søndag den 3. august 2014

Geniale pirogger med oksekødsfyld - LCHF




Se nu bare her, så fine LCHF pirogger kan laves. Ja, hvem havde forestillet sig dét, når en almindelig butterdej ikke er en mulighed...? Og så smager de oven i købet rigtigt godt!
Dejen er ej heller så svær at arbejde med - især ikke, hvis man har en microovn til rådighed.

Sidste uge havde Lidl et "Pastry Maker Set" i spot-sortimentet til en temmelig overkommelig pris, nemlig sølle 25 kr. Made in China, måske - det fremgår ikke af kassen.
Jeg har ikke undersøgt, om der findes lignende sæt hos isenkræmmeren, men mon ikke? Og måske kan du stadig nå at få fingrene i et sæt fra Lidl. Der var stadig en del tilbage, da jeg havde nappet den, jeg skulle have.

Idag har jeg så fået afprøvet den mellemste udstikker og dejformer, som jeg synes, passer perfekt til små pirogger og portionsanretninger. Og så er sådan et par færdige pirogger iøvrigt uovertrufne som gæstemad til forret, til frokost eller brunch og så selvfølgelig til madpakken.

Afhængigt af fyldet serves en passende salat til. Idag blev det en tomatsalat med frisk bøffelmozzarella, salatløg (personligt hjembragt fra Italien), frisk basilikum og et drys tørret oregano og Trocomare urtesalt samt en god olivenolie over.
Udklip fra Lidl reklame visende dejformer-sættet.

Jeg har iøvrigt en opskrift liggende på pirogger med det lækreste laksefyld. Den stammer selvfølgelig fra en tid, hvor mine pirogger blev lavet med butterdej, og jeg har egentlig ærgret mig over ikke at kunne lave dem i en "anstændig" LCHF version. Det kan jeg nu, så netop laksepiroggerne skal selvfølgelig afprøves snarest, men jeg kan ikke spise mig gennem al den mad, jeg laver for tiden, så det må lige vente til en god anledning - så skal jeg nok poste opskriften.
Idag får I grundopskriften på dejen, jeg bruger. Fyldet er såmænd bare en rest oksekøds-pizzafyld (klik evt. her for at se opskriften). Rester er jo fint at udnytte på denne måde, men det kan også være, du selv har en opskrift med lækkert fyld til pirogger. Skriv endelig i kommentarfeltet nederst, så flere kan få glæde af netop din idé.

En stor andel af vi danske LCHF'ere skylder Johanne tak for at have gjort os opmærksomme på og introduceret os til strombolidejen. At bruge smeltet ost er intet mindre end genialt, og Johannes opskrift er derfor flittigt blevet delt i diverse LCHF facebookgrupper. Du kan prøve Johannes opskrift (klik og se den her), eller du kan følge angivelserne nedenfor, der har udgangspunkt i den samme oprindelige amerikanske version (som kan findes med et klik her).
Johanne har også prøvet strombolidejen med Pofiber, hvilket jeg bestemt også . Nyt herom på bloggen senere.
Strombolidej til 8 pirogger, str. M:

100 gr. revet Mozzarella ost
50 gr. revet Cheddar ost
1/2 tsk. hvidløgspulver
(eller andre krydderier, du foretrækker)
1 æg, str. M
2 spsk olivenolie (evt. med chili, som her)
(eller 2 spsk. smeltet smør)
2-3 spsk affedtet mandelmel (køb evt. her)
2 spsk affedtet kokosmel (køb evt. her)

Revet ost blandes med krydderier og olie (eller smør) og smeltes sammen i microovnen. Prøv dig frem, osten skal bare smelte let.
Æg, mandelmel og kokosmel blandes i, og dejen æltes sammen. Jeg bruger fingrene, da det tager lidt tid at få det til at hænge ordentligt sammen.

Bliver dejen for kold, kan man ikke arbejde med den. Så giver du den 15 sekunder i microovnen igen, så den bliver blød og smidig og kan æltes igen.

Dejen kan rulles ud med en almindelig kagerulle (mens den er lun og smidig) og udstikkes i cirkler med en diameter af 12 cm. (Undersiden af dejformerne kan bruges som udstikkere).
Læg straks det udstukne cirkelformede dejstykke på dejformeren, stræk dejen til kant og læg det ønskede fyld på og tryk piroggen sammen om fyldet.
Dejresterne æltes sammen og gives igen 15 sek. i microovnen og kan rulles ud. Fortsæt til al dejen er brugt.

Dejformeren er rigtig god, men har du ikke nogen, så brug en udstikker, f.eks. en lille skål og fold dejen om fyldet og brug en gaffel til at trykke den lidt sammen i kanterne.

Piroggerne sættes på en bagepapirsbeklædt bageplade og kan pensles med sammenpisket æg, men det er ikke nødvendigt. Bages i en 175 grader forvarmet ovn i godt 20 min., eller til de har fået en fin lysbrun kant.

Velbekomme.

De geniale pirogger er her serveret med en god skefuld mayonnaise. Velbekomme.

8 kommentarer:

Stella sagde ...

Alt for farlig side jeg er kommet ind på her... alt for mange fede opskrifter...

Stella sagde ...

Så har jeg lige modtaget plastic'dimserne' og må prøve at lave en portion i ikke alt for fjern fremtid, når jeg får tid..

MrsBoob sagde ...

hvor er jeg glad for at have fundet frem til din super side - så mange fristende opskrifter :-)

Jette Daugaard Christensen sagde ...

Kvitterer med en smiley 😊

Unknown sagde ...

Hej Jette,
Denne dej kan vel osse bruges til tærter og måske pizza..??
God dag fra Vibeke :)

Jette Daugaard Christensen sagde ...

Hej Vibeke.

Ja, det harvdu fuldstændig ret i, at den kan. Til pizza kan du også bruge fathead dejen. Den er en smule anderledes men ikke meget.

God fornøjelse - og også en god dag til dig.

Mvh. Jette

Unknown sagde ...

Hvor kan man købe formene henne?

Jette Daugaard Christensen sagde ...

Jeg købte mine i Lidl, men det er jo længe, længe siden. Jeg prøvede lige at Google og fik bl.a. dette resultat, men jeg kan desværre ikke linke i kommentartråde, så du må kopiere linket ind i din browser:

http://nyborgs-room.com/produkt/form-til-pirogger-og-ravioli-3-stk/

Så vidt jeg husker, sælger Tupperware også en model.

Mvh, Jette

📌 Gem opskrift på Pinterest:

Translate