onsdag den 2. april 2014

Blomkålsbearnaise og hvidløgssmør til bøffen - LCHF

Blomkålsbearnaise og hvidløgssmør klæ'r bøffen
En dejlig hjemmerørt bearnaise sauce er altid god til bøffen! Variationen er også godt, og alternativet til en rigtig bearnaise kunne være blomkålsbearnaise - den er også god og især egnet,  hvis der gerne skal ekstra grøntsager på tallerkenen. Hvad, der også er så fantastisk ved blomkålsbearnaisen, er, at den tilmed smager godt kold (tjah, det gør en rigtig bearnaise selvfølgelig også) - som dip til grøntsagsstave - så lav rigeligt, den skal nok blive spist!

Din hvidløgssmør til bøffen kan du lave som vist her (klik for at se opskriften). Jeg har som regel små portionsstykker liggende i fryseren - så er det nemt efter behov at tage et passende antal ud af fryseren.

Jeg kan absolut ikke tage æren for blomkålsbearnaisen. Det er ikke let at vide, hvem der først fandt på at lave den - måske var det Madbanditten (se evt. Janes opskrift her; den er ikke helt som min) - eller måske kommer den fra det store udland? Nu har den i et godt stykke tid også fået lov at indgå som en del af min madlavning, og jeg er rigtig glad for dens mættende evne og dejlige smag - ikke mindst også, fordi man kan få endnu flere grøntsager på tallerkenen ad denne vej.

Ingredienser til blomkålsbearnaise:

2 små løg
1 blomkålshoved
Evt. den brugbare del af stokken fra et broccolihoved (en rest, du måske har gemt)
150 gr. smør
1-2 dl. fløde 38%
100 gr. flødeost
Saften fra 1/4 citron (eller lidt hvidvinseddike)
2 æggeblommer
2-3 tsk. tørret estragon (erstat evt. med friskhakket)
2-3 tsk. bearnaiseessens
2 tsk. Herbamare urtesalt
Friskkværnet peber
Evt. 1 tsk. gurkemeje (for ekstra gul farve - kan udelades!)

Når jeg f.eks. laver tomatsuppe, bruger jeg min nye blender, en Wilfa Suppe Maker med varmelegeme. Den anvender jeg også til min blomkålsbearnaise. Så bliver det ikke meget lettere.

Løg hakkes groft, og hvis du evt. skulle have gemt en broccolistok, så rens og skær også den i små stykker. Begge dele klares i smørret. Ganske lidt vand hældes ved, og blomkålsbuketter damper med i blenderen/gryden i omkring 10 min, før fløde og flødeost kommes ved.

Kog videre indtil blomkål er mør. Tilsæt krydderierne, citron og bearnaiseessens og blend til en glat sauce. Gurkemejen anvendes for farves skyld og kan sagtens undværes. Æggeblommerne giver den karakteristiske, gule farve og blendes i til sidst før servering. Saucen må ikke koge, når æggeblommerne er blendet i saucen.

...mums!
Nu kan man måske undre sig over, at jeg ikke bare bruger mere smør frem for fløde og flødeost, for det kan man også sagtens, og smør er vel i princippet hovedingrediensen i en bearnaisesauce. Fløden og flødeosten jævner saucen så fint og er efterhånden blevet mine foretrukne saucejævnere. Æggeblommerne jævner også, så jeg synes at netop denne kombination i min version af blomkålsbearnaisen giver en fløjlsblød smag.

Prøv selv og vurdér!
Her er den kolde blomkålsbearnaise anvendt som lækker dip til
grøntsags- og Cheddar ostestave.
Sandwichbrødet kan du finde opskriften på her.

VELBEKOMME!

Se flere forslag til skønne retter  i mit

☆ OPSKRIFTSREGISTER ☆

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Når du har tastet din besked og indsendt den, kan den ikke ses her på siden, før den er læst af mig (Jette Daugaard Christensen - blogger på CDJetteDCs LCHF).
Hold derfor øje med siden og få svar.
Mvh. Jette