▼
tirsdag den 21. juli 2015
Raita | indisk agurkesalat på dansk
Det ligger vist ikke i mine kort at lave indisk mad med et ægte indisk touch. Med dét i mente, synes jeg nu alligevel, at min version af den populære indiske agurkesalat smager super godt - og i skøn forening med et naanbrød, er vi på rette vej med det indiske islæt, men lad os bare kalde denne agurkesalat for "Raita på dansk".
Lad mig - hvis du vil afprøve det indiske køkken - foreslå, at du kigger nærmere på denne opskrift (hos Sisse på bloggen You Lose Some You Win More), da den nok ligger tættere op af den traditionelle, indiske raita.
Min version får i her:
Raita - indisk agurkesalat, 4-6 pers.:
1 stor agurk
3 dl. græsk yoghurt
3-4 spsk. Mascarpone
1 1/2 tsk. stødt spidskommen
En lille håndfuld hakkede mynteblade
1/2 tsk. stødt koriander eller evt. lidt frisk, hakket koriander
2-3 tsk. friskpresset limesaft
1/2-1 tsk. urtesalt spicy
Evt. 1 knivsp. chiliflager (hvis du kan lide det lidt stærkere)
Drys friskkværnet (hvid) peber
Evt. 1-2 hakkede tomater (hvilket jeg oftest selv undlader og bruger istedet 5-6 spsk. Tex Mex salsa dip, medium stærk - men undlader da chiliflagerne).
Græsk yoghurt røres med Mascarpone, limesaft, hakket koriander og hakket mynte. Gem gerne lidt til at pynte med. Smag til med spidskommen, evt. stødt koriander, chili, urtesalt og peber.
Skær agurk (med skræl, hvis du synes. Jeg skræller den IKKE) i fine stykker eller småtern. Jeg bruger mit mandolinjern til formålet.
Rør agurk og evt. hakkede tomater eller salsa i yoghurtblandingen.
Server til indiske retter, f.eks. til Tandoori kylling, til kylling satay, måske bare til kylling i karry, boller i karry og naturligvis gerne med Naanbrød til (se link til opskrift på Naanbrød ovenfor).
Her ses Chicken Tikka Masala på blomkålsris serveret med raita og Naanbrød.
Velbekomme!
Dette indlæg indeholder affiliatelinks
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Når du har tastet din besked og indsendt den, kan den ikke ses her på siden, før den er læst af mig (Jette Daugaard Christensen - blogger på CDJetteDCs LCHF).
Hold derfor øje med siden og få svar.
Mvh. Jette