søndag den 24. november 2013

Choko-trøfler på pind - og Mozartkugler


Nu, hvor vi nærmer os julemåneden, skal der vel lidt gang i forberedelserne. Og kunne det være ret meget bedre end at starte med et hold trøfler, der (næsten) smager som ægte Mozartkugler? Nej vel...!

Jeg var så heldig at finde silikoneforme til slikkepinde i vores Lidl - så hvorfor ikke lave nogen af trøflerne til slikkepinde. Som tænkt, så gjort - og her ser I det lækre resultat. Nå, ja - OK - chokoladelaget er lidt tyndt, så næste gang, må jeg lige anstrenge mig lidt mere...

Man starter med at smelte en plade godt, mørk chokolade sammen med en spsk. kokosolie. Den smeltede chokolade skal bruges til overtrækschokolade. Ønsker man at trille Mozartkugler (det gjorde jeg ikke selv denne gang, men det kommer bestemt til at ske inden jul!!!), venter man med at lave overtrækschokoladen,  til man har gjort sin trøffelmasse klar, da den gerne må stå og stabilisere sig, før den trilles til kugler.

Ingredienser til trøffelmasse (til ca. 40 stk. "Mozartkugler"):

60 gr. kokosolie (med smag)
150 gr. tempereret flødeost (gerne 70% - eller original Philadelphia)
100 gr. smuttede mandler, groft hakket
70-75 gr. kokosrasp (alm. kokosmel)
2-3 spsk. RAW kakaopulver (dosér efter den intensitet i smagen, du ønsker)
4 spsk. Sukrin melis (evt. lidt mere, hvis man har en meget "sød tand")

Er man ikke rigtig til kokos, skifter man selvfølgelig kokosraspen ud med flere hakkede mandler - eller f.eks. macademianødder eller ristede, afskallede hasselnødder. Det giver også en mere "autentisk" smag, hvis det er Mozartkugler, man vil lave sig. Selv er jeg ret glad for smagen af kokos, så disse er selvfølgelig med kokosrasp. Kokosrasp suger mere, end mandler og nødder, så vælger du at skifte kokosraspen ud, så øg mængden af mandler/nødder lidt.
Kokosolien smeltes for svag varme i en egnet, lille gryde. Tag gryden fra varmen og lad kokosolien svale. Den skal bare være håndvarm eller let lun. Flødeosten - som gerne må være tempereret (tages ud af køleskabet en god halv time før brug) - røres sammen men kokosolien. Øvrige ingredienser tilsættes under omrøring. Tilsæt evt. ekstra Sukrin melis, indtil du er tilfreds med smagen.

Til Mozartkugler gøres chokoladeforme klar, trøffelkugler rulles eller formes med en teske, når massen er helt sval med en tilpas konsistens. Det hele går lettest, hvis kuglerne får en tur på frost, før de dyppes i overtrækschokoladen og lægges i chokoladeformene. Stilles straks i fryseren.

Til slikkepindene hældes overtrækschokolade i bunden af formene, Formene stilles i fryseren i ca. 15 min., før trøffelmassen fordeles ovenpå. Og til slut hældes den sidste overtrækschokolade over. Stilles tilbage i fryseren.

Så er der juleslik - eller Mozartkugler, om man vil - tages ud af fryseren 10-15 min. før servering - eller opbevares på køl.
Når en ny portion ser dagens lys - og det gør den som sagt FØR JUL - poster jeg selvfølgelig billeder af nogen forhåbentlig kuglerunde, tykt chokoladeovertrukne "Mozartkugler", så vi også kan få det visuelle indtryk på plads, for dagens eksperiment er ikke det aller-smukkeste, der kan frembringes, men smagen fejler bestemt ikke noget.
 Glædelig jul - og velbekomme.

lørdag den 23. november 2013

Brunch med det hele og lidt til - LCHF

Hvor er det bare helt fantastisk at blive inviteret til brunch - og så endda brunch med det hele på LCHF manér. Tusind tak til min dejlige kollega og ven - Lis - for en hyggelig lørdag. Kan kun sige, at med sådan en brunch, bliver der ikke plads til ret meget aftensmad. Er bare SÅ mæt!

Se bare her, hvad Lis diskede op med. Hun og datteren - Ida - lavede mad hele formiddagen, så vi gæster bare kunne sætte os til bords og nyde herlighederne.


Vi fik bl.a. - ja, bl.a., for her er bare lidt af dét, vi kunne mæske os i:

Tykke amerikanske pandekager (Madbanditten) med flødeskum, frisk frugt og Agave sirup
Friskbagt, lunt valnøddebrød (Madbanditten)  med pålæg og de skønneste oste (bl.a. Fontina fra Grøndal DairyHøost, Primadonna, Philadelphia flødeost og Brie)
Scrambled eggs med bacon og brunchpølser
Rejer
Oliven-tapanade
Gittes boller (opskrift følger snarest)
Muffins med mørk chokolade (opskrift følger, hvis det lykkes mig at liste opskriften ud af Lis. Jeg så den på tryk, men nåede ikke at affotografere den med blikket :-) ...)
Græsk yoghurt med frisk frugt



Må endnu en gang sige: Tusind tak for mad, Lis. Den blev indtaget med stor nydelse!

søndag den 17. november 2013

Softkerneboller med Fiberfin og hørfrø - LCHF



Siden jeg sidst købte varer hjem fra Viivaa.dk har jeg haft en bøtte Fiberfin stående. Tænkte, at jeg nok havde lavet et fejlkøb, idet kulhydratindholdet er på 31 gr./100 gr. - ikke just et produkt, man umiddelbart forbinder med en LCHF kost. Ikke desto mindre er en del af stivelsen i Hi-maize produktet resistent. Fiberfin indeholder 60% fibre og skulle øge mæthedsfornemmelsen, hvis en del af melet i bagværket erstattes med Fiberfin.

Funktionel Mad ApS / Sukrin distribuerer Fiberfin i Danmark. Sukrin har lagt et billede på sin Facebook side, som forklarer lidt om produktet (sender her en tak til Mette fra nemvejen.dk for at gøre mig opmærksom på dette). Billedet kan ses her (klik for link).

Du kan evt. læse mere her (What is hi-maize) og her (FAQ).

Nu har jeg så langt om længe valgt at tage hul på bøtten med Fiberfin, for jeg er ikke lige dén, der lader fødevarer gå til spilde, og sidste anvendelsesdato er faretruende nær.

Det kom der disse softkerne boller ud af - gode som frokostboller (f.eks. til madpakken) eller som burgerboller.
Ingredienser (12 store boller):

Det tørre:
65 gr. Fiberfin (hi-maize)
65 gr. affedtede kokosfibre
35 gr. HUSK (eller en blanding af HUSK og kværnet Fibrex)
10 gr Sukrin+ (kan evt. udelades - eller købes her)
2 1/2 tsk. bagepulver
25 gr. melonkerner (kan udelades eller erstattes af andre frø/kerner)
50 gr. hakkede hasselnødder (evt. hakket i minihakker)
50 gr. solsikkefrø
150 gr. hørfrø
1 tsk. Herbamare urtesalt

Det våde:
4 1/2 dl. vand
1 dl. fløde 38%
1/2-1 dl. hytteost (kan udelades)
2 æg, str. S/M

Tørre ingredienser blandes godt, før de våde ingredienser tilsættes. Rør med en ske, indtil alt er godt blandet sammen og du har en klæbrig, våd masse. Dejen hviler i op til 5-10 min (rør gerne i den, mens fibrene suger væske til sig).
Der kan nu formes 12 store boller af dejen. Fugt hænderne med lidt vand undervejs - så går det nemmere, og bollerne får en glattede overflade. Sæt bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir - men ikke for tæt, da de flyder lidt ud og får form som let flade burgerboller.

Bages i en 160 grader forvarmet ovn - evt. med varmluft - i op til omkring 40 min.

Her ses en afkølet bolle serveret med salat, mayonnaise, agurk og kalkunspegepølse.
Velbekomme!

Har du også fået lyst til at prøve/bruge Fiberfin i dit hjemmebag, kan du finde en forhandlerliste her.

søndag den 3. november 2013

Frokost-boller med græskarkerner - LCHF


Én af de bedste opskrifter, jeg har på boller er mine week-end boller (klik her for opskrift). Idag havde jeg ikke alle ingredienserne, så jeg valgte at ændre lidt i opskriften. Det kom der disse lækre kerneboller ud af. Om man bruger græskarkerner eller andre hele frø eller kerner, vil nok ikke have indflydelse på dejens konsistens men selvfølgelig på smagen af det færdige resultat. Prøv dig frem.

Bollerne er - som det meste low carb bagværk - ikke helt så low carb, som man godt kunne ønske sig. Frø og kerner andrager så stor en del, at jeg nok hellere vil kalde bollerne for semi low carb bagværk. Vælg frø og fibre med så lavt et kulhydratindhold, som muligt - der er stor forskel på produkterne.

Frys nogen af bollerne, så du ikke kommer til at spise mere end max. én enkelt dagligt. Så har du også til madpakken.


De tørre ingredienser, som skal kværnes i kaffekværn:
60 gr. hørfrø, helst de gule
15 gr. chiafrø
40 gr. kokosrasp (i Danmark betegnet som "kokosmel")
50 gr. sesamfrø
75 gr. solsikkefrø

Øvrige tørre ingredienser:
100 gr. græskarkerner
50 gr. hørfrø (jeg bruger de brune, når jeg anvender hele hørfrø)
125 gr. affedtet mandelmel
1 dl HUSK (den grønne pakning)
3 1/2 tsk. bagepulver
1 tsk. urtesalt

De våde ingredienser:
6 æg
1 1/2 dl. vand
50 gr. smeltet, let afkølet smør
250 gr. hytteost, min 4,5%
Saften fra 1 limefrugt, svarende til knap 1/2 dl. (kan evt. udelades)
1 dl. piskefløde 38%

De kværnede ingredienser blandes med øvrige tørre ingredienser.

De våde ingredienser blandes og hældes sammen med de tørre.
Dejen røres godt - f.eks. med en god dejskraber.
Lad dejen hvile i omkring 5 minutter til den får konsistens som blød marcipan.
Form bollerne - der er dej til 20-22 boller.

Bages ved 160 grader (normalt bager jeg uden varmluft, men da bollerne fylder 2 bageplader, bager jeg med varmluft).
Bagetiden afhænger af ovnen; i min ovn får bollerne ca. 40 min.

Velbekomme!