintrevet Gran Amici eller Grana Padano (kan undlades - men anbefales!)
1 tsk. revet muskatnød
1-1 1/2 tsk. urtesalt
Friskkværnet peber

Fyld:
350 gr. røget laks
200 gr. flødeost naturel
150 gr. cremefraiche 38%
1 spsk. tørret dild - eller en håndfuld frisk dild
7-8 blade/stængler kinesisk purløg
Evt. citronmelisse
(Urte)salt og (hvid) peber

Forslag til pynt og tilbehør:
Citronbåde, frisk dild, cremefraichedressing med dild - tomat, stenbiderrogn eller caviar og evt. flûtes

Del æggene i blommer og hvider.
Damp spinaten  et par minutter og pres væsken ud. Lad den dampede og pressede spinat svale lidt, før den blendes med smør, æggeblommer, Fiberfin (reklamelink) og krydderierne.
Pisk æggehviderne semistive og vend dem i spinatblandingen sammen med fintrevet Gran
Amici eller revet Grana Padano. Brug et rivejern (reklamelink) som dette til formålet.
Smag til med urtesalt og (hvid) peber.
Dejen smøres nu ud på en bagepapirsbeklædt bageplade. Smør den helt ud til kanterne.
Bagepladen sættes i en 200 grader varm ovn og bages i 10-15 minutter. Den skal ikke blive brun men bare "sætte sig".
Dæk pladen med et fugtigt klæde og lad spinatpladen afkøle.

Fyldet røres imens. Start med at hakke laksen groft, og rør den med flødeost, cremefraiche og hakkede krydderurter. Har du citronmelisse, så kom også lidt af det ved.

Vend dejpladen ud på et nyt stykke bagepapir, så du får den pæneste overflade på din færdige roulade. Smør laksefyldet på og rul dejpladen sammen om fyldet ved hjælp af pagepapiret, så du får en fast roulade. Pak den stramt ind i bagepapiret og læg den på køl, til den skal servere. Allerbedst til dagen efter.


Servér rouladen i skiver med pynt på salatbund og giv evt. en dilddressing (rørt med cremefraiche, lidt dijonsenep og citron og en anelse sødemiddel) og flûtes til.

Velbekomme!

NB: Gulerod betragtes ikke som LCHF.

Dette indlæg indeholder affiliatelinks.

Oprindeligt udgivet den 5. november 2017

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Når du har tastet din besked og indsendt den, kan den ikke ses her på siden, før den er læst af mig (Jette Daugaard Christensen - blogger på CDJetteDCs LCHF).
Hold derfor øje med siden og få svar.
Mvh. Jette