torsdag den 5. september 2013

LCHF - livsstilen, der booster salget af mejeriprodukter

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg i det daglige beskæftiger mig med eksportsalg af mejeriprodukter, men det er nok de færreste af mine læsere, der reelt ved det. Det er som sådan ikke noget, jeg forsøger at "skjule" - jeg har bare valgt at holde arbejde og fritid adskilt, og min blog er udelukkende en privat beskæftigelse.

At jeg har valgt at gå (næsten) all in på en LCHF kost, og jeg dermed indirekte støtter branchen, jeg selv er ansat i, har selvfølgelig ikke gået mine egne tanker helt forbi. Idag stødte jeg så på dette lille "krydderi" af en artikel, som omhandler salget af mejeriprodukter hos vores nordiske naboer, svenskerne:

Artiklen er gengivet i sin fulde (men lidt korte) version på billedet ovenfor og er at finde i Mejeritidende (se evt. side 16 for at læse den lille artikel).

I LCHF kredse er vi meget uenige med artiklens forfatter hvad angår begrebet "slankekur". Jo, det er da rigtigt, at man med fordel kan benytte sig af kostprincipperne og tabe sig, men det ér nu en gang en livsstilsændring, der er tale om. En "diæt" kunne man have valgt at kalde det - men "slankekur" er nu et skræmmende og ganske utilstrækkeligt begreb, og jeg selv indbefattet er ikke skiftet til LCHF kost for at tabe mig. Jeg oplever dog - med en ikke udelt glæde - at min vægt er for stadig nedadgående. Vægttabet fulgte automatisk med, da jeg lagde kosten om og ikke lod mig føre tilbage i dét, som nogen ynder at kalde "sukkerfælden". Idag har jeg opnået den største, umiddelbare gevinst af dem alle - jeg er sluppet ud af migrænehelvedet.

Selv om artiklen her er fra februar-nummeret, er det da en "branchenyhed", der er til at føle på. LCHF-livsstilen (der iøvrigt siges at have favnet omkring hver 4. svensker) er jo under hastig udbredning herhjemme i lille Danmark. Og ikke uden grund! Derfor synes jeg næsten, det er synd, at begrebet LCHF ikke har fået større spalteplads i branchebladet, men det skal nok komme med tiden, for der er så mange fordele forbundet med livsstilen, at jeg er sikker på, at et øget salg af visse mejeriprodukter også herhjemme vil øges.

Jeg vælger her at nævne et par af de fordele og helbredsfremmende effekter, jeg i min research på vores allesammens internet er stødt på gennem det sidste halve års tid. Men dyk selv ned i yderligere materiale på nettet og få udsagnene underbygget. Google er din ven. Får jeg bedre tid en dag, vil jeg naturligvis selv tage mig af arbejdet med at finde frem til kilder og videnskabelige artikler. Jeg har - som nævnt - været igennem en del materiale efterhånden.

Vi bliver i stor udstrækning livsstilssygdommene kvit
Vi får et bedre velvære og savner ikke sukker og dets påvirkning af blodsukkeret
Vi har ikke så mange humørsvingninger
Vi lider ikke længere af migræne (det gælder eksempelvis for mig selv)
Lider vi af fibromyalgi, bedres den i nogen udstrækning.
Vi taber os
Vi holder vægten
Vi undgår type 2 diabetes
Vi kan måske slippe blodtryksmedicinen
Vores gode kolesterol i blodet øges, mens det skadelige reduceres - og vi (skulle helst) komme ud af medicineringen, og Statiner er efterhånden en udskældt medicin
Vi mindsker risikoen for hjerte-/karsygdomme
Vi slipper i nogen grad af med allergier
PCO kan afhjælpes og vi bliver mere fertile
LCHF-kosten er en god løsning, hvis man er glutenintolerant (flere og flere af os går rundt med en udiagnoseret cøliaki.
LCHF-kosten kan have en gavnlig effekt på ADHD ramte.

Der er ingen tvivl om, at jeg selv har valgt en - for mig - rigtig livsstil.
Jeg bliver mødt af udfordringer - men endnu har jeg ikke mødt nogen hindringer på min vej, og livsstilen falder mig lettere for hver dag.
Industriens sukkerbombardementer vil helt sikkert i al min tid være den største udfordring. Der vil eksempelvis kun være omkring 10% af madvarerne tilbage på hylderne i supermarkedet, hvis man forestiller sig, at artikler med tilsat sukker, glukose og stivelse blev fjernet.

...Og sådan er det gået til, at jeg vælger mine varer med størst mulig omhu og hensyntagen til bl.a. kulhydratindhold, når man kører indkøbsvognen gennem supermarkedet.

Overvejer du - eller lever du allerede efter LCHF kostprincipperne - så fortæl mig i en kommentar, hvad du synes at opnå med kosten. Det kan jo være, at andre læsere kan drage nytte af dine erfaringer.

Mange tak.
---

Har du lyst til at læse andre af mine blogindslag om LCHF livsstilen, kan du finde nogen af dem her:

Endnu en film om det farlige sukker
Toxic Sugar
Sukker - det nye tobak
Læg sukker og hvidt brød på hylden - tag en kold tyrker
Hvad nu med frugt - hvor meget må man spise?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Når du har tastet din besked og indsendt den, kan den ikke ses her på siden, før den er læst af mig (Jette Daugaard Christensen - blogger på CDJetteDCs LCHF).
Hold derfor øje med siden og få svar.
Mvh. Jette