mandag den 21. september 2015

Fabrinas tykke pandekage og LCHF MADPLAN uge 39 - 2015

Fabrinas tykke pandekager som lækre LCHF madpandekager eller dessertpandekager
Fabrinas tykke pandekager er blevet afprøvet i køkkenet, både som vafler og som pandekager
Har I også nydt søndagen? Jeg selv blev inspireret til både at lave en skøn basilikum-/persillepesto og til at afprøve Fabrinas tykke pandekager i vaffeljernet...og på panden som én tyk pandekage.

Måske kender I allerede Fabrinas opskrift, men gør I ikke det, så får I den her (jeg synes nu, den fungerer bedst som tykke pandekager.

Vaflerne bliver lidt for bløde og lidt æggede, men det kan måske skyldes, at jeg tilsatte 20 gr. smeltet smør til dejen for at sikre mig, at dejen ikke ville hænge i). Smagen fejler absolut ikke noget, så prøv dem endelig - enten på panden eller i ovnen.
Forvent ikke, de er som almindelige pandekager - det ér de ikke!



Fabrinas tykke pandekage(-r):

søndag den 13. september 2015

MADPLAN uge 38 - 2015


Sikke en dejlig søndag. Jeg har været igang med at plante vores nye blåbærbuske og linet ingredienser op til et nyt sesambrød (som jeg endnu ikke har udgivet opskriften på), men jeg valgte at prioritere det forholdsvis lune vejr, som dagen idag - havens dag - bød på, frem for at stå med næsen i køkkenet!
Brødet nåede jeg lige akkurat at bage sidst på dagen, og jeg skal have et stykke med imorgen til morgenmad på arbejde. Hvis I vil se det, ligger der et billede nederst.

Ud over at holde liv i "de grønne fingre" tilbragte tiden med min blogside, behageligt tilrette i en stol på terassen. Dejligt!

Jeg håber, vi får mange flere septemberdage, hvor man kan opholde sig udenfor uden store, tykke trøjer. Solen må også gerne titte frem - ikke kun fordi, det er skønt med solskinsdage, men også for at mine frilandstomater kan modne i en fart. De er så velsmagende, men sol skal der til!

Som nævnt har jeg  fået plantet de to blåbærbuske, som min mand og jeg gav hinanden igår, fordi vi havde bryllupsdag, sorterne er de 2, der ses på billedet til venstre, nemlig Goldtraube og Bluecrop. Jeg har plads til endnu en blåbærbusk, så skulle du have lyst til at anbefale mig en bestemt sort, så skriv gerne en kommentar nedenfor.

Men nu til madplanen for den kommende uge:

Mandag:
Kylling i karry med blomkålsris. Opskriften er endnu ikke at finde her på bloggen. Den kommer, men ikke i denne uge, dertil er tiden vist lidt for knap en faktor.
Mon ikke, der er modnet et tilstrækkeligt antal frilandstomater til, at jeg kan plukke til en lille tomatsalat, vi kan få til.

Tirsdag:
Der skal serveres karbonader med cremet squashgetti-gryde. I opskriften ser I, at jeg har brugt mit gamle mandolinjern til at lave squahstrimler på. Siden da har jeg købt mig en Spiralfix fra GEFU. Den er jeg glad for, men har du ikke en sådan, så er der altså råd for det, hvis du har et mandolinjern eller en julienneskærer. En lidt billigere løsning end Spiralfix er en GEFU Spirelli, som kan købes her.

Onsdag:
Vi er et par stykker, der skal i biografen (vi skal se Klovn!), så jeg får kun kort tid i køkkenet, inden jeg skal afsted. Jeg har tænkt mig at bage et par hurtige vafler med spinat og spise dem med ost og skinke. Fabrina, som kommer til at lægge opskrift til, har stor succes med en pandekagedej (Fabrinas tykke pandekager), som også skulle kunne fungere som vaffeldej. Om den også falder heldigt ud med spinat i, får vi se. Gør den det, kommer opskriften på bloggen senere.

Torsdag:
Der skal laves en grydefuld spicy bacon cheeseburger soup. I suppen skal vi have ekstra grønt i form af spidskål og/eller smørdampede broccolibuketter.

Fredag:
Det bliver portobelloburgere - og ikke andet til, for det kan man slet ikke spise. De mætter enormt godt.

Lørdag:
Vi spiser muligvis ude - og gør vi ikke det, laver vi "noget med fisk", muligvis pirogger eller (af samme dej) en strombolistang med spinat og laksefyld. Til fyldet må I have en opskrift til gode. Og kan I ikke vente, så brug opskriften på fyldet til dette ciabattabrød - og skift skinken ud med laks.
Det vil også være godt med en lille, lækker salat hertil.

Søndag:
Den til enhver tid klassiske karrykrydrede hvidkål (hvidkål byttes evt. ud med spidskål) med enten hakket oksekød eller hakket kylling kommer på menuen søndag. Og så skal vi have citronfromage til dessert eller til aftenkaffen.
Begge retter kan laves i god tid, endda med fordel dagen før - så er dagen til fuld disposition.

Rigtig god maduge!

Sesambrød uden mel - ganske glutenfrit og lowcarb på CDJetteDCs LCHF
Jeg regner i den kommende uge med at få tid til at eksperimentere med P-tærter og skylder stadig mine læsere en opskrift på sprøde, lækre makroner.
Dem har jeg prøvebagt (igen) denne weekend, men de er endnu ikke "helt i skabet", så hvad jeg evt. har lovet mine læsere og følgere rundt omkring på de sociale medier, kommer ikke til at holde, for opskriften frigiver jeg ikke denne uge.

Til gengæld kan det være, at opskriften på sesambrødet, jeg har bagt idag, kommer på bloggen denne uge.
Det tager sig sådan ud, er en smule klægt men smager dejligt. Skiverne ligger i min fryser allerede - de fleste. Brødet er selvfølgelig prøvesmagt, og der ligger en enkelt skive og venter på en tur i brødristeren imorgen tidlig.

Dette indlæg indeholder affiliatelinks.

lørdag den 12. september 2015

Portobelloburgere

Portobelloburger the LCHF way

Portobelloburger, se hvordan på CDJetteDCs LCHF

I SuperBugsen spottede mit blik idag portobellosvampe til bare 10 kr. for 2 kæmpestore "hatte", og så var det oplagt at skifte burgerbollerne ud. Faktisk skulle vi slet ikke have haft burgere idag, men sådan blev der, og hvor bliver man da mæt - så stopmæt faktisk, at jeg end ikke kunne spise op, så dét Imser på,tallerkenen var altså lidt for stor en mundfuld til mig.

Jeg har ikke nogen særlig opskrift i ærmet, for det er jo bare om at grille eller stege kæmpesvampene. Start med at brune undersiden godt af i rigeligt (klaret) smør og den baconfedt, du kan hælde fra efter stegning af bacon. Jeg steger bacon i ovnen, så skiverne bliver perfekte og sprøde på den helt rigtige måde, og fedtet er nemt at hælde fra og gemme eller - som idag - at bruge med det samme.

Idag fik vi chilimayo i burgeren som dressing. Jeg snød og lavede den ikke selv men blandede bareHellmanns mayonnaise med Salsa Brava fra spanske Sol Mar (købt i Lidl). Det blev en virkelig lækker og kraftig burgerdressing!

Findes der noget bedre end at sidde ved bordet og bygge sin burger op?